Tak. Højtærede kolleger og partiledere, jeg kommer med ét budskab i dag, og det er: Frygt ej, vær ikke bange. Jeg tror godt, I ved, hvad jeg taler om. Jeg taler om den handlingslammelse og apati, som har ramt dele af Folketinget og regeringen som følge af den her altoverskyggende angst. Det er en angst, der æder vores mod og vores visioner op, og som tærer vores handlekraft og sætter os ude af stand til at gøre de rigtige, men svære ting. Det er selvfølgelig vælger- og reformangsten, som jeg taler om.
Det er en angst, vi ser, når der ikke er modet til at finde pengene til forsvaret, selv om man gerne vil sole sig i at sige, at man gerne vil bruge pengene. Det er en vælgerangst, vi ser, når vi står med en enorm mangel på arbejdskraft, men af frygt for bestemte vælgergrupper får man ikke løst problemerne. Det er den vælgerangst, vi ser, når den offentlige sektor er sandet til i bureaukrati, i mangel på innovation, mangel på konkurrence, men af frygt for en stor offentlig fagbevægelse får man ikke gjort noget ved det. Jean-Claude Juncker – ham skal man jo passe på med at citere – sagde engang: Vi ved godt, hvad der skal gøres, vi ved bare ikke, hvordan vi bliver genvalgt bagefter. Og jeg tror, at det her med vælgerangsten og reformangsten altid har været en udbredt sygdom i politik, men jeg tror aldrig, sygdommen har haft så stærkt fat i dansk politik, som den har nu.
I hele min levetid har regeringer trodset angsten og er sprunget ud i det skræmmende, men meningsfulde, givende og kloge reformarbejde, der skulle gøre Danmark til et bedre land i fremtiden. Poul Nyrup Rasmussen trodsede frygten for at blive anklaget for løftebrud og foretog et indgreb i efterlønnen. Anders Fogh Rasmussen var jo hele tiden bange for ikke at lyde, ligne og handle som en socialdemokrat, men han fandt modet til den store velfærdsaftale i 2006. Lars Løkke Rasmussen tog tæskene for at reformere både dagpenge og efterløn. Helle Thorning-Schmidt-regeringen førte en klog politik. De kaldte den selv nødvendighedens politik med lavere topskat og lavere selskabsskat. Jeg husker endda, at den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen foretog nogle kloge ændringer af kontanthjælpssystemet. Og VLAK-regeringen forsøgte også, men manglede opbakning. Det var ikke modet, der manglede, det var de 90 mandater. Hvis man så ser på den her regering og det flertal, der er nu i Folketinget, kan man spørge: Hvad er der udrettet af former, der væsentligt øger arbejdsudbuddet, og som virkelig gør noget ved produktiviteten i den offentlige sektor og fremtidssikrer velfærdssamfundet? Jamen absolut intet, der er værd at skrive om, eller som vil gå over i historiebøgerne.
Så kære gode kolleger, lad os finde modet til reformerne frem igen. Der er brug for markante reformer, der gør, at det bedre kan betale sig at arbejde, og at vi bliver mere velstående i fremtiden. Der er brug for markante reformer, der sikrer, at velfærden fremover bliver leveret på borgernes betingelser og ikke på systemets præmisser. Det er kun, hvis vi har modet til at trodse vælgerangsten og modet til at forandre Danmark, at vi kan skabe et bedre Danmark i fremtiden. Så det er min opfordring.
