Jeg kan huske, da min storebror købte et par skinny jeans. Jeg var omkring 14 år gammel. Min far så så de her skinny jeans og gik fuldstændig amok ... og begyndte at kalde ham homoseksuel som et skældsord, og de klammeste skældsord, I kan tænke på. Det skal lige siges, at min bror er så straight, som man kan være. I tænker sikkert, hvorfor fanden ville han gå fuldstændig amok over et par skinny jeans. Jamen det er fordi, min far lever i middelalderen sammen med de fleste andre "religiøse" forældre, jeg kender.
Forestil jer en 14-årig pige, der i et helt år har grædt sig selv i søvn hver aften og bedt til Gud, hun var "normal". Det var mig. For da jeg var 13 år gammel, var jeg kommet til den erkendelse at jeg var indeed Gay.
(hold pause)
Jeg kan huske, at jeg spurgte min far, hvad han så ville gøre, hvis et af hans børn rent faktisk var homoseksuel. Han tog en dyb indånding … kiggede mig dybt i øjnene og sagde, "jeg vil stene mit eget barn til døden".
(hold pause)
Jeg ved, at han ikke mente det, eller jeg tror, han ikke mente det. Men det gjorde så ondt. Jeg var jo fars lille pige ... det havde altid været mig og min far mod hele verden. Siden den dag har mig og min fars forhold aldrig været det samme.
Det er, hvad jeg er her for at tale om i dag. Den skam, der løber gennem unge religiøse LGBT+-mennesker.
Før vi er sprunget ud, lever vi med skam og frygt. Vi sletter alt vores historik, for ingen må jo finde ud af den "am I gay"-quiz vi tog kl. 3 om natten, inden vi græd os selv i søvn.
Og efter vi er sprunget ud, lever vi stadig i skam. Vi er bange for at vi bliver set gå med lidt for maskulint tøj af mors venner nede fra gården.
Jeg tager hætten op, når jeg er på vej ind i min gård, og beder til gud, at min mor eller hendes venner ikke sidder dernede.
Mine hættetrøjer betyder så meget for mig, mand, ahahah. De gav mig muligheden for at gemme mig, til jeg var klar til at tag hætten af.
And oh damn … tog jeg mig god tid til at tage hætten af. Jeg sprang aldrig rigtig ud på den måde, at jeg satte nogle ned og sagde, "nu skal du høre, jeg er lesbisk ...", jeg smoothed det ind, lavede lidt for mange gay-jokes, så det ikke var et chok, når jeg så endelig bare sagde, ”I ved godt jeg er lebbe … ik’ sandt?"
Jeg tror, grunden til jeg sprang ud på den måde, er fordi, at jeg har en dårlig erfaring med at springe ud på den "traditionelle" måde. Jeg har gjort det en gang før, hvor jeg blev mødt med fjendtlighed. "Nej du ik’ Gay. Det bare en fase. Hvis du er, er det altså klamt. Du kommer i helvede".
De ord gjorde rigtig ondt, især når det kom fra min daværende bedste veninde, jeg var 16 år gammel der, så jeg tog lige tilbage i skabet i 3 år mere. Hvor jeg testede vandet, før jeg rigtigt stolede på nogen. Jeg gjorde mit skab til en glasdør. De fleste af mine venner kommer fra en religiøs baggrund, og mange af dem er selv religiøse. Det er nok derfor, det betyder så meget for mig, at jeg kan være 100% mig selv, i min egen vennekreds. Jeg har stadig venner, jeg aldrig rigtigt har sprunget ud til, hvor det jeg bare lige poster et eller andet om pride, og så taler vi aldrig om det.
Jeg synes ikke, der bliver talt nok om det her. Jeg har ikke hørt nogen fortælle mig, at "det er okay at være religiøs og LGBT". Det tog mig ALT for lang tid at have det fint med mig selv, at vide at jeg kan leve åbent og stadig ikke give afkald på min religion.
Derfor håber jeg, at I vil hjælpe med at sprede det glade budskab. At selvfølgelig kan du selvfølgelig være religiøs og LGBT. Hvis I møder nogle mennesker, der kæmper med at være LGBT i et religiøst miljø. (Dette gælder især for religiøse personer) Så ræk hånden ud og fortæl dem, at de er lige som de skal være.
Mit navn er Kawsar A. Mohamud. Tak for ordet.
