Skip to content

Mette Marie Ydes 8. marts-tale

Om

Taler

Mette Marie Yde
Konstitueret direktør og leder af Kommunikation og viden

Dato

Sted

Ved søerne, København

Tale

I januar blev en kvinde dræbt i Ebeltoft. Ikke langt fra deres fælles hus, stak hendes kæreste igennem 15 år hende ned med en kniv. 
Drabet kom ikke ud af den blå luft. Kvinden var bange for sin mand. Hun var bange for at forlade ham. I Danner ved vi, at det farligste tidspunkt for en voldsudsat kvinde, det er, når hun forlader ham. Det er, når hun ønsker at forlade ham, at kvinden har allermest brug for hjælp. 
Siden 1. januar 2021 er i alt 12 kvinder blevet dræbt, for 11 af dem er deres partner den formodede gerningsmand. Mange af dem havde børn. 
Det er voldsomt.
Men det er desværre ikke overraskende. Partnerdrab af kvinder er den største enkeltstående drabstype i Danmark. 85% af ofrene for partnerdrab er kvinder. Og ved langt de fleste drab, har drabsmanden udøvet massiv fysisk eller psykisk vold mod kvinden, før han tog hendes liv. 
De kvinder, der har mistet livet, er desværre ikke de eneste, der har været ekstremt truede. I Danners krisecenter møder vi kvinder, der har været udsat for drabsforsøg, er blevet truet på livet, er blevet truet med at hendes partner ville begå selvmord. Alt sammen faresignaler på, at kvinden er i fare. 
Alle har ret til at leve et frit liv uden vold. 
Internationalt har der været fokus på det her problem længe. På tværs af kloden har kvinder demonstreret mod partnerdrab, FN har længe bedt medlemsstater om at gøre alt, hvad der står i vores magt for at stoppe vold mod kvinder. I Danmark har vi længe haltet bagud, i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Det skal vi have ændret nu! 
I to år har Danner med sin #StopKvindedrab-kampagne råbt op om, at vi kan forebygge kvindedrab i Danmark, hvis vi forebygger partnervold. Mere end 60.000 danskere har skrevet under på, at der skal handles politisk. 
Alligevel er det først for nyligt, at politikerne for alvor har fået øjnene op for problemet. I dag er der politisk vilje til en handleplan, der skal forebygge partnervold og -drab. Vi ved rigtigt meget om, hvad der skal til for at forebygge partnerdrab og vold. Der er ligger løsninger foran os, som vil gøre en stor forskel.   
Men vi er endnu langt fra målet. Igen i år, er flere kvinder blevet dræbt ved en partners hånd, og selvom der er politisk vilje, mangler vi endnu at se en ambitiøs plan, som bakkes op økonomisk. Vi mangler stadig at se, at kommuner, regioner og andre myndighedsinstanser kommer på banen og hjælper med at opspore, hjælpe, sætte ind hvis de har en mistanke. At de taler højt om partnervold. 
Det er altid drabsmanden, der får det sidste ord. ’jeg elskede hende for meget’, ’Hvis jeg ikke kan få hende, så skal ingen have hende’, siger han fx 
Men vi skal lytte til de voldsudsatte kvinder og til de kvinder, der har mistet livet. 
For det er på tide, at vi begynder at se mønstret. Kvinder bliver dræbt af deres partner i samme rammer og med ens drabsmetode. 
Kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder.
Kære politikere, det er nu I skal vise, at I også kan se mønstret. Vis, at I også har hørt kvindernes stemme. Alt for mange kvinder har allerede betalt den højeste pris. Og alt for mange kvinder lever i frygt for deres liv.  
I dag på kvindernes internationale kampdag giver vi nu kvinderne det sidste ord. 
Jeg håber derfor, at I vil være med til at mindes de kvinder, der er blevet dræbt af deres partner siden 1. januar 2021. 
I 2021 blev syv kvinder dræbt af deres partner eller tidligere partner.
[hver gang en kvinde læses højt, går en Danner-person frem på ponton’en med en fakkel hævet. Til sidst står der 12 med fakler]
Den 29. januar blev en 43-årig kvinde dræbt i sit hjem nær Aarhus. 
Den 2. februar blev en 44-årig kvinde dræbt i Holte. 
Den 27. marts blev en 62-årige kvinde dræbt i Horsens.
Den 3. april blev en 18-årig kvinde dræbt i Nyråd på Sydsjælland. 
Den 10. juni blev en 62-årig kvinde dræbt i Lystrup ved Aarhus.
Den 17. september blev en 41-årig kvinde dræbt i Aalborg. 
Den 16. december blev en 28-årig kvinde dræbt Viby. 
Vi er to måneder inde i året, og er der allerede fem kvinder allerede blevet dræbt. Heraf er tre kvinder formodet dræbt af deres partner: 
Den 3. januar blev en 23-årig kvinde dræbt på Amager.
Den 22. januar blev en 50-årig kvinde dræbt i Ebeltoft. 
Den 29. januar blev en 27-årig kvinde dræbt i Løgumkloster. 
I februar er to kvinder blevet dræbt. Det er endnu uvist, hvem gerningsmanden er:  
Den 6. februar blev en 22-årig kvinde dræbt i Aalborg
Den 21. februar blev en 47-årig kvinde dræbt i Esbjerg
Æret være deres minde.
[Teatergrad spiller sangen Kongeriet runger]
Teatergrad præsenterer sig selv 
[Teatergrad spiller sangen Luften i mine lunger]
Tusind tak fordi I kom
[kursiverede kanterede parenteser indsat af taler]

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret