Silke Ena Svares tale ved demonstrationen "Undskyld vi er her"

Hej alle sammen

Mit navn er Silke, jeg er 23 år gammel, og jeg er autist med ADHD.

Denne her demonstration - og denne her tale - er meget anderledes for mig, i forhold til, hvordan mine taler til sådanne arrangementer plejer at være. Det er nemlig første gang, jeg taler uden en titel, uden logo på brystet og uden en organisation at repræsentere. 

Det betyder dog ikke, at jeg ikke har noget på hjerte, for det har jeg bestemt.

Jeg står her på scenen i dag, fordi jeg kan se, at vi som samfund står overfor en skillevej, i forhold til hvordan vi som samfund behandler mennesker med handicap; skal vi gå med forskning, evidens, retssikkerhed og menneskelighed? Eller skal vi gå med hård økonomistyring, flere magtanvendelser og flere krænkelser af rettighederne for mennesker med handicap? Man skulle tro svar nummer 1 var indlysende, men det er ikke det vi ser i dansk politik lige nu. Regeringen og KL er nemlig på vej ned ad sti nummer 2.

Jeg kan ikke forstå, hvordan man som minister kan se sig selv i øjnene, når man lige har godkendt en rammeaftale, der i praksis er med til at lovliggøre den ulovlige forvaltning af rettigheder for mennesker med handicap, som vi har set i årevis. En rammeaftale, som gør klart, at vi som samfund ikke må bruge flere penge på de sårbare borgere, der har det svært - borgere, der får det svært, pga. de rammer Christiansborg selv har skabt.

Jeg kan ikke forstå, at KL vælger at stille sig sammen med regeringen, i stedet for at stille sig sammen med os. Alle KL’s handlinger skriger på en afmagt og et umenneskeligt pres over, at have fået pålagt en opgave fra Christiansborg, som de tydeligvis hverken har den nødvendige viden eller de nødvendige ressourcer til at løfte.

Hvis det går som det plejer at gå, så udkommer der nok nogle tal fra Vive i 2027, der viser, at det igen ikke har kunnet betale sig, ikke at give mennesker med handicap den støtte, de har brug for. De tal kommer også til at vise, at flere mennesker mistrives og vores kommende socialminister kommer til at se meget chokeret ud i et samråd i folketingssalen, imens de i tomme vendinger beklager, hvad de nuværende politikere har gennemført.

Jeg drømmer om en regering og en socialminister, der er modig - som tør indrømme, at de har svigtet. Som tør indrømme samt kæmpe for, at handicapområdet skal flyttes væk fra kommunerne. Som tør kæmpe for, at alle mennesker med handicap får den rette hjælp første gang - også selvom det koster penge i øjeblikket, men som ved, at det er en nødvendig investering, fordi det giver mennesker med handicap mulighed for at leve et helt liv, for at bidrage og for at trives.

Der er kun så mange ord, jeg kan sætte på mine følelser omkring det her. Nogle gange er det svært for mig at få skrevet det hele ned - og så er musikken og digte en kæmpe hjælp for mig. Jeg vil derfor læse nogle vers op for jer, fra et digt, som jeg skrev i 2021 med titlen “Vi Synker”.

“Vi synker!
Alle kan se det
Vandet trænger ind i siderne
Gennem skroget på skibet
Kaptajnerne ved det godt
Vi har fortalt dem det
De har set beviserne
Men de er ligeglade
For se har sikret sig selv og sine børn en redningsbåd

Vi synker!
Jeg råber og skriger på kaptajnerne
Fortæller dem at vi er ved at dø
De beder mig om at stoppe med at råbe så højt
Jeg skal spørge pænt og smile imens
Jeg er en kvinde, så jeg må ikke råbe
Ikke være hysterisk
Jeg spørger pænt og får at vide
At jeg skal sende en dokumenteret redegørelse på mail
Jeg skal forvente 3-5 ugers svartid
Hvad hvis jeg dør inden?
Det svarer ingen på

Vi synker!
Min hjerne overopheder mere og mere
Jeg prøver at forklare, at få dem til at forstå
Jeg kan ikke præcis det samme som dem, jeg kan noget andet
Noget, som også er værdifuldt
Min hjerne kører på en anden frekvens, et andet styresystem
Jeg kan regne ud, hvordan vi fikser skibet, måske endda optimere det
Men jeg kan ikke alene
Ingen lytter på mig

Vi synker!
Kaptajnernes love og regler bliver overtrådt gang på gang
Fejlprocent på 46 %
Ingen konsekvenser for skibets vagter
Alle ved at skibet går under snart alligevel
Alle forsøger at redde sig selv
Tager den bedste vest, bedste termokande, bedste rationering
Hvis bare vi i fællesskab fikser skibet, så kan vi sejle videre
Men alle på nær kaptajnerne er i panik
For når man er bange for at dø hele tiden, så får man stress
Og så er det svært at udforme en klage med en dokumenteret redegørelse i

Vi synker!
Og hvis ikke vi snart gør oprør, så dør vi
Vi dør af sult, fordi alle hamstrer til sig selv
Vi drukner i det vand, vi selv har tøet op ved at smelte polerne
Vi dør af stress over konstant at skulle kæmpe for vores egen overlevelse
Kaptajnerne redder os ikke, selvom de lover det hvert 4. år
Det eneste håb er os selv
Vi må reparere skibet med eller uden kaptajnerne
Kun på den måde kan vi alle komme i land
Ellers, så synker vi.”

Tak for ordet