Det kan godt være, at regeringsforhandlingerne gik langsomt, men det kan man vist ikke sige om årets første uger i dansk politik. Nej, hvedebrødsdagene blev overstået meget hurtigt. For mig har den seneste tid været et meget klart billede på, hvad politik egentlig handler om. Nemlig om, hvilke mennesker man står ved siden af, er solidarisk med – og særlig hvem den her regering ikke er solidariske med. Det vil jeg gerne tale lidt om i dag.
Et af de mennesker, der virkelig kommer til at kunne mærke regeringens politik på sin egen krop, er Claus. Claus lever med et handicap. Han mangler faktisk sit ene ben. Det mistede han i en arbejdsulykke for over 40 år siden. Men det har ikke stoppet ham fra at arbejde, tværtimod. Claus har arbejdet fuld tid i 37 år, og han kører taxa. Også selv om det har krævet, at han i de sidste 20 år har taget smertestillende medicin hver eneste dag. Indtil den nye regering blev dannet, kunne han se frem til at gå på seniorpension om 3 år. Det får han ikke lov til alligevel, for den nye regering vil skrotte den mulighed og tvinge Claus og tusindvis af andre hårdtarbejdende danskere til at blive længere i job, der er nedslidende. Som Claus siger: De vil have mig til at arbejde, til jeg bliver 65, men det tror jeg ikke på at jeg kan klare. Min krop er simpelt hen slidt. For nogle føles 3 år mere på arbejdsmarkedet måske ikke som det store, men det gør det altså for Claus.
Et andet af de mennesker, der kan mærke den nye regerings politik, er Marie Larsen fra Brøndby og så hendes 7-årige datter, Victoria. Marie var allerede i sommers så presset af de stigende priser, at hun med sine egne ord vendte hver en tiøre. Hun glædede sig ikke til, at hun skulle holde 7-årsfødselsdag for sin datters klasse, for med så presset en økonomi ville det ikke blive en fødselsdag som de andre børns. Det ville blive endnu en anledning til at se, hvordan hun faldt udenfor. Men det ændrede sig med den kontanthjælpsaftale, vi indgik med den tidligere regering, med de gamle Socialdemokrati. Med den ville fødselsdagen igen blive overskuelig. Der ville blive råd til, at Victoria kunne gå til fritidsaktiviteter, gå til dans og musik, som hun drømte om. Marie følte sig endelig som en mor, der gik lysere tider i møde.
Men den kontanthjælpsaftale har den nye regering revet midt over, og 7-årige Victoria får måske alligevel ikke mulighed for at starte til dans og musik. Maries dårlige samvittighed forsvinder nu ikke. Det kan blive konsekvenserne af regeringens politik. Det er sådan virkeligheden er nu.
Claus og Marie er jo bare to personer, men eksemplerne er mange, og jeg må bare sige, at det ikke overrasker mig, at det vækker frustration, når regeringen kalder sin forringelse af seniorpensionen for Arne plus og holder nytårstaler om udsatte børns vagtsomme øjne, når man samtidig kaster det, man selv døbte børnenes kontanthjælpsreform, i skraldespanden for til gengæld at uddele skattelettelser til nogle af de mest velhavende. Ja, hvis der er en ting, der er helt sikker, så er det, at regeringen ikke står på Claus' og Maries side, tværtimod.
Et af de mennesker, den nye regering til gengæld har på sin side, hedder Anders. Anders har mange penge, rigtig, rigtig mange penge faktisk, for han er virksomhedsarving. Hans familie ejer en af Danmarks største virksomheder. Og modsat Claus og Marie er det netop Anders, der kan glæde sig over regeringens politik. For med den skatterabat, regeringen vil give til virksomhedsarvinger, har Anders og resten af hans familie udsigt til en del flere penge, ja, hele 13 mia. kr.
Man skulle ikke umiddelbart tro, at milliarder til stenrige virksomhedsarvinger var det, der stod øverst på Socialdemokratiets dosmerseddel. Det står i hvert fald ikke øverst på min politiske ønskeliste at forgylde mennesker med rigdom. Nej, jeg og vi i Enhedslisten vil starte med Claus og Marie. Men de må som sagt vente, de må arbejde længere og have større bekymringer for fremtiden, for nej, der er ikke råd til det hele. Det er sådan, politik fungerer. Man må træffe nogle valg, prioritere. Man må vælge side. Enhedslisten står på Claus og Maries side, regeringen og det nye Socialdemokrati, ja, de har stillet sig på virksomhedsarvingernes side. Og det har man sågar gjort, selv om man ikke behøvede, for der sidder jo egentlig et rødt-grønt flertal herinde i dag.
Så kære statsminister, I kunne have valgt anderledes – I kunne have valgt Claus og Marie. I havde ikke behøvet at angribe den danske model og afskaffe store bededag, men det har I valgt at gøre. Og det har konsekvenser. For selv om nogen måske kan glemme det, når man sidder herinde som politiker, så betyder politik jo faktisk noget meget håndgribeligt for nogle meget konkrete mennesker. Det er ikke bare ord på papir eller tal i et regneark, vi forholder os til, når vi sidder herinde og trykker på de røde og grønne knapper – det er rigtige menneskers liv.
Politik handler om den flygtning, der ulykkeligvis sidder på et udrejsecenter og er bange for at blive sendt tilbage til Iran på grund af Danmarks udlændingepolitik; politik handler om de efterladte danske børn i Syrien; politik handler om klimaaktivisten, der til sidste klimamarch gik ved siden af statsministeren og så de skilte, der blev båret, og håbede på et rødt flertal og en grøn fremtid, som der stod på bannerne, men nu frygter, at parolerne måske bare var spin; politik handler om alle de mennesker, der skal betale for regeringens bededagspåfund ved at opgive en helligdag, ja, faktisk, hvad der svarer til over en måneds fridage i et helt arbejdsliv, med argumenterne om, at alle skal bidrage, samtidig med at de kan se, at regeringen har det fint og har råd til skattelettelser til nogle af dem, der har allermest. Man forstår godt vreden.
For rigtig mange vil bededagsindgrebet betyde, at de mister et tillæg, et helligdagstillæg, som har været hårdt tilkæmpet igennem overenskomsterne, samtidig med at man kan stå og se direktøren i virksomheden juble, fordi deres indtjening bliver større. Også her vælger regeringen altså meget tydeligt side. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man vælger at stå på samme side som dem, der i forvejen har så rigeligt, i stedet for dem, der faktisk har brug for hjælpen, hvorfor man vælger at holde hånden over de store, rige CO2-udledere, i stedet for at række hånden ud til klimaaktivisten. Hvorfor er det helt almindelige mennesker, der skal afgive deres fridage og hårdt tilkæmpede tillæg, når direktørerne og dem med den tykkeste tegnebog igen skal forgyldes.
Enhedslisten kommer altid til at stå side om side med dem, der har brug for politik, brug for, at vi herinde ser dem, giver dem en hjælpende hånd i stedet for at trække tæppet væk under dem. For Danmark er for lille til store forskelle, som et parti herinde engang mente. Tak.
