(...) Fedtspilleri er dybest set det, som jeg har oplevet herinde i dag. Mange ting kan man sige om regeringen, men de har jo ikke fedtspillet med den her sag. Den startede med, at to ministre kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at enten skriver I under på det, vi mener, eller også kan I ikke være med i forsvarsforliget. Der er ikke tale om noget fedtspilleri, det var tvang og trusler fra dag et. Velkommen til Folketinget, Kim, sådan spiller vi herinde. Men det gjorde vi så ikke. De løb tør for mod på et tidspunkt og tænkte, at nu stiller vi det altså op på en måde, så i stedet for at tvinge det igennem, gambler vi lidt på, at der ikke sidder 60 mennesker i en Folketingssal og har mod og mandshjerte til at stå på det mandat, de er givet for at komme herind. Fedtspilleri
I dag har skuespillet nået helt nye højder, hvor nogle af de mennesker, som jeg den sidste måned har siddet til samråd og møder med, har fortalt mig, at de vil kæmpe til sidste blodsdråbe for, at store bededag blev bevaret. De løb tør for mod, de begyndte at fedtspille. Som jeg kan regne – jeg er ikke så god til at regne, så der er nok nogle, der kan hjælpe mig – har vi fået nogle af dem, måske, hvis bare de kunne få lov til at være det afgørende mandat, til at sige, at de godt vil være med til en folkeafstemning nu. Resten fedtspiller. Fedtspilleriet herinde bliver jeg ked af at se på, for det er ikke det, jeg forventede, inden jeg kom herind, men det er virkeligheden.
Jeg har ikke selv hørt De Konservative melde ud i dag, hvad de vil, men jeg har tidligere læst om, hvor meget de vil bevare store bededag, men vi kan så gå ud fra, at det kun er noget, der er vigtigt, når det bliver skrevet på sociale medier. Det er ikke vigtigt, når vi skal stemme inde i Folketingssalen om at give danskerne muligheden for at bevare den store bededag, som de rent faktisk har kæmpet sig til i en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen kunne godt have lavet det her. Jeg har nævnt for ministeren tidligere, at regeringen kunne have lavet det her på en god måde, de kunne have lavet en trepartsforhandling i forbindelse med de 8.500 mennesker, men det gjorde de ikke. Så den mulighed, danskerne havde, var dybest set at få et mindretal i Folketinget til at have deres ryg.
Når vi kigger ud over Folketingssalen i dag, ved vi, at vi har fået et enevælde i en ny regering, der i dag har fået testet Folketinget, om de havde mod og mandshjerte nok til at sige fra. Tillykke til regeringen, I har fundet ud af nu, at uanset hvad I finder på i fremtiden, er der ikke 60 mennesker herinde, der har mod og mandshjerte nok til at sige fra. Det bliver 4 nemme år for jer, det gør det. I skal selvfølgelig igennem hele skuespillet på 30 dage hver gang, indtil fedtspillerne holder op med at sige fra, opgiver parolerne og igen bare siger: Mette, hvis du siger, hvor højt jeg skal hoppe, så hopper jeg. Vi kommer ikke til at fedtspille, vi kommer i Nye Borgerlige ikke til at kysse ringen, vi kommer simpelt hen ikke til at bøje os for, at en regering mener, at vi skal tage noget fra danskerne, som de ikke har fortalt dem om inden. Det kommer vi ikke til i Nye Borgerlige, for der siger vi det, vi tænker, og så gør vi det, vi siger. Det er vi stolte af, og det kommer vi til at blive ved med. Så når der nu her lige om lidt er 60 røde prikker oppe på tavlen, for jeg tror, der kommer 60 røde prikke heroppe, kommer vi til at bede samtlige 60 røde prikker om at bakke op ved at skrive under – de samme 60 røde prikker, der gerne vil ud på sociale medier lige om lidt og fortælle, de var imod fjernelsen af store bededag. Den eneste måde, vi kan sikre det her på, og det har vi vidst fra dag et, for det er en flertalsregering, er, ved at de 60 røde prikker bliver omdannet til en folkeafstemning, og så må fedtspillerne forklare deres vælgere nu og til næste valg, hvordan det kan være, at de gør én ting, når de sidder herinde og skal virke, som om de har vælgernes ryg, men en anden ting, når vi nu stemmer. For vi kan hjælpe dem med grundloven i hånden og en mindretalsbeskyttelse, som er lavet for, at en flertalsregering ikke kan kanøfle et Folketing med noget, de lige finder på, bare fordi de kan finde et simpelt flertal.
I Nye Borgerlige kommer vi selvfølgelig til at stemme stort nej tak til afskaffelsen af store bededag, og vi kommer til sammen med Enhedslisten at gå rundt og bede om de sidste underskrifter fra de prikker heroppe, vi mangler på den meget, meget store liste. (...)
