Regina Petersens tale om kvindelige lægers forhold

Det var i 1874, at en modig og handle­dygtig Kvinde brød den første Bresche i en af de mange Privilegiets Mure, som Mænd - til umaadelig Skade for en na­turlig Samfundsudvikling — har været Mestre i at oprejse ikke blot mellem sig og Kvinderne, men ogsaa i høj Grad mellem sig selv indbyrdes, og som det i lange Ti­der vil blive Kvindernes største og betydningsfuldeste Opgave at arbejde paa at ned­bryde.

Det var altsaa i Begyndelsen af Aaret 1874, at en Kvinde indgav Ansøgning til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet om Tilladelse til at studere Medicin ved Københavns Universitet. Dette gav Stø­det til en Række vidtløftige Forhandlinger mellem de høje og lærde Herrer. Sagen vandrede fra Ministerium til Konsistorium og fra Konsistorium til de forskellige Fa­kulteter, tilbage til Konsistorium, der gav Indberetninger til Kultusministeriet. Her udarbejdedes der saa — dog først efter en indhentet Udtalelse af Justitsministeriet - et Udkast, der (efter Forelæggelse i de enkelte Fakulteter og Konsistorium) blev gjort til Genstand for Afstemning i den akademi­ske Lærerforsamling og endelig efter c. 1 l/2, Aars Forløb udstedtes den kgl. Forordning af 25. Juni 1875, hvorefter det tillades Kvin­der at erhverve akademisk Borgerret ved Københavns Universitet.

Indenfor det medicinske Fakultet afgaves der en Flertalserklæring og en Mindretalserklæring. Denne sidste er i en fornø­den Omskrivning i formildet Form gengivet i Universitetets statistiske Aarbog. Man an­ser det i denne Mindretalserklæring for at blive til ubodelig Skade og at ville medføre meget beklagelige Forhold for vort Univer­sitet, naar dets Bestemmelser forandres i en saadan Hensigt. Og hvad der navnlig maatte opfordre til af al Magt at modarbej­de Kvinders Indtrængen mellem de medi­cinske Studerende, var Hensynet til disse og den almindelige Sømmelighedsfølelse, og at de studerende paa Grund af denne vilde være stemte imod Kvindernes Indtrængen var forklarligt nok. Det var endivere glæ­deligt at se, at der baade i England og Ame­rika videnskabeligt bevistes, at Kvinden al­drig kunde vinde Mandens Evner, men kun opnaaede at miste alle de Kvindekønnet til­hørende Fortrin og særegne Begavelser og gjordes uskikket til sin Bestemmelse her i Livet, hvilket hun vitterligt kun opfyldte som Mandens Hustru. Og Erklæringen sluttes endelig i Udtryk, der virker uhygge­lige i al deres Brutalitet: Den offentlige Prostitution er et nødvendigt Onde, kvin­delige Medicinere et unødvendigt Onde. Der var dog kun en eneste Mand, der mente at maatte fremkomme med en saadan Mindretalserklæring. I Mod­sætning til denne virker Flertalserklæringen ved sin kølige og værdige Ro. Den mener at maatte tilraade Kvinderne en om­hyggelig Prøvelse, naar de vilde følge et for­mentligt Kald til at virke som Læge, men da der baade fra ældre og nyere Tid haves enkelte Eksempler paa, at Kvinder have opnaaet at indtage et hæderligt Standpunkt baade i selve Lægevidenskaben og dens praktiske Udøvelse, vilde det være ubilligt at nægte Kvinder, som alvorligt attraa det, Adgang til at udvide deres Evner og erhver­ve sig Kundskaber i denne Retning; — Og: man (Flertalserklæringens Mænd) nærer for Kvindernes egen Skyld Betænkelighed, hvad det angaar, at de skulde studere sammen med de mandlige, men »vi frygter aldeles ikke for, at der fra vore Studenters Side skal rejse sig Vanskeligheder for Sagen«.

Den første Forhindring var altsaa kla­ret, og 1885 fik Danmark sin første kvinde­lige Læge, Frk. Nielsine Nielsen, hvem De sikkert alle har hørt nævne. Men heller ikke den første Ansættelse som Kandidat gik helt stille af; thi Frk. Nielsens Ansøg­ning om en Kandidatplads ved Kommune­hospitalet foranledigede Københavns Ma­gistrat til at forespørge Direktøren for Fre­deriks Hospital, hvorledes man dér vilde stille sig i et saadant Tilfælde, og da Svaret blev, at det maatte betragtes som en Selv­følge, at de kvindelige Kandidater stilledes lige med de mandlige ved Ansøgningen om Kandidatpladser, indgav den Mand, som havde udtalt sig i Mindretalserklæringen og som var Overlæge ved Frederiks Hospital, sin Afskedsbegæring, da han ikke kunde efterkomme et Paalæg om eventuelt at op­tage kvindelige Kandidater paa sin Afde­ling. Og da det Kompromisforslag, Konsi­storium kom med, ikke billigedes af Mini­steriet, bevilgedes Overlægens Afskedsbegæ­ring.

Siden 1885 har 63 Kvinder taget medi­cinsk Embedseksamen herhjemme.

I al Almindelighed saa man naturligvis paa de kvindelige Pionerer i den medicinske Verden  med samme  Øjne,  hvormed man  betragtede alle de Kvinder, der var med til at rydde det første Stykke Vej til Maalet: Kvindens  Ligeberettigelse. Deres  Handlemaade  var  jo  ukvindelig, ikke  passende, i unaturlig, i Grunden latterlig.

Og hvorledes stillede de mandlige Studiekammerater sig. Alt i alt maa det siges, at Flertalserklæringens  Mænd  havde  Ret, naar  de ikke frygtede Vanskeligheder  fra de mandlige Studenters Side, thi bortset fra enkelte, som paa lidt ubehagelig Vis har lagt  sin Antipati  for Dagen,  saa har de fleste i deres Færd været indifferente og al­tid har der været nogle, som med Sympati har set  Kvinden  slutte sig til  Lægernes Skare. Nu tager de mandlige studerende det som en Selvfølge, at Kvinder er Medicinere, og i Aarenes Løb er det gennemgaaende blevet lettere og lettere for de kvindelige Studenter. Men dog, naar Kandidat­eksamen er taget, faar Kvinderne at mærke, at Mændene  til syvende og sidst føler sig solidariske og ikke ugerne forbigaar Kvin­derne. Ogsaa dette Forhold bliver mindre stærkt udtalt, men denne ikke altid helt haandgribelige og dog mærkbare Modstand føles, især hvor det gælder for de kvindelige Læger at opnaa Specialuddannelse. — Saa meget mere prisværdigt er det, at det er lykkedes en kvindelig Læge, Frk. Eli Møller, at fuldføre et rent videnskabeligt Arbejde, idet hun 1906 tog den medicinske Doktorgrad. Og hvorledes er de kvindelige Læger blevet modtaget ude i Befolkningen? Baade med Varme og Tilbageholdenhed. Med størst Taknemmelighed er de modtaget af Middelstandens og de fattiges Kvinder baade i By og paa Land. Thi ogsaa Landbe­folkningen har mødt de kvindelige Læger med Tillid. Der er nu 7 kvindelige Læger, der praktiserer ude paa Landet, 9 har ned­sat sig som praktiserende Læger i de større Provinsbyer og 17 har Praksis her i København. 16 af disse 33 praktiserende er gifte, hvoraf 4 med Ikke-Læger, og om flere af de øvrige forlyder det, at Fruens Klientel saa langt fra er det mindste. Nogle kvin­delige Medicinere har giftet sig uden at praktisere, og iøvrigt findes der nu kvindelige Læger spredte rundt om paa Landets Stats-, Amts- og kommunale Hospitaler og Klinikker som Reservelæger, Kandidater og kliniske Assistenter. Faa, altfor faa er blevne ansatte som Sygekasselæger, skønt der ved afdøde Prof. Brandes’ Initiativ alle­rede 1890 ansattes en kvindelig Læge som Sygekasselæge i »Gensidig Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere«. Men der øves fra Sygekassebestyrelsernes Side en absolut Modstand. 5 kvindelige Læger er ansatte som offentligt visiterende Læger, nemlig 2 i København, 1 paa Frederiksberg 1 i Aarhus og l i Horsens. I Forholdet til Udlandet kan nævnes, at en dansk kvinde­lig Læge har haft den Ære at optages som Korrespondent til et fransk videnskabeligt medicinsk Selskab.

Endnu har ingen kvindelig Læge opnaaet en overordnet Lægestilling. Ingen beklæder Pladser som Overlæge, Fysikus, Distriktslæger og heller ikke som Kommu­nelæger eller Skolelæger end sige som Uni­versitetsprofessorer. Dog, at de kvindelige Læger om ikke mange Aar vil have faaet Lejlighed til at dygtiggøre sig, saa det bli­ver en Urimelighed at modsætte sig saadanne Ansættelser, derom kan der fornuftigvis ikke næres Tvivl. Saa er alle de forskellige  Arbejdspladser paa Lægernes Virkefelt taget i Besiddelse ogsaa af Kvinderne. Lan­det er erobret, men naar Kvinderne ikke mere hæmmes og Kræfterne ikke mere spre­des til at overvinde denne mere ydre Mod­stand om Arbejdspladserne, da begynder det vigtigste Arbejde, nemlig en mere indtrængende Undersøgelse af, hvorledes dette Land nu er dyrket af Mændene. Da er det Tid at prøve til Gavns og spørge om den Maade, hvorpaa Mændene har udviklet Lægevidenskaben er den bedste eller blot eneste mulige, da skal Kvinderne for Alvor gøre deres særlige Indsats i Arbejdet. — Thi hvis blot Kvinderne indordner sig i Mændenes Rækker og slavisk gaar ad disses en Gang afstukne Vej uden med vaagen Sans at undersøge, om de Veje nu ogsaa sikkert fører til det egentlige Maal, da betyder Kvindernes Fremmarsch om end me­get set ene og alene fra et Kvindestandpunkt, dog uden Tvivl mindre fra et almin­deligt socialt. Men det vil sikkert vise sig, at Kvinderne har noget særligt at give, saaledes at deres Deltagelse i det sociale Liv kommer til at betegne en ny Tid, naar de først har Kampen med Mændene til Side og fuldt ud kan være med i Arbejdet for de forskellige Opgaver. Men dette hører Frem­tiden til, og kun den, der lever, vil faa det at se.