Jeg er dansker, pakistaner og muslim.
Jeg er også mange andre ting; jeg er højrehåndet, jeg er et B-menneske, jeg er storesøster.
Men det er det at være dansker, pakistaner og muslim, der gennem hele mit liv har formet mig til den jeg er. Jeg er stolt af at være alle tre, for jeg har lært af dem alle, og de har sat rammen for mit livssyn. Kort sagt udgør de mit fundament.
Men det har også skabt udfordringer for mig, fordi min måde at tænke og handle på er blevet et produkt af alle tre.
For hvis det at være dansker var en trekant, det at være pakistaner var en firkant og det at være muslim var en cirkel, så er jeg blevet til en helt ny og unik form.
Min form passer ikke perfekt ind blandt nogle af de tre former og det giver mig nogle gange en uro.
Det en følelse, der er svær at sætte ord på, så jeg vil give jer nogle eksempler fra mit eget liv, hvor jeg har mærket den.
Uroen var der, da jeg for et par år siden sad til en julefrokost. Aftenen trak ud og tonerne til “Last Christmas” blev overdøvet af banken i bordet til den 7. snapseskål og en sidemakker, der med stor begejstring delte en historie om sit seneste one night stand. Jeg sippede min faxe kondi og kastede lange blikke efter mine venner i den anden ende af bordet.
Uroen var der på en varm sommerdag, da jeg gik ned af gaden i shorts og bare arme, og jeg så det, der lignede en pakistansk familie, kom gående imod mig. Jeg håbede virkelig, at det var nogle, jeg ikke kendte.
Uroen er der, når jeg hører muslimer prædike halal og haram, og taler om andre muslimer, der jo ikke er “rigtige muslimer”, fordi de jo spiser svin og drikker alkohol. Jeg sidder tilbage og tænker “hvorfor er det mindre haram at dømme andre.”
Det meste af tiden føler jeg, at jeg hører til blandt danskere, pakistanere og muslimer.
Men, da jeg sad til julefrokosten kolliderede mine islamiske værdier med den danske festkultur, og når jeg diskuterer religion med andre muslimer, kommer min hverdag i den danske kultur nogle gange i vejen for at jeg kan være enig i det de siger.
Og så kommer uroen.
Den er abstrakt og den er svær at definere, fordi den kan rumme mange ting; alt fra fremmedgørelse, til ensomhed, til stress, til angst, til marginalisering, til stigmatisering, til følelsen af at være det sorte får, til følelsen af ikke at passe ind.
Jeg er blevet lært, at der er en rigtig og forkert måde at være dansker, pakistaner og muslim.
Derfor kan jeg undre mig over hvorfor jeg ikke har dårlig samvittighed, når jeg tænker og handler forkert i forhold til hvad jeg har lært er rigtigt.
Det handler måske om, at jeg inderst inde ikke tror på, at jeg kommer i helvede hvis jeg går i shorts eller stiller kritiske spørgsmål til kvinders stilling i islam.
Jeg tror ikke på, at jeg er en dårlig pakistansk kvinde, når jeg er ude og danse til de sene nattetimer.
Jeg tror ikke på, at jeg er udansk, fordi jeg vælger at hygge mig uden alkohol og egentlig heller ikke bryder mig særlig meget om den danske dating kultur.
Selvom jeg gerne vil passe ind, så kan jeg kun finde ud af at være på en måde, der giver mening for mig.
Jeg har fået min kritiske sans fra min mor. Og jeg takker hende for det. Jeg takker hende for at vi kan sidde rundt om spisebordet og tale om kultur, religion, politik og spørgsmål om livet.
Selvom hun er opdraget pakistansk, opvokset i det danske og er meget stærk i sin tro, så er der plads til åben diskussion og til at vi kan lære fra hinanden.
Hun har givet mig plads til, at jeg kan sætte mig selv fri. Fri fra andres meninger om rigtigt og forkert og søge min egen viden.
Jeg tror aldrig helt, at jeg slipper af med uroen. Jeg tror den hører med i pakken, når man er en minoritet. Og det er okay.
Mino ung fællesskabet har vist mig, at os minoriteter kommer i mange forskellige former. Her er der højt til loftet og der plads til, at jeg kan være en minoritet på min egen måde.
Jeg er dansker, jeg er pakistaner og jeg er muslim. De er alle, på hver deres måde en del af mig og det står jeg ved.
Tak.
