Verden tænker binært.
I hvert fald når det kommer til køn. Vi får præsenteret to muligheder: Mand og kvinde. Men så er der dem, der falder uden for de to kategorier. Det kunne være sådan en som mig.
Hej, mit navn er Mika, og jeg er nonbinær. Jeg er altså hverken en dreng eller en pige. Dog betragtes jeg som en af pigerne, også af mange, der ved, at jeg er nonbinær. Jeg kaldes en tøs og en ung dame. Det føles som en mavepuster hver gang.
Jeg tror, det her sker, fordi jeg er nonbinær og ikke en binær dreng. I mine medmenneskers øjne er jeg bare "pige-lite". Jeg er ikke transkønnet "hele vejen" over i det andet binære køn, så jeg bliver ikke taget seriøst. De tænker binært, og når jeg så selv siger, at jeg ikke passer ind i drenge-boksen, indrømmer jeg vel, at jeg bare er en pige. En maskulin en af slagsen med kort hår, men ultimativt en pige.
For eksempel var jeg på studietur for et par uger siden. Drenge og piger måtte ikke dele hytte, så jeg skulle naturligvis med pigerne. Lærerne ved godt, at jeg er nonbinær. Det var ubehageligt, men jeg kunne ikke gøre andet. For hvad skulle jeg ellers? Sove med drengene? Lærerne? Begge dele ville være hundrede gange værre end at sove hos pigerne. Det har jeg jo gjort hele mit liv. Men det føltes stadig forkert. Jeg hører ikke til hos pigerne.
Jeg ville være meget mere tilpas, hvis hytterne var kønsneutrale. For hvorfor skal de være opdelte? Er det for, at de hormonramte teenagere ikke har sex med hinanden? De tager ikke højde for dem, der gerne vil have sex med folk af samme køn. Er det for, at drengene ikke kigger på pigerne, når de klæder om og omvendt? I hytterne var der flere værelser samt et badeværelse, som kan låses. Altså rig mulighed for at klæde om separat. Så jeg kan ikke se problematikken i kønsneutrale hytter.
I en binær verden vil langt de fleste gruppere mig med pigerne, selvom jeg ikke hører til der. Så det er der, jeg går hen. Studietur, offentlige toiletter, omklædningsrum og kønsopdelte hold i idræt. Verden tænker binært.
I denne binære verden bliver jeg set som en pige. Det giver mig kønsdysfori. Det er følelsen af ubehag, der opstår, når for eksempel ens krop eller måden, man bliver behandlet på, ikke stemmer overens med ens kønsidentitet. Kønsdysfori er en følelse, der sætter sig fast i min mave og hals og kvæler mig. Kønsdysfori er, når jeg ser mig selv i spejlet og ikke kan fjerne blikket fra mine bryster og hofter, selvom det forstærker følelsen af at være fanget i min egen krop. Det her er meget personligt, men der er en grund til, at jeg nævner det. Jeg vil gerne have opereret mine bryster væk, når jeg engang bliver 18. Og top-operation er gratis i Danmark. Helt kvit og frit, og det er super dejligt, men jeg ved, at jeg aldrig kommer til at blive opereret herhjemme. Jeg skal til Tyskland og betale ud af egen lomme.
Hvorfor? Fordi at sexologisk klinik har monopol på al kønsbekræftende behandling i Danmark. Problemet er, at de sidder fast i en binær kønsopfattelse og ikke behandler nonbinære patienter. Så når man hverken er mand eller kvinde, kan man ikke få hormonbehandling eller nogen form for kønsskifteoperation i Danmark. Derudover skal binært transkønnede igennem et langt forløb med psykologsamtaler, der meget af tiden slet ikke relaterer sig til kønsidentitet, før de bliver godkendt til behandling. Begge disse situationer er fuldkommen åndssvage.
Dog ville de kunne løses meget enkelt – ved at indføre informeret samtykke. Hvis patienten forstår behandlingen og dens potentielle bivirkninger, hvad er skaden så i at give dem hormoner og/eller kønsskifteoperationer? Informeret samtykke lægger grundlaget for al anden medicinsk behandling i Danmark. Det er kun fair, hvis det også gælder for transkønnede og nonbinære personer.
Så for at opsummere: Som systemet er nu, bliver jeg ikke set som transkønnet nok og kan ikke få top-operation.
Faktisk tror jeg, der er mange, der ser mig sådan. Ikke transkønnet nok. De tænker måske, at nonbinære personer bare er forvirrede, at de bare vil have opmærksomhed, eller at det er en fase. Og måske er det en fase. Men det gør ikke min kønsidentitet mindre ægte eller mindre fortjenende af respekt. Jeg ved, at det kræver en aktiv indsats at omdirigere sin tankegang fra en binær kønsopfattelse, men det bliver vi alle nødt til at gøre, hvis verden skal blive nemmere at navigere i for nonbinære personer.
