Jeg hedder Lina, jeg er 24 år gammel, og til dagligt læser jeg til bioanalytiker. Jeg vil starte med at ønske jer alle en god grundlovsdag. En vigtig dag, som vi selvfølgelig skal fejre. Vi skal nemlig blive ved med at fejre vores demokrati.
Da krigen startede i Palæstina i 1948, besluttede mine bedsteforældre at flygte fra Palæstina til et sikkert sted. Selvom alt var svært for dem og selvom det var meget hårdt at efterlade deres hus, deres minder, deres venner og alt hvad de havde. De valgte at flygte til Syrien for at få et fredeligt liv og for at beskytte deres børn mod krigen.
I 2012 begyndte krigen i Syrien, og scenariet gentog sig, men denne gang var det os, der stod i samme situation. Vi besluttede at forlade Syrien og tage til et sikkert land. Selvom alt var svært for os og selvom det var meget hårdt at efterlade vores hus, vores minder, vores venner, og alt hvad vi havde.
Min far læste at Danmark tog godt imod syriske flygtninge, med varme hjerter og åbne arme, og derfor besluttede vi, at Danmark skulle være vores nye hjem.
Siden vi kom hertil, har vi været glade og taknemmelige. Vi lærte sproget, vi kom ind på arbejdsmarkedet, vi fik en masse danske venner. Vi får tit dejlige følelser når vi tænker på at vi nu endelige er i et sikkert land uden krig. Vi knoklet hårdt og vi er blevet en del af samfundet og bidrager til det.
Desværre skal min familie og jeg lede længe efter de følelser i dag. I tænker sikkert: hvorfor det? Fordi vi ofte ikke føler os velkomne længere. De varme hjerter er blevet kolde, og de åbne arme har lagt sig over kors.
Desværre er Danmark det eneste land i EU, der er begyndt at nægte at forlænge opholdstilladelser for syriske flygtninge, fordi Danmark mener, at Syrien er et sikkert land, og at folk godt kan vende tilbage. Jeg står her i dag for at fortælle jer, hvor forfærdelig situationen i Syrien stadig er.
Der sker stadig angreb i flere byer i Syrien, inklusive Damaskus. De fleste flygtninge fra Syrien, inklusiv mig, har mistet vores hjem, og mange byer i Syrien er desværre ødelagte. Vi har ikke noget at vende hjem til.
Der er stadig områder, der kontrolleres af forskellige grupper, hvilket fører til konflikter med Assad-regimet. Men værst af alt straffer regimet i Syrien dem, der vender tilbage. Hvis man som flygtning vender tilbage til sit hjemland, bliver man anholdt og anklaget for forræderi - forræderi for at vælge livet over døden og søge sikkerhed uden for Syriens grænser. Forræderi for at flygte fra regimets pres for valget mellem at dræbe deres bror eller ven, blot fordi de havde en modsat holdning til Assad - hvilket var og er virkeligheden i Syrien.
Afslutning:
Jeg har et spørgsmål til udlændingepolitikkerne og integrationsministeren. Hvordan tør I at sende folk tilbage til et usikkert land med en diktatorisk præsident? Bare fortæl hvordan?!
Jeg har også en besked til alle jer, der mødtes op i dag, for at fejre vores dejlig grundlov. Det er vores ansvar nu at stå sammen og kæmpe for at opnå en bedre og fornuftig udlændingepolitik der sikrer en bedre fremtid for den 3. generation som mig, og for den 4. generation som er mine kommende børn.
Tak.
