(...) Enhedslistens holdning til det her angreb på danskernes levevilkår og arbejdsforhold og, ja, frihed, er jo velkendt. Vi synes, det er forrykt, at regeringen sammen med De Radikale vil tvinge danskerne til at arbejde 1 dag mere, fjerne en forårsfridag, som mange mennesker værdsætter rigtig meget, og som giver lidt tid sammen med familien, når det bliver lidt lysere og grønnere. Vi synes, det er skadeligt og farligt, at regeringen sammen med De Radikale, med lovmagt, vil gribe ind i gældende overenskomster, og vi synes, det er en hån mod demokratiet og mod danskerne, at regeringen er kommet som en tyv om natten og har stjålet den her fridag uden at have sagt så meget som et ord om det under den valgkamp, som vi lige har været igennem.
Det er alt sammen velkendt, og derfor vil jeg i dag bruge noget af min taletid på at give nogle andre mennesker ordet, nemlig dem, det her angreb rammer hårdest: danske lønmodtagere. For Fagbevægelsens Hovedorganisation har som bekendt samlet næsten en halv million underskrifter ind mod store bededag, og mange af dem, der har skrevet under, har sat ord på, hvad den her fridag betyder for dem, og hvorfor den er vigtig for dem. Jeg vil gerne læse nogle af de ord op her i dag, og jeg håber, at særlig regeringspartierne og Radikale lytter godt efter.
Først Pernille L: Vi har i forvejen et hårdt psykisk arbejdsmiljø som pædagoger og har brug for vores fridag til at lade kræfterne op til de andre arbejdsdage, og fordi vi gerne vil se og bruge tid sammen med vores venner og familie.
Eller Thomas: Vi arbejder fra 7 til 16 i sne, regn, blæsevejr og alt derimellem. Vi har ingen afspadseringsdage, vi kan ikke arbejde hjemmefra, der er ingen fleksibilitet. Når vi endelig har en helligdag, så den guld værd.
Eller Anette H., som skriver: Da jeg er i rengøringen, er det skønt at få en pause og få kroppen hvilet. Det er et hårdt job for kroppen at slæbe støvsugere, spande og klude og rengøringsmidler frem og tilbage og flytte mange ting både oppe og nede og i mange dumme arbejdsstillinger.
Eller Dorte P.: Jeg er gift med en lastbilchauffør, så den eneste mulighed, som vi har for at komme afsted med campingvognen, er de gange, hvor vi har en forlænget weekend. Jeg vil være utrolig ked af at miste den her dag.
Eller Michael Z: Med det hårde arbejde, som jeg står og laver som industritekniker, har vi brug for de her fridage, så vi kan passe på os selv, når vi nu skal slides ned så mange år på arbejdsmarkedet. De skulle selv prøve at stå op ved en maskine en hel dag og løfte og bære på tunge emner.
Det er blot et par eksempler på de mange tanker, der er formuleret af de mennesker, der har skrevet under. Jeg synes, man skal lægge særlig mærkelig til de sidste ord, jeg læste op: Du skulle prøve selv at stå op ved en maskine hver dag. For jeg tror, det er den følelse, som mange mennesker har, når de ser på den her regering: At den er ude af trit med det liv, som almindelige hårdtarbejdende danskere har, at den ikke lytter til andre end sig selv, og at den faktisk er fløjtende ligeglad med, hvad andre mener, også de vælgere, som lige har stemt den til magten.
Alle de udsagn, jeg læste op, kommer jo fra de mennesker, der skaber værdierne i det her land, som knokler for at få hjulene til at dreje rundt, som møder på arbejde hver eneste dag, som betaler deres skat, og som betaler vores lønninger og polstringen i de fine stole, som vores privilegerede bagdele sidder på, når vi sidder her Folketingssalen. Det er dem, det er de millioner af lønmodtagere, som regeringen – og det er vel at mærke en socialdemokratisk ledet regering – nu vil tromle hen over. Det er dem, der ikke blev spurgt. Det er dem, der ikke har mulighed for at sige til eller fra, fordi ikke et af regeringspartierne havde modet til under valgkampen at fortælle, at man var parat til at stjæle en fridag. Jeg synes, det er en demokratisk skamplet, og jeg ser derfor også frem til, at ministeren kommer på talerstolen og forsvare regeringens lovforslag. Og jeg håber også, at regeringspartierne vil tage talerstolen i løbet af debatten.
Men – og nu vender jeg mig mod de øvrige partier i Folketinget og ikke mindst mod vores venner i SF – der er jo en anden ting, der har fyldt meget i dag, og det er spørgsmålet om en folkeafstemning. For regeringen står jo ikke længere helt alene med ansvaret for, at det her lovforslag tromles igennem på den måde, det gør. For vi har jo i mindretallet en mulighed – vi har en grundlov i det her land, som giver et stort mindretal i Folketinget mulighed for at sende en lov til folkeafstemning, når den er vedtaget. 60 underskrifter fra folketingsmedlemmer inden på fredag kunne sikre, at befolkningen blev hørt ved en folkeafstemning.
Jeg kan prøve at gøre det helt konkret. Sådan en begæring om en folkeafstemning, ser sådan her ud (Pelle Dragsted viser begæringen), og den lyder: Undertegnede medlemmer af Folketinget begærer herved, at der afholdes en folkeafstemning om det den 28. februar vedtagne forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag. Hvis der er 60 underskrifter på den her erklæring – 60 – inden på fredag, er regeringen tvunget til enten at trække deres lovforslag, eller rettere sagt droppe det, så det ikke gennemføres, eller give danskerne en mulighed for at blive hørt. Så enkelt er det. Det er det, grundlovsfædrene sikrede. Det er den mulighed, vi har, hver og en af os, der sidder her i Folketinget.
Muligheden er der. Men desværre har nogle af de partier, der kunne have sikret sådan en folkeafstemning, også svigtet i den her sag – også svigtet lønmodtagerne. For i går eftermiddags meldte SF ud, at de ikke ville medvirke til en folkeafstemning. Konservative var lidt mere uklare; det var noget med, at under de gældende omstændigheder ville man ikke støtte en folkeafstemning. Det kunne være rigtig fint, hvis Konservative ville komme op på talerstolen og forklare, hvad deres synspunkt er, og hvad det er for nogle omstændigheder, der kunne ændre deres synspunkt. For vi har jo hørt, hvordan de her partier ligesom holder hinanden lidt i skak. SF siger, at det jo er, fordi Konservative sagde det, eller at Danmarksdemokraterne sagde det, og så går Danmarksdemokraterne op og siger, at nej, de støtter faktisk en folkeafstemning. Vi mangler stadig at høre, hvad det er for nogle betingelser, Konservative har for at støtte det her.
Men hvis det ender med, at vi ikke får den her folkeafstemning, så er det et svigt. Og det betyder, at regeringen og De Radikale ikke kommer til at stå helt alene med ansvaret for, at den her lov tromles igennem hen over befolkningen. For uanset hvordan man vender og drejer det, er det sådan, at når vi har muligheden for, rettigheden til at bruge vores mandat – det mandat, vælgerne har givet os til at sikre en folkeafstemning – så har man også et ansvar, hvis man vælger ikke at bruge det.
Det er vi i Enhedslisten skuffede over, for at sige det helt ærligt. Det gælder selvfølgelig – og sådan er det jo – at dem, der er tættest på, dem, der er de tætteste venner, er dem, man er mest skuffet over, og det er jo SF. Vi har været sammen, vi har støttet fagbevægelsens protester, men nu springer I i målet og slukker for håbet om at kunne stoppe regeringens angreb. Så en sidste appel herfra vil være: Tænk over det en gang til, få snakket om det her med jeres bagland, og sæt i det mindste jeres folketingsmedlemmer fri til at kunne bakke op om det her, hvis de ønsker det.
Til sidst vil jeg sige til alle jer, der har kæmpet, der har demonstreret, der har samlet underskrifter: Jeres indsats har ikke været forgæves, uanset hvad. I har tilføjet den her regering det, der godt kunne ligne et banesår. Den har tabt massiv opbakning og mistet sit flertal i meningsmålingerne. I har vist, at det koster dyrt at angribe lønmodtagernes vilkår og rettigheder. Og jeg tror, at regeringen fremover vil tænke sig om en ekstra gang, før den igen griber ud efter vores rettigheder og vores frihed. Og jeg kan love jer, at Enhedslisten også i fremtiden kommer til at stå entydigt på jeres side hele vejen uden vaklen. Vi glemmer ikke det her svigt fra regeringens side. Vi glemmer ikke det angreb på lønmodtagernes rettigheder, på det danske aftalesystem, og vi vil gøre vores til, at det ikke bliver glemt før næste folketingsvalg, så straffen – den helt retfærdige straf – fra vælgerne vil falde benhårdt på de partier, der svigtede. Tak for ordet.
