Gyrithe Lemche

Gyrithe Lemche var en af Danmarks første og største kvindesagsforkæmpere.  I en lang årrække var hun frontfigur i Dansk Kvindesamfund, blandt andet i de skelsættende år omkring grundlovsændringen og indførelsen af kvinders valgret i 1915, hvor hun også var redaktør på tidsskriftet Kvinden og Samfundet.

I slutningen af 1880’erne begyndte Lemche, efter at have taget studentereksamen fra N. Zahles Skole, at læse tysk på Københavns Universitet, men måtte relativt tidligt indse, at hun ikke trivedes i det mandsstyrede akademiske universitetsmiljø, hvorfor hun vendte blikket mod undervisningsgerningen. Hun endte med at blive skolelærer ved faderen, Hartvig Frischs latin- og realskole Lyceum, hvor hun arbejdede, indtil hun blev gift med Johan Henrich Lemche i 1893. At Gyrithe stoppede med at arbejde på skolen betød ikke, at hun blev hjemmegående husmor. Selv om de i perioden 1894-1907 fik 10 børn sammen kunne hun snildt fortsætte sit virke som forfatter og aktivist, da manden klarede de huslige pligter og børnene i hverdagen – han blev ofte set slentrende op og ad ned ad hovedgaden i Lyngby bag en propfyldt barnevogn.

Lemches tid i spidsen for Dansk Kvindesamfund sluttede kort tid efter, at kvindesagen havde nået sit foreløbige højdepunkt. De første kvinder sad i 1922 i Folketinget, men den standhaftige og ideologiske feminist ønskede ikke, at kvinderne skulle stille op for de af mænd allerede etablerede politiske partier – hun ønskede et rent kvindeligt politisk parti. Da store dele af baglandet i kvindebevægelsen var imod denne idé, måtte Lemche kapitulere. Hun trak sig derfor som formand og ledende skikkelse for bevægelsen.

At blive sammenlignet med Moses er grove løjer, men ikke desto mindre betegnes hun af professor emeritus og forfatter Beth Juncher som netop dette. Hendes visionære syn på kvindesagen og hendes eminente lederpotentiale gjorde hende til en banebrydende og skelsættende stemme, både som redaktør, forfatter og forkæmper for kvindesagen omkring det forrige årtusindeskift.

Udover sin aktivistiske gerning var Lemche forfatter, hvor hun formentlig er mest kendt for Folkets Synder (1899), hvor kønssygdomme og mænds dobbeltmoral behandles, mens hun i den historiske romanserie på fem bind Edwardsgave (1900-12) fortæller en købmandsslægts forfaldshistorie. I det autobiografiske værk Tempeltjenere I-III (1926-28) fiktionaliseres der over flere ømtålelige problemstillinger internt i kvindebevægelsen. Udgivelsen blev set som en kritisk kommentar til bevægelsens selvmodsigelser og som et forsvar for Lemche selv. Der tematiseres i værkserien over aktivismens mord på kunsten – en tydelig stikpille til kvindebevægelsens behandling af forfatteren.

Alligevel huskes Lemche som en af de største stemmer inden for kvindesagen, og det var også i dette regi, at hun holdt sine mest kendte taler, af hvilke du kan læse et udsnit her.

Rigtig god fornøjelse!

(kilder: Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98; Dansk Litteraturhistorie og nordicwomenslitterature.net).