Xenia Holms tale ved arrangementet "Menneskerettighedstaler i Operaen"

Jeg elsker duften af træ, at stå på et tag og nyde solopgangen før byen vågner. Elsker at skabe fantastiske ting med mine hænder og jeg sætter en ære i godt håndværk. 
Mit navn er Xenia og jeg elsker at være tømrer. 

Men stille og roligt tager sexisme og racisme små bidder af min arbejdsglæde. I de næste par minutter vil jeg invitere jer ind i min hverdag som tømrer. En hverdag der er meget andet end: øl, nøgenkalender og røvsprækker.

Det var med stor lettelse, da jeg for fem år siden afleverede en underskrevet uddannelsesaftale til min lærer. Nu havde jeg endelig fundet en læreplads. Jeg har søgt omkring 100 steder – manglende tilbagemeldinger – endnu flere afslag. Tro mig, det er et cirkus – især når man er kvinde med anden etnisk baggrund.

For lærepladserne, den gode mester, de gode svende hænger nemlig ik´ på træerne. 
Hvorimod de nedladende kommentarer og hverdagsracisme er overalt – i virksomheder, på pladsen og hos kunderne. 

Til samtale i en virksomhed blev jeg mødt af: “Havde jeg vidst du var kvinde skulle du ikke være mødt op. Vi vil ikke risikere noget, derfor ansætter vi ikke kvinder eller feminister. Meeen vi kunne egentlig godt bruge en til rengøring, hvis det var noget”.

På pladsen er jeg i gang med at sætte en ny væg op sammen med en kollega. Pludselig er der en anden kollega der råber, at han synes væggen er skæv. Vi kigger på det og måske var der noget om snakken – en af de pinde jeg havde sat op, var måske liiidt skæv. Så trækker han lidt på det og siger:“Nååårh, det var dig – så er det ikke så mærkeligt – med dine skæve øjne”. 

Ude hos kunder bliver jeg ikke lukket ind med det samme - det ved jeg! Jeg skal nemlig overbevise dem om at jeg ikke er en fremmedarbejder, tricktyv eller au-pair i forklædning. De spørger mig altid: “Hvornår kommer den rigtige tømrer?”. 

Men jeg er en rigtig tømrer.
Møder I en håndværker der ikke ligner den typiske håndværker – som mig f.eks. – en kvindelig håndværker med anden etnisk baggrund, så lov mig: I skal ikke se os som en billig sodavands-is – mere som en gammeldags vaffelis med guf og 3 kugler;
1 for høj faglighed – 1 for godt håndværk – 1 for god kundeservice og guffen på toppen der fuldender helhedsoplevelsen.
For vi er lige så stolte af vores svendebrev, som andre håndværkere – og måden vi viser det på erigennem vores håndværk. 

Jeg ved jeg har et ansvar for at sætte grænser. Men når jeg gør det, bliver jeg sjældent taget seriøst. Jeg bliver mødt af: Ahh, det er den tid på måneden, du har ingen humor eller det er jo bare for sjov”.

Men det kan jo ikke være “den tid på måneden” hver dag – og jeg har skam humor. Jeg er med på en “kineser” – det kalder vi en menneskekæde, når der hurtigt skal fjernes materialer fra gaden. For selvfølgelig skal der være plads til sjov – det skal bare ik’ være på andres bekostning.

Jeg ser frem til den dag, hvor jeg ikke længere behøver at være i alarmberedskab på mit arbejde.
Hvor jeg bliver vurderet på min faglighed, mine gode kollegaegenskaber og evner – ik´ mit køn! 
Hvor magten i hierarkiet er så meget i balance – at der er skabt et rum med tillid og tryghed, som gør, at alle kan hejse flaget og sige fra. 

For jeg elsker stadig duften af træ og skabe fantastiske ting med mine hænder. Jeg arbejder på gamle fredede bygninger og fører håndværker-traditionen videre - det gør mig stolt! – og jeg glæder mig til at arbejde videre mod en håndværkerbranche uden sexisme og racisme.

Tak for ordet.