Sophy A. Christensens tale om de kvindelige kunsthåndværkere

Hvad vi Kvinder mangler — hvorhen Fremtiden bør bære — og hvad vi har naa­et — kan jeg ikke sige paa 10 Minutter, uden at gøre Undskyldning for Formen, da jeg har haft meget lidt Tid til at for­berede, hvad jeg har at sige.

Min Uddannelse som Snedker varede 5 Aar — paa almindelige Betingelser for Snedkerlærlinge, 10 Timer daglig paa Værkstedet og derefter 2 Timer paa Teg­neskole om Aftenen, Aaret rundt uden andre Ferier end Helligdagene. Jeg vilde naa det samme som mine mandlige Kolleger og maatte derfor gøre det samme Arbejde. Saa rejste jeg nogle Aar i Udlandet for at studere mit Fag og blev derefter Snedker­mester; — i 10 Aar.

Naar nu Forældre — særlig Mødre — kommer og melder deres Døtre ind paa Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder — som jeg nu er Forstander for - og hører at Uddannelsen til de forskellige Fag som Cicelører, Gravører, Broderi- og Mønstertegner, Porcellainsmalere etc. va­rer 4 à 5 Aar, med 5 Timers daglig Undervisning i de 2 første Klasser, og 8 Ti­mer i de 3 ældre Klasser — ja! saa er de­res første Tanke — som oftest — saadan havde vi slet ikke tænkt det«. — Nej! de havde tænkt enten at have et paalideligt Sted at sende deres unge Døtre hen under Opvæksten, — eller ogsaa, at Døtrene ved Siden af at være til Nytte i Hjemmet skul­de lære — lidt — til Hjælp; men ikke, at deres Datters Uddannelse skulde tages ligesaa alvorligt som deres Sønners.

Det er denne Forskel i Opfattelsen af, hvad Forældre skylder deres Børn - Drengene først, Pigebørnene, hvad der kan blive Raad til, naar Drengene er »færdige« —  jeg støder paa, som er uretfærdig og uforsvarlig.  Nu om Stunder er der ikke Brug for dem, der vil lære »lidt«, men for dem, der vil lære »meget«.
Hele vor Berettigelse til at gaa ind i de forskellige Næringsveje, der tidligere udelukkende var Mandens, beror paa, om vi vil gøre vort Arbejde med den samme Alvor og opnaa den samme Dygtighed, som Mændene, og helst blive bedre og dyg­tigere end de.

Fra Naturens Haand findes der dyg­tige Mænd og dygtige Kvinder — og daarlige Mænd og daarlige Kvinder — men baade Mænd og Kvinder har medfødte An­læg, der er forskellige, og som man bør ta­ge al mulig Hensyn til for at disse kan supplere hinanden i Stedet for at bekæm­pe hinanden.

Det, det gælder om for os Kvinder, er at finde, hvor vore Evner er og derpaa at faa dem udviklede, saa vort Arbejde er en Værdi, der er Efterspørgsel efter paa Grund af dens særlige Ejendommelighed.

I et lille Land som Danmark, hvor Op­lysningen er saa god, og hvor der stadig fortælles, at vi skal kæmpe for vor Uaf­hængighed og for at faa den økonomiske Side i Orden — forekommer det mig at ligge nær, om vi ogsaa arbejdede herpaa ved at udvikle nye Omraader, som har Værdi paa Verdensmarkedet, ved f. Eks. at faa vor Kunstindustri op paa en saadan Højde, at man ogsaa forlangte andet »dansk« Kunsthaandværk end Porcellain. — Naar vore 2 Porcellainsfabrikker staar saa højt, er det en Ære for os, at der paa Fabrikkerne sidder en Stab af unge Da­mer, der ved deres Intelligens og Kultur har bidraget meget til, at Fabrikkerne har været i Stand til at naa saa store Resul­tater, men der er endnu en Masse Omraader, der med ligesaa stor Ret burde tages op, ikke mindst paa Broderiomraadet, som ved at dyrkes nationalt absolut vilde blive en Verdensartikkel — (som Handarbetes Vänner i Sverig) — i Stedet for at vi nu lader Masser af Landets Penge gaa til Tyskland for Arbejder, der staar langt un­der, hvad vi selv er i Stand til at frem­bringe - jeg tænker nærmest paa Hedeboarbejder og Guldbroderier som nationalt dansk, men ogsaa paa Guldsmederi og andre Fag.

Naar jeg raader Kvinder til at interes­sere sig for Kunstindustri og særlig Haandarbejde og andre Arbejder, der ikke for­drer store legemlige, men kultiverede Kræf­ter er det fordi jeg har prøvet, hvad det vil sige at arbejde som Haandværker og ved, hvor stor fysisk Styrke, der skal til — det vil altid blive de færreste, der mag­ter det — og jeg tror, det vil være en na­turlig og lykkelig Ordning, om Kvinder tog Arbejdet op, hvor Mandens Taalmodighed slap — med alt, der laa indenfor deres legemlige Kræfter, og saa lagde deres sær­lige Anlæg og Evner i deres Arbejde, saa de blev finere kultiverede Arbejdere end Mændene.

Men for at naa dette, maa Uddannelsen være ligesaa lang og fyldig som Mandens, snarest længere, og Arbejdet maa tages op med ganske den samme Respekt for det, som den, hvormed Mændene tager deres Faguddannelse — saa vil Kvinderne ogsaa kunne faa den samme Løn for deres Ar­bejde som Mændene.
Det jeg nu har sagt, skulde være for at vise, hvad der mangler os, nemlig: »Re­spekt for og Forstaaelse af Faguddannel­sens Betydning«. Med Hensyn til, hvad Veje vi skal gaa i Fremtiden: »ind paa Omraa­der, hvorved vi skaber os selv og vort Land gode og smukke Indtægtskilder, overens­stemmende med vore legemlige og aandelige Kræfter.

Saa mangler jeg kun at sige, hvad jeg mener, der er naaet, og da træffer det sig saa heldigt, at jeg kan lade Dem selv døm­me ved at aflægge et Besøg paa den aarlige Udstilling af Elevarbejder paa Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, Vestre Boulevard 10, der er oprettet af Dansk Kvindesamfund for 36 Aar siden, Udstil­lingen er aaben hver Dag fra Kl. 12-4, sidste Dag paa Søndag.

De vil da faa at se, hvad en rationel Faguddannelse kan føre til paa forskellige Omraader, saaledes at Eleverne efter endt Uddannelse kan gaa ud i Livet og gøre god Fyldest, som Guldsmede, Gravører, Brode­ri- og Mønstertegnere, som Porcellainsmalere og Modelører, paa Reproduktions­anstalter og i mangfoldige andre Fag, for­di de har en alsidig Uddannelse. I Aar har 26 Elever faaet gode Stillinger, og flere er der Brug for, da Arbejdsgiverne hen­vender sig paa Skolen for at faa den Hjælp, de har nødig.

Det skal være mig en Fornøjelse at vise Dem Skolen og give Dem de Oplysninger, De muligvis kunde ønske.