53 %
47 %
54 % (pause)
Disse er tal fra psykiatri fondens hjemmeside, over unges stress niveauer, og hvor stressende selve karakterer, uddannelsessystemet, og videregående uddannelser er.
”53 procent af de unge er helt eller overvejende enige i, at de kun er gode nok, hvis de får topkarakterer på deres uddannelse.”
”47 procent føler i meget høj eller i høj grad, at deres uddannelse presser eller stresser dem til daglig.”
”54 procent har det sidste halve år følt sig stressede hele tiden eller det meste af tiden.”
Dette er et kæmpe problem, både for os som unge, men også for samfundet som helhed.
Vi lever i en verden hvor vi hele tiden skal og vil være perfekte.
Dette er både et ydre pres der kommer fra uddannelsessystemet, forældre, venner og SoMe, osv.
Men også fra os selv. (pause)
Vi er både den generation af unge der er mest beviste om os selv og vores fremtidsmuligheder, men derudover er vi den generation har allerflest valgmuligheder og mest indflydelse på disse.
Men vi er også den generation, der har det største antal diagnoser af stress, depression og andre psykiske lidelser.
Både fordi vi i større grad er beviste om andres holdninger og tanker om os, men også om vores egne holdninger og perfektionisme mod os selv.
Vi vil alt og være perfekte, både udadtil og indadtil. (pause)
Vores samfund ligger op til konkurrence og pres, vi skal skynde os, blive bedre, være et bedre menneske og stadig tænke på os selv. Vi skal være 12-tals elever, få en god uddannelse, tjene gode penge, finde en kæreste, besøge familie, have et ungdomsliv, have et fritidsjob, huske vennerne, have en fraværsprocent på gerne 0 %, træne, se godt ud, men stadigvæk huske at være ”bodypositiv”. Være selvsikker, men dog ikke for meget, da dette går imod janteloven. (pause)
Jeg drømmer om en gang i mellem bare at kunne ligge denne perfekthedskultur væk i bare 5 min.
Jeg vil ikke hele tiden skulle være perfekt. Jeg vil være mig selv. (pause)
Vi som unge bruger så meget tid på at vælge det rigtige og ville være det rigtige, at vi nogle gange helt glemmer at træffe en beslutning.
Mange vil nok bare sige at ”ungdommen i dag bare er blevet lidt for pylrede, og at vi har alle muligheder, men bare ikke vil, eller er dovne. Og at vi bare skal komme i gang”
Men er det virkelig os der er noget galt med?
Når ”53 procent af de unge er helt eller overvejende enige i, at de kun er gode nok, hvis de får topkarakterer på deres uddannelse.” og ”54 procent har det sidste halve år følt sig stressede hele tiden eller det meste af tiden.”
Er det så os? (pause)
Eller er det et samfund der forventer at unge selv kan navigere i et hav af informationer og en konstant udvikling, uden på nogle måder at guide eller sætte nogle rammer der hæmmer denne perfekthedskultur. (kig ud)
DE siger DE vil passe på os unge (pause)
DE siger de vil skabe bedre forhold for børn og unge, og dermed skabe en mindre stressende hverdag. Men samtidig vil de fjerne et års SU på videregående uddannelser, og opfordrer unge til at finde vejen til uddannelsessystemet, før vejen til dem selv.
Det er et problem der både ligger ved politikere, lærer, arbejdsgiver, kollegaer og medstuderende, men også ved os selv.
Vi som unge skal huske at ingen dømmer hårdere end os selv. (pause)
Jeg ved godt at mennesker altid vil dømme, og ville være den bedste.
Men der er en meget fin balance imellem, hvornår man er kritisk og dermed følger den menneskelige natur, og hvornår vi bevæger væk fra dette og imod konkurrencesamfundet.
Dette er ikke en ting der kan løses hos 1 bestemt person, eller ved 1 bestemt løsning. Det er et problem der både fylder ved mange, men også et problem der skal løses af mange.
Vi bliver nødt til som samfund at kigge på den måde vi har opbygget et system hvor karakterer, uddannelsesparathedsvurderinger og valg ift. uddannelse, har taget ungdommen fra os, og skiftet den ud med pres og forventninger. (pause)
Vi bliver nødt til at tage noget af presset væk, og lad os sætte fokus på fællesskab, og glædes ved dette, og lad os sammen bygge rammen for et trykt og lystdrevet uddannelsessystem, i stedet for et uddannelsessystem hvor frygt for et lavt gennemsnit og fravær er hovedvægten.
Lad alt det uperfekte og frygten for at skeje ud, blive pakket væk.
Så lad os råbe politikere og samfundet op, og lade os få, nej kræve, en ændring.
Lad perfekthedskulturen fejle og lad os huske hinanden på at vi er perfekte som vi er, og lad os støtte hinanden i stedet for at modarbejde hinanden.
