(...) Så står vi her jo desværre efter en meget forhastet og uskøn proces, hvor et flertal i Folketinget, regeringen bakket op af et enkelt parti, om lidt vil stjæle en helligdag fra danskerne. Det er altså til trods for de massive protester, der har været både fra kirken, fagbevægelsen og ikke mindst befolkningen – en halv million underskrifter – og på trods af at det ikke er nødvendigt, for oppositionen har jo netop fremlagt et fuldstændigt og godt alternativ til finansiering af forsvaret. Og det er på trods af den massive usikkerhed, der har været om de reelle økonomiske effekter af forslaget.
Jeg synes godt nok, det er trist, og i Dansk Folkeparti har vi været med til at foreslå at udskyde tredjebehandlingen, så vi kunne få nogle bedre svar fra regeringen, og så loven ikke bare blev hastet igennem, men det har regeringen desværre ikke været med på. Regeringen har heller ikke været med på at indføre en solnedgangsklausul, altså at loven vil blive ophævet igen, hvis det viser sig, at afskaffelsen af store bededag ikke bidrager med de økonomiske effekter, som regeringen har påstået. Det her skal bare tromles igennem for enhver pris og helst så hurtigt som muligt, må man forstå.
Et lyspunkt i alt det her har dog været, at vi har haft et fint samarbejde i oppositionen, både om ændringsforslag, alternativ finansiering og ved på tværs af partier at nægte at anerkende, at adgangsbilletten til forhandlinger om et nyt forsvarsforlig skulle være at stjæle en fridag fra danskerne. Men jeg er ærgerlig over, at vi ikke har kunnet følge det her til dørs sammen. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, der vil være skuffede over, at hverken SF, Konservative eller Liberal Alliance vil gå hele vejen og lade befolkningen tage stilling ved en folkeafstemning. Jeg tror også, der sidder rigtig mange, der er skuffede over, at Danmarksdemokraterne ikke har kunnet melde klart ud før i dag. Det kunne have været med til, at vi havde stået et andet sted.
Jeg må indrømme, at jeg også selv er noget skuffet, især fordi man fra tvivlere har hørt, at hvis man vil sende forslag til en folkeafstemning, risikerer man, at der går inflation i brugen af folkeafstemninger. Det er jo netop derfor, at vi sammen med Enhedslisten har været ude med et løfte om kun at kræve en folkeafstemning i forhold til regeringsgrundlaget den her ene gang. I forhold til tvivlerne vil jeg sige, at det her er den eneste gang vi vil bede om en folkeafstemning, altså i forbindelse med afskaffelsen af store bededag, men det har desværre ikke været nok. Jeg er faktisk rigtig trist på danskernes vegne og på vegne af alle dem, der mister en dag, de kunne bruge med deres nærmeste; dem, der mister et tiltrængt pusterum fra en travl hverdag; os alle sammen, der får frataget en rigtig god dansk tradition, som er rodfæstet i den danske kultur.
For det her kunne have været undgået, hvis regeringen havde lyttet til både befolkningen, økonomer, fagbevægelsen eller kirken, eller hvis oppositionen havde stået sammen og krævet en folkeafstemning. Der er rigtig meget at være trist over i dag, og jeg synes faktisk, det er direkte pinligt, hvis ikke der kommer nogen repræsentanter fra regeringen her op på talerstolen og står til ansvar for det, som de er i gang med at gennemføre. Om ikke andet må de komme op og forsvare deres eget forslag. Det mener jeg er et minimumskrav. Tak.
