I dag for to år siden vågnede ukrainerne op til lyden af sirener. I den fuldstændig ubegribelige, ufattelige og meget, meget rørende dokumentarfilm ”20 Days in Mariupol” følger man krigen i den første tid. Det er billeder, som er svære at ryste af sig.
En af de første scener viser en lille pige, ikke meget ældre end min ældste datter. Hun sidder i en kælder sammen med sin familie med dynejakke på og huen trukket ned om ørene. Hun græder, ikke voldsomt, men stille.
”I morges vågnede jeg op ved, at der blev bombet. Så vidste jeg, at krigen var begyndt. Jeg vil ikke dø. Jeg vil have, at det her slutter,” siger hun.
Men det er ikke slut.
I 730 dage har russiske bomber regnet ned over Ukraine.
I 730 dage har familier måttet forlade deres hjem og flygte.
I 730 dage har Ukraine stået over for en brutalitet, vi ikke har set i meget lang tid på det europæiske kontinent.
I 730 dage har familier måttet forlade deres hjem og flygte.
I 730 dage har Ukraine stået over for en brutalitet, vi ikke har set i meget lang tid på det europæiske kontinent.
Nogle har sagt, at vi med tiden vil glemme Ukraine, at vi efterhånden, som tiden går, vil rette fokus andre steder hen. Og at de ukrainske folk vil blive overladt til sig selv.
I dag vil jeg sige, så klart som solen skinner på en kold februardag:
Ukrainere. Vi glemmer jer ikke.
I er vores europæiske venner. Vores åndelige og kulturelle naboer. Jeres kamp for frihed er også vores kamp.
Og vi kan ikke være sikre på, at Rusland stopper ved Ukraine. Den konflikt, vi er vidne til lige nu, handler om fremtidig fred og stabilitet i hele Europa.
Derfor skal vi også fortsætte vores støtte til Ukraine lige så længe, krigen varer. Og længere endda – med massiv støtte til genopbygning.
Det er to år siden, at krigen brød ud. Og det er ti år siden, at Rusland annekterede Krim. Der er stemmer, som mener, at der nu er andre hensyn at tage.
Men ikke i Danmark, heldigvis. I Danmark står vi sammen om at hjælpe. Og har gjort det lige fra starten.
30.000 fordrevne ukrainere bor i dag i Danmark. Mange af jer er med i dag. Jeres børn er kommet i dagpleje, vuggestuer, børnehaver og skoler. Og mange af jer er kommet i arbejde.
Vi har støttet kampen i Ukraine med våben, militært udstyr, humanitær bistand og genopbygning. Og vi har sendt danske efterforskere afsted til Ukraine for at dokumentere russiske krigsforbrydelser.
Vi må ikke lade krigstrætheden brede sig på grund af de omkostninger, krigen har for os europæere. Danmark er i dag en af Ukraines største militærdonorer. Men vi er nødt til at gøre mere. Vi er nødt til at fortsætte.
Derfor har regeringen netop har indgået 10-årige aftale med Ukraine om at fortsætte støtten. Og vedtaget en ny donationspakke.
Men selvom vi støtter alt det vi kan, så er det jo jeres soldater, der sætter livet på spil. Jeres forsvar, der står modigt fast mod en brutal aggressor. Og jeres folk, der hver dag bliver udsat for barbariske handlinger. For krigsforbrydelser.
Og derfor vil vi også i Danmark blive ved med at forfølge det mål, at Rusland selvfølgelig skal selv betale for de enorme ødelæggelser, som deres ulovlige krig har forsaget.
Både nationalt og internationalt skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at dem, der har begået krigsforbrydelser og andre dybt alvorlige forbrydelser, også bliver stillet til ansvar.
Danmark har netop taget endnu et skridt i den kamp. Den 15. februar skrev vi under på en konvention, som forpligter os på at arbejde sammen med andre lande
for at efterforske og straffe de mest alvorlige internationale forbrydelser. Det gælder også krigsforbrydelser, der er begået i Ukraine. Det er et vigtigt skridt. Ikke kun for Ukraine, men for hele Europa. Kampen for ret og retfærdighed er nemlig en fælles kamp.
Og den danske kamp for frihed i Ukraine er en kamp, der også forener os på tværs af de politiske skel. Tag Alex fra Liberal Alliance, som taler senere i dag. Han og jeg er uenige om meget. Men når det kommer til at bakke uforbeholdent op om Ukraine, så er vi rørende enige.
Mads og Magnus, der begge stiller op til Europaparlamentet for henholdsvis Socialdemokratiet og Liberal Alliance, og som har stået for demonstrationen i dag. De kommer også fra hver sin politiske lejr. I december tog de sammen til Kyiv for at undersøge, hvordan vi bedst kan hjælpe her i Vesten. Og i dag har de samlet os i et fælles opråb. Et opråb om ikke at ryste på hånd. Nogensinde.
I 730 dage har Ukraine været under belejring. Ord kan ikke beskrive, hvad I har lidt.
Vores verdenssyn er blevet rystet. Og vi er også, må vi være ærlige og tilstå, blevet flået ud af måske endda årtiers naivitet.
Til gengæld er båndende mellem Ukraine og resten af Europa blevet stærkere og stærkere i de 730 dage, der er gået. Sammen har vi vist, at Rusland tog fejl. Vi kunne ikke splittes ad.
Det giver mig håb for fremtiden. Og bare et lille håb for den lille pige i kælderen, som jeg nævnte i starten.
Og nu bare lige til alle vores ukrainske venner, der er her i dag:
Dear Ukrainian friends
I know that some of you have your thoughts back home today. With those who are fighting and doing everything they can to defend Ukraine.
We are supporting your fight. And we will continue to do so for as long as it takes. And if you look around you, we care for you in Denmark. We share your wish for peace. Peace in an Independent Ukraine that determines its own future.
Thank you for showing up here today. Thank you for reminding us what this war is about. For reminding us of Ukraine's struggle for freedom and independence. We stand by you. We support you. And we will never forget you.
Også tak til alle jer danskere, der er mødt op her i dag. Og lige så meget til alle jer, der ser med hjemme i stuerne. Tak for at vise jeres solidaritet med det ukrainske folk. Af hjertet tak.
For i dag sender vi et klart signal til Rusland om, at vi ikke har tænkt os at give op. På tværs af lande og politiske skel står vi sammen.
Freden og friheden vil vinde.
Slava Ukraini!
