Tak, formand. »Something is rotten in the state of Denmark«, siger Marcellus i Shakespeares kendte skuespil, der foregår på Kronborg. Der er noget råddent i Danmark. Beskuer man de seneste uger og måneder i dansk politik, skulle man nærmest tro, at man befandt sig på Shakespeares tid, for der er sandelig ting, der ikke tåler dagens lys, men som alligevel kommer frem.
Først er der hele diskussionen om den måde, man – måske bevidst, måske ubevidst – har lavet en stemmeseddel til en afstemning, der for tredje gang skal forsøge at afvikle et EU-forbehold, hvor ordlyden entydigt er formuleret med henblik på at nøde folk til at stemme på en bestemt måde.
Dernæst er der hele diskussionen om vores eventuelle vetoret i EU-traktaten, hvor man dysser ned, at vetoret er noget, man i EU-sammenhæng kan afskaffe uden at spørge befolkningen, fordi vi ikke i Danmark betragter det som suverænitetsoverdragende, hvordan stemmeprocedurerne er. Så prøver man at tale ambitionerne ned ved at sige: Jamen det er jo et mellemstatsligt samarbejde. Man glemmer, at der inden for det mellemstatslige samarbejde i Lissabontraktaten allerede er mere end ti områder, hvor man har flertalsafgørelser, og så prøver man febrilsk at få den debat, der foregår uden for Danmarks grænser – i Frankrig, i Tyskland, i Bruxelles og andre steder – om en regulær EU-hær til nærmest at være sådan et fatamorgana, der slet ikke eksisterer. Så når Angela Merkel i Europa-Parlamentet taler om en ægte europæisk hær, når Macron i Frankrig taler om det samme, når von der Leyen, Michel osv. taler om det, så findes det ikke. Så er det bare noget, der eksisterer oppe i hovedet på os EU-kritikere og EU-modstandere.
Der er i sandhed noget råddent, der er noget galt, ikke mindst fordi det, som EU for tiden har gang i netop med sin opbygning af militær kapacitet, ikke bare er et fatamorgana. Det er en reel trussel imod Europas frihed og vores demokrati og dermed også imod Danmark, fordi det uvægerlig vil føre til en splittelse af NATO, som NATO's generalsekretær, Stoltenberg, selv har sagt det. Laver man et europæisk forsvar med egen kommandostruktur, kan det ikke andet end udfordre og dele NATO. Hvordan skulle man kunne have et EU-forsvar – det, som står fuldstændig klart i traktaten – med seks EU-medlemmer, der ikke er NATO-medlemmer, uden at have en selvstændig kommandostruktur? Det giver ikke mening.
Derfor vil det være min opgave, flere partiers opgave og forhåbentlig et flertal af danskeres opgave frem mod den 1. juni og kulminerende den 1. juni at få ryddet bare en lille smule op i den her råddenskab. Den udgår fra EU, men den bliver flot båret videre af EU-partierne på Christiansborg. Tak, formand.
