Skip to content

Mette Frederiksens folkemødetale

Om

Taler

Mette Frederiksen
Statsminister

Dato

Sted

Hovedscenen, Allinge, Bornholm

Tale

Tak til Katrine Muff for at lede os igennem fællessangen. Tre forskellige. En ny. To med flere år på bagen. Fællessangen minder os alle om noget vigtigt.

For når vi synger, er vi forbundne. På tværs af det, der kan dele os op. På tværs af generationer. Forenet i vores sprog og i vores kollektive erindring. Det er det, vores sangskat kan.

Den minder os om, at vi trods uenigheder har så meget i Danmark, vi er fælles om. Hvor meget vi kan sammen.

Det skal min tale i dag handle om.

For når jeg ser på Danmark. En sommerdag som i dag. Eller en af de mere grå vi også har en del af. Så ser jeg et land, der med største selvfølgelighed ofte gør det rigtige.

Vi har i fællesskab skabt meget, meget stærke værdier. Tillid. Et stærkt socialt sikkerhedsnet. Fri og lige adgang til skole og sygehus. Vi er ikke så hierarkiske. Vi er gode til at samarbejde.

Da jeg stod her sidste år, havde jeg netop lanceret den første tanke om en bredt samarbejdende ny regering.

Det var den type idé flere måske kender. Hvor man grundlæggende mener, at man har fat i noget rigtigt. Men den skal måske lige have tid til at bundfælde sig hos andre.

Regeringen, vi fandt sammen om efter folketingsvalget, har nu siddet i lidt mere end et halvt år.

Tidligere hovedmodstandere sidder nu hver dag og samarbejder om de største problemer for vores land. Inflation. Krig i Europa. Klima. For mange unges mistrivsel. Sundhed. Uddannelse.

Det har vi ikke været vant til herhjemme. Og derfor har mange nok lige skulle se projektet an.

Og sådan er det vist stadigvæk.

Jeg tror på samarbejdet. Og er glad for de mange resultater, der allerede er i hus. Det er derfor, jeg elsker politik.

Den ene dag vedtager vi et lovforslag, der skærper indsatsen mod hooliganisme. Lidt uvedkommende for nogle. En stor ting for de tusindvis af børnefamilier, der elsker at komme på stadion.

En anden dag præsenterer vi en stor sundhedspakke til mange milliarder.

Alle er nok enige i, at det er godt, vi nu går i gang med en Kræftpakke 5. Fordi vi alle enten selv er ramt eller er pårørende. Med særlig hjælp til de kræftpatienter, der har fået ødelagt deres tænder på grund af stråler.

Måske en lille ting for dem, der slet ikke kender til problemet. Men for dig, der har en lav indtægt, kan det jo betyde alverden.

Når vi udvider abortrettighederne også til de 15-17-årige, så betyder det ikke kun noget for den unge kvinde, der har behov for at få afbrudt sin graviditet.

Det giver os også muligheden for at skubbe vores eget samfund fremad, når andre lande går tilsvarende tilbage.

Og når vi ønsker at afsætte 3 milliarder til et lønløft i den offentlige sektor, så handler det ikke kun om den enkelte medarbejder. Selvom det er vigtigt nok i sig selv.

Det handler også om at fremtidssikre det velfærdssamfund, der trods sine udfordringer, nok alligevel er verdens bedste

Kæmpe militære donationer til vores venner i Ukraine den ene dag. Så de kan vinde krigen og forsvare Europas sikkerhed og fred.

Den anden dag vedtager vi Barnets Lov. Til beskyttelse af nogle af de mest sårbare og udsatte børn rundt om i Danmark.

Energi-ø Bornholm. Massiv udbygning af havvind. Abstrakt for nogle. Her på øen er det meget konkret. Og arbejdspladser.

Apropos arbejdspladser.

Jeg er stolt af en historisk lav arbejdsløshed. Den højeste beskæftigelse nogensinde.

De unge i dag ved knap, hvad ordet arbejdsløshed betyder. Det er godt for Danmark, og det er godt for danske lønmodtagere.

Jeg mener, at den brede regering er den, der bedst kan løse mange af de udfordringer, vi står overfor og i.

Manglen på kolleger i velfærden. Manglen på arbejdskraft i private virksomheder. Behovet for at komme i mål med den grønne omstilling. Nyt syn på vores uddannelsessystem.

Alt det kan vi. Og alt det skal vi.

Men der er også områder, hvor det politiske flertal på Christiansborg ikke er nok. Og slet ikke det vigtigste. Diskussioner, vi som samfund har brug for uafhængigt af en nok så bred regering.

Og der findes ikke en bedre lejlighed til det end Folkemødet. Her ser vi på verden med alle nuancerne. Har tid til at diskutere med hinanden. Og mod til at blive klogere.

***

Jeg startede i går en samtale om en værdig død. Og jeg kan med glæde se, at mange har taget handsken op og meldt sig ind i samtalen.

Og som forventet er synspunkterne mange. Men mange anerkender også dilemmaerne. Vi har i sandhed fået startet en demokratisk samtale om en værdig død. Lad os fortsætte den.

At tage afsked med et menneske, der står os nær. Det er det sværeste, vi som mennesker kommer ud for. Døden er en uundgåelig del af livet. Og svær at tale om for mange af os.

Men én ting er vi alle fælles om. Hvad enten det handler om os selv. Eller vores nærmeste. Det skal ske med værdighed. Være en ordentlig afslutning på et levet liv.

Og uanset hvad man i øvrigt måtte mene. Så tror jeg, at mange er enige om, at ikke alle har den mulighed i dag.

Dilemmaerne står i kø. Og de har det til fælles, at de er umulige at svare entydigt på.

Men det må ikke betyde, at vi helt undlader at stille dem.

Der er ikke nogen vej udenom, at den vil vække stærke følelser.

Og for at være helt ærlig: Det kan debatten også vække internt i de politiske partier. For det er ikke en debat, hvor et almindeligt politisk kompas løser opgaven. Det drejer sig om noget helt andet.

Der vil være en lang række aspekter, vi skal forholde os til. Etiske. Medicinske. Sociale og åndelige.

Alt det kan vi. Og alt det skal vi.

Med ordene fra sangen vi var fælles om lige før: Hvor ømheden er. Marcherer vi tappert med velviljens hær.

Jeg kender ikke et bedre sted at starte den debat. End her i Allinge. Til Folkemødet. Tak for ordet.

Kilde

Kilde

Tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret