Her den anden dag spurgte jeg min ven hvad han stemte i sidste valg. Han svarede “Jeg stemte ikke.” Det var rent faktisk det, han svarede. JEG STEMTE IKKE. STEMTE IKKE??? Jeg var nødt til at spørge ham hvorfor, han ikke gjorde det. Han svarede mens han scrollede Tiktok “én stemme betyder ikke nok, til at det er det værd at jeg gider at gå hele vejen derop og stemme”.
Svaret sad i mig i lang tid efter. Hans idé om at være ligegyldig. Hans manglende forståelse for den enkelte medborgers ansvar og betydning for demokratiet.
Demokratiet er det hus vi bor i. Det der giver os læ for verdens lurende diktatorer og den ukontrollerede magt, der så let kan blæse murene ned. Vi står i en verden hvor både øst og vest buldrer på husets fordør og bagdør. En verden hvor vi er nødt til at have tillid til demokratiet som fundament, som læ og som det perspektiv vi ser verden igennem. Jeg ser demokratiet som den eneste mulighed – for alternativet er jo netop at blive ligegyldig. Hvis min ven accepterer ikke at have indflydelse og vælger ikke at bruge sin mulighed for aktivt demokratisk medborgerskab. Så accepterer han samtidig et samfund hvor han bliver positioneret som en passiv brik, der bliver flyttet rundt med, uden muligheden for selv at styre slagets gang.
For mange år siden sagde den amerikanske præsident John F. Kennedy, at
“Demokrati kræver konstant arbejde og vedligeholdelse.”
Det er jeg enig i. Hvis demokratiet skal blive ved med at fungere som vores trygge bolig bliver vi nødt til at vedligeholde det. Vi skal alle tage del i dette arbejde. Hjælpe hinanden med at murene kan holde, når huset slår revner.
Kigger på vi statistikken for stemmetal. Så kan vi se, at antallet af førstegangsvælgere er faldet med 50.000 siden 2019. 50.000. Det vil sige at 50.000 unge mennesker i Danmark vælger at ligge på sofaen, når vi andre prøver at vedligeholde huset. De vælger aktivt at være passive brikker. Ligesom min ven, der er en del af de 32% unge mennesker, der ikke stemmer.
For mig er demokratiet en livsform ligesom teologen Hal Koch fremførte. Det er en måde at leve på, hvor vi lytter til hinanden. Når vi tager en beslutning eller går på kompromis, så lytter vi til alle stemmer. Både majoriteten og minoriteten. Denne måde at leve på bør vi tage med i alle dele af livet. I Danmarks hyggelige hule tænker vi ikke engang over det. Vi ved slet ikke, hvor priviligerede vi er. Min ven og alle andre danskere tager denne livsform for givet. Måske bliver vi først klar over, hvor priviligerede vi er når huset bryder sammen og demokratiet ikke længere eksisterer.
Jeg har tillid til, at demokratiet er samfundets byggesten og at der ikke findes et alternativ for det moderne menneske. Jeg har tillid til at min stemme tæller. At alles stemmer tæller. Jeg har tillid til og tro på, at demokratiet er den samfundsorden, der fungerer bedst.
Så tænker du som min ven? Tænker du, at din stemme er ligegyldig? Så har du ikke forstået vigtigheden af demokrati. Du er vigtig. Din stemme er betydningsfuld. Det er dit privilegie at stemme og dermed blive hørt. Bare gør det. Bare stem. Du er demokratiets næste stemme.
Svaret sad i mig i lang tid efter. Hans idé om at være ligegyldig. Hans manglende forståelse for den enkelte medborgers ansvar og betydning for demokratiet.
Demokratiet er det hus vi bor i. Det der giver os læ for verdens lurende diktatorer og den ukontrollerede magt, der så let kan blæse murene ned. Vi står i en verden hvor både øst og vest buldrer på husets fordør og bagdør. En verden hvor vi er nødt til at have tillid til demokratiet som fundament, som læ og som det perspektiv vi ser verden igennem. Jeg ser demokratiet som den eneste mulighed – for alternativet er jo netop at blive ligegyldig. Hvis min ven accepterer ikke at have indflydelse og vælger ikke at bruge sin mulighed for aktivt demokratisk medborgerskab. Så accepterer han samtidig et samfund hvor han bliver positioneret som en passiv brik, der bliver flyttet rundt med, uden muligheden for selv at styre slagets gang.
For mange år siden sagde den amerikanske præsident John F. Kennedy, at
“Demokrati kræver konstant arbejde og vedligeholdelse.”
Det er jeg enig i. Hvis demokratiet skal blive ved med at fungere som vores trygge bolig bliver vi nødt til at vedligeholde det. Vi skal alle tage del i dette arbejde. Hjælpe hinanden med at murene kan holde, når huset slår revner.
Kigger på vi statistikken for stemmetal. Så kan vi se, at antallet af førstegangsvælgere er faldet med 50.000 siden 2019. 50.000. Det vil sige at 50.000 unge mennesker i Danmark vælger at ligge på sofaen, når vi andre prøver at vedligeholde huset. De vælger aktivt at være passive brikker. Ligesom min ven, der er en del af de 32% unge mennesker, der ikke stemmer.
For mig er demokratiet en livsform ligesom teologen Hal Koch fremførte. Det er en måde at leve på, hvor vi lytter til hinanden. Når vi tager en beslutning eller går på kompromis, så lytter vi til alle stemmer. Både majoriteten og minoriteten. Denne måde at leve på bør vi tage med i alle dele af livet. I Danmarks hyggelige hule tænker vi ikke engang over det. Vi ved slet ikke, hvor priviligerede vi er. Min ven og alle andre danskere tager denne livsform for givet. Måske bliver vi først klar over, hvor priviligerede vi er når huset bryder sammen og demokratiet ikke længere eksisterer.
Jeg har tillid til, at demokratiet er samfundets byggesten og at der ikke findes et alternativ for det moderne menneske. Jeg har tillid til at min stemme tæller. At alles stemmer tæller. Jeg har tillid til og tro på, at demokratiet er den samfundsorden, der fungerer bedst.
Så tænker du som min ven? Tænker du, at din stemme er ligegyldig? Så har du ikke forstået vigtigheden af demokrati. Du er vigtig. Din stemme er betydningsfuld. Det er dit privilegie at stemme og dermed blive hørt. Bare gør det. Bare stem. Du er demokratiets næste stemme.