Anna Hansens tale om jordmoderstanden

Jeg er overordentlig glad over i denne Kreds at faa Lov til at fortælle om Jordemoderforholdene herhjemme. Det er jo des­værre saadan, at selv om der i de aller­fleste Familier i Landet har været Brug for en Jordemoder, og selv om Jordemoderens Gerning er mere vigtig end de fleste andre kvindelige Erhverv, saa er dog Kendska­bet og Interessen til de Forhold, hun ar­bejder under ikke synderlig stor udenfor Jordemødrenes egen Kreds. Det synes ofte, som om Kvinderne interesserer sig mere for deres Skrædder og deres Modehandlerinde end for deres Jordemoder; om Skylden lig­ger hos den ene eller den anden, skal jeg lade være usagt, antagelig er der Fejl paa begge Sider; men at det undertiden virker nedslaaende, er sikkert.

Før jeg gaar over til at sige Dem, hvad Jordemødrene har opnaaet i de svundne 40 Aar, vil jeg fortælle Dem noget om, hvad Gavn, det er lykkedes dem at gøre. Det er sagt med faa Ord, eller rettere med faa Tal, nemlig Tallene paa Barselfebertilfælde før og nu. Jeg er saa heldig at være i Be­siddelse af Korrekturen paa Stadslægens sid­ste Beretning, den er nemlig ikke trykt end­nu, og jeg har der en Fortegnelse over Barselfebertilfælde, der gaar saa langt tilbage som til 1861. Jeg skal her nævne disse Tal for Dem.1

Eftersom Jordemødrene leder saa godt som alle normale Fødsler i Danmark, maa dette Resultat jo for en stor Del regnes dem til Ære, og jeg maa have Lov til her at sige, at Stadslægen sagde til mig, da han gav mig denne Oversigt, at den kunde vi godt være bekendt at sætte i Glas og Ramme og hænge op paa Jordemoderforeningens fine­ste Væg.

 — — — —

Vi skal nu se paa de Fordele Jorde­mødrene selv har opnaaet, og de svarer ikke altid saa godt, hverken til det Ansvar, der er forbunden med Jordemodergerningen, el­ler til de Fordringer, der ofte stilles til dens Udøvere.
To uhyre vigtige Ting er imidlertid naaet, nemlig for det første. Højere Anseelse. De kender og ved jo sikkert Alle, hvor lidt Jordemødrene har været regnet for tidligere, og det er ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at man ikke holdt af at sige, at man var Jordemoder, naar man var udenfor sit Arbejde; selv endnu er det ikke i alle pri­vate Kredse, man opnaar at blive forestillet som Jordemoder. Hvis man f. Eks. sidder paa en Visit hos en af sine Patienter og et andet Besøg kommer til, hænder det, at Værtinden omhyggeligt omgaar det famøse Ord Jordemoder og forestiller En, som den Dame, der har hjulpet hende eller lignende. Heldigvis hører dette jo til Undtagelserne. Efterhaanden som Kvinderne bliver mere oplyste og mere maalbevidste, vil de der vælger Jordemodergerning sikkert i endnu videre Udstrækning forstaa at hævde deres Stand og tiltvinge sig Respekt. I Tilknyt­ning til dette skal jeg anføre, at den i Fjor afgaaede Overjordemoder Fru Wegener ef­ter sit 25 Aars Jubilæum paa den kgl. Fød­selsstiftelse i Aaret 1903, hædredes med Fortjenstmedaillen i Guld*2; en Begivenhed, der hilstes af hele Standen med Begejstring, vi havde nemlig allerede i nogen Tid gaaet og skumlet over, at Overjordemoderen ved Fødselsstiftelsen i Paris havde faaet tildelt Æreslegionens Kors, og at vi intet tilsva­rende kunde rose os af herhjemme.

Den anden Fordel er det formindskede Arbejde, idet den gammeldags »Aftenpus­ling«, som eksisterede, i hvert Fald i Byerne, allerede for flere Aar siden er bortfalden; for Københavns Vedkommende i 1893, da Foreningen blev dannet; ligesom ogsaa Morgenbesøgene blev noget indskrænkede. Udenforstaaende kan maaske vanskeligt fo­restille sig, hvor stor en Lettelse det var, at blive dette i høj Grad besværlige Tillæg til Dagens Arbejde kvit; efter en ofte gennemvaaget Nat og trættende Besøg om Formid­dagen atter at skulle rundt om Aftenen, og hvert Sted gøre Patient og Barn i Stand, for maaske, naar man kom hjem, at blive kaldt ud igen; det er rent ud ufatteligt for os nu, hvordan Jordemødrene i den Tid har kun­net tilfredsstille Antiseptikens Fordringer blot saa nogenlunde.

Vi kommer nu til et Forhold, hvor vi desværre ikke kan rose os af at være kom­men synderlig vidt, nemlig selve Betalings-og Lønspørgsmaalet.

Forholdene paa Landet fremtræder na­turligvis grellest, fordi Jordemødrene dér har en utilstrækkelig Løn og er bunden af en Takst i »Instruks for Jordemødre«, der forbyder dem at forlange mere, end hvad nævnte Takst tillader.

Tiden er for knap til, at jeg her kan komme nærmere ind paa dette Forhold, jeg har tidligere skrevet en Artikel i »Kv. og Samf.«, hvor jeg har citeret den omtalte uværdige Paragraf i Instruksen, som indeholder Taksterne, og De har sikkert alle læst Referaterne fra det ny­lig afholdte Alm. danske Jordemodermøde, hvor der af alle skrives om det menings­løse i, at en Jordemoder skal kunne bydes l à 2 Kr. for en Fødsel. Man faar i Sand­hed ikke Indtryk af, at Mændene sætter deres Hustruers og Børns Liv meget højt, siden de ikke undser dem for at betale efter en saadan Bestemmelse; — men trods alt staar Paragrafen der endnu, stadfæstet i Henhold til Lov om Jordemødrenes Lønning og Forhold af 15. Maj 1875.

Altsaa som De ser, næsten ligesaa gam­mel som Dansk Kvindesamfund.

Lønnen er i de fleste Distrikter c. 300 Kr., fri Bolig og lidt Have, men i en Mængde af Embederne er faa og i daarlige Egne slet betalte Fødsler, saaledes at en Del af Jordemødrene kun har 5-700 Kr. og frit Hus. Selvfølgelig er der dem, der har større Ind­lægt af Fødsler. Højest Pension er 300 Kr., der jo maa siges at være absolut utilstrække­ligt at leve af nu til Dags, selv om det er paa Landet.

Alm. dansk Jordemoderforening, der om­fatter 20 Kredsforeninger i hele Landet, stiftedes for 9 Aar siden paa Initiativ af Pro­fessor Leopold Meyer, og har i disse Aar indgivet to Andragender til Regering og Rigsdag om Forbedring af Jordemødrenes Kaar. Det første blev afvist af daværende Justitsminister Alberti, det sidste blev ind­givet for tre Aar siden, og da af Justitsminister Høgsbro indsendt til Medicinalkommis­sionen, hvem det ovedroges at udarbejde Betænkning. det ligger der endnu, men det menes sikkert, at Kommissionen vil tage fat paa det i indeværende Efteraar.

Hvornaar det naar frem til Rigsdagen, og hvad Skæbne det faar, vil senere Tider vise os.Vi faar da se til den Tid, om, som Professor Leopold Meyer nylig udtalte paa Mødet, Landet har Raad til at lade være at forbedre Jordemødrenes Kaar.

I København gælder Taksterne ikke, og Jordemødrenes Betaling retter sig ogsaa her efter Folks Stilling og Indtægt.

I Paragrafen, der omhandler dette, staar, »at Jordemoderen kan, naar ingen Overens­komst om Betaling forinden har fundet Sted, af den enkelte kræve den samme Be­taling, som hun for den samme Forret­ning plejer at erholde af Personer under lige Livsvilkaar«.

Det er et svævende og elastisk Begreb, men De forstaar, at det her er mange Aars Praksis, der vinder Hævd, og denne Passus i Loven benyttes ofte ved Søgsmaal om Ho­norarer.

Jeg maa her tilføje, at vi aldrig har haft Grund til at beklage os over de faldne Dom­me i slige Sager.
Betalingen, særlig for Middelstands- og Smaakaarsfolk i København og de større Byer er naturligvis steget betydeligt, navnlig efter at vi er blevne organiserede. Foreningen her i Byen begyndte med at fastsætte et Minimumshonorar af 10 Kr. for Smaa­kaarsfolk, der dog nogle faa Aar efter for­højedes til 12 Kr. og staar derved endnu; før den Tid fik man nemlig meget ofte 4-6 Kr. hos Smaafolk; 6 Kr. regnedes den Gang for mindste Betaling, da det var Fattigvæ­senets Takst; nu betaler Magistraten 10 Kr. for Ubemidlede, som før Fødslen har hen­vendt sig til Distriktsforstanderen og søgt gratis Jordemoderhjælp. Familiens Forhold bliver da undersøgt, og Forstanderen afgør i hvert enkelt Tilfælde om Hjælpen er be­rettiget; denne har ikke Fattighjælps Virk­ning.
For det bedst stillede Publikum derimod er Betalingen ikke steget saa meget som mange er tilbøjelig til at tro. Taler man med gamle Jordemødre, der har praktiseret i Dalernes Tid, da hører man altid, at Be­talingen for en Fødsel den Gang var lige saa meget i Daler, som nu i Kroner, natur­ligvis spiller nu ogsaa Udgiften til Sygeplej­ersken, der ikke kendtes den Gang, en ikke uvæsentlig Rolle.

Men tager man nu i Betragtning, de fuld­stændig forandrede Livsvilkaar og det ufor­holdsmæssige store Antal af Jordemødre, der nedsætter sig i København, for en stor Del paa Grund af de slette økonomiske Kaar paa Landet, samt det ringe Fødselsantal i Forhold til Jordemødrenes Antal, saa vil man forstaa, at Forholdene heller ikke her er ideelle.

Der er i København og paa Frederiks­berg henimod 200 Jordemødre (150 af dem er i Foreningen), der er gennemsnitlig ikke én Fødsel om Ugen til hver Jordemoder.

Ved nogle Spørgeskemaer, der udsend­tes her i Byen til Jordemødre for faa Aar siden, oplystes det, at Størsteparten af Kø­benhavns Jordemødre tjente 1500 Kr. og derunder.

Det er umuligt at forstaa, hvordan en Jordemoder, der tjener saa lidt, kan holde Pige til at gøre hendes grove Arbejde og tage mod Besked, naar hun er borte, holde Telefon, bo ordentlig o. s. v. Uden disse tre Ting er det nemlig ganske ugørligt at skaffe sig Praksis i København. —

Vi venter derfor her med lige saa stor Spænding paa Kaarenes Forbedring, som de paa Landet, idet vi sikkert tror, at Forhol­dene da ogsaa her i Byen vil bedres. Skulde vi ud over dette ønske mere, maatte det være Jordemødrenes Uddannelsestid forlænget muligvis fra l til 2 Aar. Repetitionskur-sus for ældre Jordemødre har længe været tiltrængt, men efter sikkert Forlydende vil Jordemoderskolens Forstander, Overlæge Hauch, søge dem paabegyndt næste Efteraar.

Det er ogsaa vort Haab at faa alle Jorde­mødre i Danmark organiserede; der er ca. 1100 Jordemødre i Landet, og lidt over 700 er i Alm. dansk Jordemoderforening.

Vi skylder Professor Leopold Meyer stor Tak for hans Interesse og Arbejde for denne Forening. Han har været dens Formand i de 9 Aar, den har eksisteret, og trak sig nu tilbage fra Bestyrelsen ved Mødet den 16.-17. September.

I hans Sted valgtes Overlæge, Dr. med. Hauch. —

Der var megen Stemning for, nu da Pro­fessor Leopold Meyer ikke ønskede Genvalg, al vælge en Jordemoder til Formand, men man frygtede for, at Planen var for lidt for­beredt, og vedtog derfor at vente en Stund endnu.

Hvis det er lykkedes mig med disse korte Oplysninger at vække Deres Inter­esse for en Stand, der ikke alene for dens egen Skyld, men ogsaa for hele Samfundets, behøver Støtte, saa skulde dette glæde mig, og Dansk Kvindesamfund, som har gi­vet mig Anledning til Udtalelserne, vil da have føjet endnu et Led til Rækken af sine gode Gerninger.