Skip to content

Katrine Møller List Nielsens tale "Damp-barnets drøm" ved Talefest Syd

Mikkel Randløv/elektrofilm.dk

Om

Taler

Katrine Møller List Nielsen
Elev på Munkensdam Gymnasium

Dato

Sted

Odense Centralbibliotek

Tale

DAMP-barnets drøm
I mit syttende år som menneske, får jeg konstateret ADHD/ DAMP/Opmærksomhedsforstyrrelse eller hvad du ellers vil kalde det.
Det er 17 år, hvor mine forældre har kigget på hinanden og sagt ” Er hun sindssyg?”
Men det blev ignoreret, fordi jeg kunne finde ud af at opføre mig ordentlig i skolen. 
Jeg passer perfekt ind i gennemsnittet, for hvornår piger får konstateret ADHD. Og jeg er heldig, fordi kun 50 % af alle piger med ADHD får det konstateret.
Det bygger bl.a. på de typiske stereotyper for neurodivergente mennesker.
Gennem hele min barndom knoklede jeg med at maskere min ADHD, da jeg ville passe ind.
Jeg brugte alt min energi, og da jeg så kom hjem, brændte det hele af for mig.
Mine forældre søgte hjælp til mig på skolen, men pga. jeg var så godt et eksempel på skolebænken, kunne de ikke se noget problem…
Men de kunne jo ikke se!
De kunne ikke se andet end de drenge, der ræsede rundt og kastede med stolene. De kunne ikke se, at jeg var præcis som de drenge. 
”Da jeg var ung, havde man slet ikke de diagnoser” har du måske hørt dine bedsteforældre sige? Men der vil jeg nu opfordre dig til at sige til dem næste gang, at det altså er løgn. Faktisk kan man spore diagnoser som autisme og ADHD helt tilbage til urtiden. Her var det en kæmpe fordel. 
Det var en kæmpe fordel at kunne agere hurtigere eller at kunne løse komplicerede opgaver bedre end den almindelige hjerne. Verden havde brug for dem, og det har den stadig.
Problemet er bare at samfundet ikke er indrettet efter folk som os. Det er indrettet efter folk som kan klare sig.
Så hvad gør man, når man ikke kan? Man søger hjælp. Men hvad fanden hjælper det, når hjælpen er ude for rækkevidde. Den gennemsnitlige ventetid til en offentlig udredning steg i 2023 til halvandet år.
HALVANDET ÅR.
78 uger.
546 dage.
Og hvis man er pige på det tidspunkt, har man nok allerede gået i 17 år og ventet. Er det ikke ironisk? Ironisk at man med en diagnose, hvor tålmodighed i forvejen er en stor udfordring, skal vente i så lang tid.
Jeg kan ikke aktivt gøre noget ved dette problem. Men det kan politikkerne. Så jeg håber I lytter. Jeg håber I lytter til dette opråb, og jeg er sikker på jeg taler for alle der står, eller har stået, i samme situation som mig. 
Jeg er sikker på at jeg taler for jer, når jeg fortæller om følelsen af at være uduelig.
At være til besvær.
At være for meget og at være for lidt.
For ADHD er meget mere end bare koncentrationsbesvær og hyperaktivitet.
Det er et handicap. Et handicap der får mig og mange andre til at skille sig ud. 
Det har ikke været rart at vokse op med et usynligt handicap, som alligevel er så synligt, at man nu kan slå sig selv oven i hovedet med, hvorfor man ikke har gjort noget ved det noget før.
Prøv at forestille dig, at en person født med et fysisk handicap først fik sin kørestol efter 17 år? Det er jo det rene vanvid. 
Jeg drømmer om, at vi kan ændre i dette system, fordi det stinker.
Jeg drømmer om kortere ventetid i psykiatrien, og en bredere viden om kvinder og ADHD.
Jeg drømmer om, at vi i mellemtiden kan stå sammen. Stå sammen om at gøre plads til hinanden.
At vi kan være der for dem, der går rundt i en vantro om, at alt det her er noget vi finder på.
Og at være der for dem der kaster med stolene, og dem der kæmper for ikke at gøre det.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret