Tak, formand, og tak til mine kollegaer. Den forfærdelige situation i Ukraine har fyldt rigtig meget, og vi har passende nok talt om det. Men den konflikt har også en anden side, som jeg vil forsøge nu med min resterende tid at sætte noget fokus på. Ingen kan være i tvivl om, at der er meget stor forskel på, hvordan vi som partiledere ser på flygtningepolitikken. Men uanset hvordan man mener at politikken skal se ud, håber jeg inderligt, at situationen her også har vist os, at vi kan blive enige om, at vi i Danmark er gået alt for langt i flygtningepolitikken.
Danmark var det første land til at tiltræde flygtningekonventionen. Nu bliver vores asylsystem kritiseret både i Europa-Parlamentet og af europæiske organer, og forholdene bliver sammenlignet med torturlignende tilstande. Vi er simpelt hen et sted, hvor vi sender mennesker tilbage Assads tyranni og Putins bomber uden at blinke. Og vi hører hele tiden historier om unge kvinder på 18 og 19 år, der er kommet hertil som børn, f.eks. som 10-årige, og har boet her hele deres unge liv, og så vil vi gerne sende dem tilbage til Assads rædselsregime, til Putins bomber og i hænderne på Taleban. Vi har glemt, at det er rigtige mennesker, der sidder i vores asylsystem. Det virker i hvert fald sådan på mig.
Med særloven for de ukrainske flygtninge har Folketinget bevist, at man godt ved, hvordan man behandler flygtninge ordentligt, hvordan man giver dem de bedste muligheder for at lykkes i livet og hjælpe sig selv. Derfor har jeg også svært ved at forstå, at vi fortsætter ufortrødent med at holde resten af vores flygtninge fanget i det her umenneskelige asylhelvede, som de kalder det derude, hvor folk ødelægges af usikkerhed, og hvor børn i tide og utide må se politiet komme buldrende og fysisk tvinge folk med sig. Familier med børn rådner op på vores asylcentre i årevis, hvor de er låst fast i en hverdag uden rettigheder. De må ikke arbejde, de må ikke at uddanne sig, og de må ikke selv bestemme, hvor de vil bo – ja, faktisk må de knap selv bestemme, hvornår de vil lave mad. Det er ikke kun en uværdig tilværelse; det ødelægger også mennesker, nedbryder dem og flår alt håb ud af hænderne på dem.
Vi tillader, at børn vokser op i det danske asylhelvede – børn, som skal hjem til livet i asylcenteret, når vennerne mødes for at spille PlayStation. Vi stjæler børnenes liv, den barnlige glæde og det evige brændende håb, som alle vi forældre elsker at opleve hos vores egne børn. Det håb og den glæde har vi slukket for de her asylbørn.
Når man taler om at stå på den forkerte side af historien, taler man om et Danmark, der gik fra at være et humanitært lys i en mørk verden til at være et land, som krigsflygtninge flygter fra. Vil vi huskes som de politikere, der tillod, at familier blev revet fra hinanden – som dem, der tvang ægtefæller til at vælge imellem at følge deres mand eller kone eller give deres børn en chance for et liv i sikkerhed? Vi har lige bevist, at vi kan gøre det rigtige, så der er ikke nogen undskyldning for at lade børnene rådne op i de her umenneskelige asylfængsler hele deres opvækst. Vi kan og skal være bedre. Tak for ordet, venner.
