Skip to content

August Samuel Kjeldsen Nybros tale "Min drøm er et modsvar til et fællesskab båret af skål og alkoholrus" ved Talefest Syd

Ingen kendte rettigheder

Om

Taler

August Samuel Kjeldsen Nybro
Elev på Sct. Knuds Gymnasium

Dato

Sted

Odense Centralbibliotek

Tale

I dag vil jeg gerne tale om en drøm, ikke en fjern fantasi, men en vision for vores samfund.  Drømmen om fællesskaber og fester, hvor alle kan være med. Drømmen om det gode ungdomsliv med grin og en god følelse af sådan ægte at være sammen om noget. 
Vi har alle oplevet de øjeblikke, hvor et socialt arrangement synes ufuldstændigt uden et glas i hånden. Men hvad nu hvis vi drømte om at skabe nye normer og finde alternative måder at mødes på - uden at alkohol er den centrale aktør? 
Debutalderen for unges alkoholforbrug er rykket næsten ud af grundskolen, men en undersøgelse viser, at fra det sekund unge begynder på en ungdomsuddannelse, stiger deres alkoholforbrug drastisk. Så der ér grund til bekymring. En skræmmende statistik afslører, at der faktisk hver måned er et ungt menneske, der dør på grund af alkohol. Man ser det lige for sig- ham der i fuldskab og piv træt lægger sig på skinnerne en tidlig morgen og bum, en eneste forkert beslutning koster ham livet. 
Der er ingen tvivl om at sammenligner vi danske unge med unge i andre lande, er vi dem der drikker mest og drikker fuldskabsorienteret med indtagelse af virkelig store mængder alkohol over kort tid. Hver 5. ung i alderen 15-20 år overskrider sundhedsstyrelsens højrisikogrænse - det vil sige drikker flere end 14 og 21 genstande om ugen for henholdsvis kvinder og mænd. Men hvorfor drikker danske unge overhovedet så meget? 
Hvorfor er alkoholen så fristende for de unge? Hvad er det mon ved det moderne ungdomsliv som gør at unge har så svært ved at kontrollere deres alkoholindtag. 
I dansk kultur lærer man tidligt at alkohol er en slags flydende fællesskab på flaske, når man drikker sammen hører man sammen. Kort sagt alkohol bliver en sammenhængskraft. Fravælger man alkoholen fravælger man desværre også fællesskabet. Det er ikke kun et spørgsmål om at vælge en drik - det er et spørgsmål om at vælge sikkerhed og beskyttelse af sin plads i fællesskabet Spørgsmålet er bare om alkohol bør være den lim, der binder unge sammen i et fællesskab? 
Lad os også tage et kig på hvad der sker når unges fællesskabsfølelse og drukkultur går hånd i hånd.  Det bliver meget svært at sige nej tak til alkoholen, for hvem gider at være ham eller hende der risikerer at blive udelukket fra fællesskabet, fordi man i andres øjne ikke har lyst til at deltage.  Fuldskab fører alt for ofte til fortrydelse og måske endda moralske tømmermænd som skal bæres med i bagagen. 
Min drøm er et modsvar til et fællesskab båret af skål og alkoholrus. Vi har brug for at skabe nye fællesskaber. Fællesskaber, hvor sammenholdet eller det, man laver, er det vigtige - og hvor det betyder mindre, om og hvad man drikker. I disse nye fællesskaber skal det ikke længere være alkoholens tilstedeværelse, der definerer vores forbindelse til hinanden. I stedet bør vi fokusere på aktiviteter, interesser og værdier, der forbinder os på en dybere og mere meningsfuld måde.  
Ved at flytte fokus væk fra alkohol åbner vi døren for en bred vifte af muligheder for at føle fællesskab. Det kan være alt fra at være sammen om sportsaktiviteter til stille og rolige filmaftener.  Det afgørende er, at dét, der samler os, er en fælles interesse, et engagement eller formål - ikke vores alkoholindtag.
Disse nye fællesskaber skal give os unge mulighed for at opdage nye sider af os selv og hinanden. Vi skal dykke ned i vores lidenskaber og interesser og opbygge dybere og mere meningsfulde relationer.  Tænk hvis vi unge udforskede nye måder at have det sjovt og nyde hinandens selskab uden at være drevet af fuldskab.
Det er på tide at omsætte denne drøm til virkelighed. Vi har brug for at du bliver den ene unge der tør vise nye og sundere alkoholvaner. Du kan være ham eller hende der starter en inkluderende alkoholkultur modsat den nuværende ekskluderende måde at feste og være ung på. 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret