Skip to content

Troels Lund Poulsens tale på Folkemødet på Bornholm

Om

Taler

Troels Lund Poulsen
Fungerende forsvarsminister

Dato

Sted

Hovedscenen, Allinge, Bornholm

Tale

Kære folkemøde,

Tak for invitationen til at tale for jer i dag.

Det gør jeg som bekendt på vegne af Venstres formand. Derfor vil jeg også gerne indlede min tale med at sende en hilsen til Jakob Ellemann.

Kære Jakob, i Venstre er vi et hold, og selvom det har været en fornøjelse at lede vores parti sammen med Stephanie Lose i dit fravær, så glæder vi os til at være fuldtallige igen, så vi sammen kan fortsætte arbejdet med at gøre Danmark endnu bedre.

Jeg vil gerne bruge min taletid på at tale om et emne, som er drønvigtige, og som fylder for lidt i den politiske debat:

Nemlig vilkårene for vores virksomheder, og spørgsmålet om hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

For selvom det går godt for dansk økonomi, så må vi ikke tage for givet, at Danmark også i fremtiden vil være et af verdens bedste lande at bo og leve i.

Det kan vi kun, hvis vi har succesfulde virksomheder i Danmark. Og hvis initiativrige mennesker vil starte egen virksomhed og skabe noget nyt.

Det kan virke banalt. Men når jeg lytter til den politiske debat, så må jeg sige, at jeg synes, at der er for mange partier, som tager alt for let på, hvor pengene kommer fra. 

Det er ikke for at ødelægge den gode stemning på en smuk sommerdag, men det vil jeg gerne advare kraftigt imod.

For succesfulde virksomheder er hele fundamentet for vores samfund og for vores velstand.

Det er forudsætningen for, at vi har gode arbejdspladser i hele landet.

Det er forudsætningen for, at vi kan lave meget ambitiøse investeringer i vores klima. I forsvaret og i vores skoler og sundhedsvæsen for at nævne nogle af de centrale politiske prioriteter for regeringen.

Derfor skal vi også give de danske iværksættere bedre vilkår, end de har i dag.

For selvom vi har mange iværksættere i Danmark, er vi ikke gode nok til at få iværksættervirksomhederne til at vokse. Og selvfølgelig skal man kunne vokse sin virksomhed til at blive en global frontløber her i Danmark, så vi kan skabe den næste Mærsk, Novo Nordisk eller Danish Crown.

Regeringen vil derfor forbedre forholdene for iværksætterne, så de får bedre adgang til kapital og adgang til talent.

Vi har allerede taget fat på at løse problemet ved at lempe adgangen for international arbejdskraft.

Samtidig er vi i fuld gang med at skaffe mere arbejdskraft gennem reformer. Det er eksempelvis gennem de skattelettelser, som vi har aftalt i regeringsgrundlaget.

Her har vi også aftalt at lave en egentlig iværksætterstrategi, der bl.a. skal sikre bedre adgang til kapital for vores iværksættere.

Det bliver en topprioritet for Venstre, at vi leverer på det. Det vil vi tage hul på efter sommerpausen.

Der er vigtigt at gøre mere for iværksætterne, men i Venstre glemmer vi heller ikke de etablerede virksomheder, som er en væsentlig del af rygraden i dansk erhvervsliv.

Det gælder alt fra de små og mellemstore virksomheder, og så til de helt stor virksomheder, der ofte er forskningstunge.

Regeringen vil give dem bedre muligheder for at investere i forskning. Og vi vil sikre dem bedre vilkår, når de skal føres videre til næste generation.

Så de går i arv her i Danmark og kan fortsætte med at skabe danske arbejdspladser.

Derfor vil vi give virksomhederne et ekstra skattefradrag for deres forskning, og vi vil lempe afgiften ved generationsskifte.

For selvom vi har en stærk økonomi og rekordmange er i arbejde – så mener jeg ikke, vi kan tage noget for givet.

Det kommer vi ikke til at gøre i Venstre.

Jeg havde egentligt tænkt mig, at hele min tale i dag skulle handle om dansk erhvervsliv og dansk økonomi.

Men når man står her på smukke Bornholm og kigger ud over Østersøen – som i øjeblikket er præget af uro og spændinger på grund af Ruslands aggressioner – så bliver jeg også nødt til at nævne situationen i Ukraine og den sikkerhedspolitiske situation.

For lige nu kæmper Ukrainerne for vores allesammens ret til at leve i frihed og i tryghed. Den ukrainske offensiv er i fuld gang, og der kæmpes lige nu om Ukraines fremtid.

Den kamp vil sætte dybe spor i vores fælles historie i Europa.

I Danmark har vi for længe siden gjort vores stilling op.

Danmark står sammen med Ukraine, og vi er klar til at gå forrest for at hjælpe dem. De kan regne med os.

Jeg var til møde med NATOs forsvarsministre i går. Her kunne jeg fortælle om Danmarks planer for at stable en F16 koalition på benene sammen med Holland.

Det var der stor opbakning og ros til. Og jeg kan sige, at det vækker opsigt ude i verdenen, at Danmark nu tager det her skridt.

Vi kommer til at træne ukrainske piloter her i Danmark. På vores base i Skrydstrup. Hvor de ukrainske piloter vil lære at flyve vestlige F16 kampfly og vedligeholde dem.

Det er første skridt i udviklingen af et moderne ukrainsk luftvåben, som kan hjælpe med at beskytte Ukrainerne og skubbe Putins tropper tilbage over grænsen til Rusland.

Næste skridt bliver selvfølgelig spørgsmålet om en egentlig donation af kampfly til Ukraine.

Jeg vil derfor gerne sige:

Danmark kan ikke donere kampfly alene. Det kræver en koalition af lande, hvis vi skal kunne donere og opretholde en kampflysstyrke til Ukraine.

Vi kan heller ikke beslutte det alene, da det kræver amerikansk tilladelse, da F16 er et amerikansk udviklet fly.

MEN… jeg vil samtidig gerne sige, at jeg kan ikke forestille mig, at vi bakker nu.

Ukraine har brug for fly mere end nogensinde, hvis de skal vinde. Og det gælder også danske F16 kampfly.

Lad mig derfor slutte min tale med en besked til det ukrainske folk – og til den ukrainske forsvarsminister, Oleksii Reznikov, som jeg har lært at kende godt, og som jeg er stolt af at kalde min ven:

Vi kommer ikke til at svigte jer.

Jeres kamp er også vores kamp.

I kan regne med Danmark.

Vi vil gøre alt for at hjælpe jer med at vinde jeres land tilbage.

Tak for ordet. I må have et fortsat godt Folkemøde.

Kilde

Kilde

www.venstre.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret