Før krigen var byen Butja en fredelig forstad til Kyiv. Nu har russiske soldater trukket sig ud af byen og efterladt helvede på jord. Hvor der før var liv og frihed, er der nu lig i gaderne og henrettelser af bagbundne. Vi ser massegrave, hører beretninger om tortur og voldtægter. Beretningerne derfra er forfærdelige, billederne er endnu værre. Putin og hans soldater er krigsforbrydere, og vi skal sikre stærke konsekvenser mod russerne. Vi må øge alle former for leverancer til ukrainerne, og vi må få overblik over, hvilke yderligere økonomiske sanktioner vi kan iværksætte mod Rusland, også selv om det er økonomiske sanktioner, som gør ondt på europæerne og danskerne selv.
Jeg er glad for, at vi i Folketinget står sammen om støtten til Ukraine. Jeg er glad for, at vi næsten alle sammen står sammen om støtten til NATO. Jeg besøgte den ukrainske ambassadør på ambassaden i sidste uge. Ingen er i tvivl om, at Ukraine ville have ønsket, at de havde været medlemmer af NATO. I morgen rejser jeg til Stockholm. Jeg er inviteret af henholdsvis den svenske og den finske oppositionsleder, som har oprettet et fælles NATO-kontor for hurtigst muligt at få de to lande meldt ind i NATO. Jeg er inviteret for at give det danske perspektiv som et glad NATO-medlem. Jeg foreslår, at Danmark gør alt, hvad vi kan, og aktivt arbejder for at støtte, at både finnerne og svenskerne, vores gode naboer, bliver en del af NATO-fællesskabet. Det er en opgave, som jeg er sikker på at regeringen også vil kaste sig ind i og prioritere højt.
Imens er der jo andre ministre, som kan fortsætte den indenrigspolitiske dagsorden. Jeg er glad for, at Danmark tager sit ansvar for at hjælpe de, det kan være op mod 100.000 ukrainske flygtninge, som forventes at komme hertil. Men det kommer også med en regning, som vi skal gøre, hvad vi kan, for at nedbringe ved at få dem i arbejde og selvfølgelig få dem i arbejde, som kan arbejde. TV 2 viste i går en historie om hotel- og restaurationsbranchen, der mangler 10.000 ansatte. De er lykkelige over, at de nu kan få ukrainere i arbejde. Desværre tager det lige nu omkring 2 måneder at få en arbejdstilladelse, og det er ikke godt nok. Bureaukrati må ikke stå i vejen for de ukrainere, som både kan og vil bidrage. Det er i Danmarks interesse, og det er et ansvar, vi må tage på os.
Det er også et ansvar, at danskernes penge bliver brugt rigtigt. Danskernes udgifter til brændstof er dyrere, mad er dyrere, el er dyrere, varmeregningen er dyrere, stort set alt er blevet dyrere. Krigen i Ukraine gør, at regningen kan blive endnu højere, og det har vi også et ansvar for at adressere her i Folketinget. Vores svar er jo, at vi ikke bare blindt skal bruge ekstra 69 mia. kr. i den offentlige sektor. Vi mener, at danskerne skulle kunne betale deres egne regninger selv, og at vi skulle lade dem beholde nogle flere af deres egne penge.