Jeg vil godt lige starte med noget, der er lidt usædvanligt, og det er nemlig, at jeg gerne vil overbringe salen en hilsen, og det drejer sig egentlig om et forslag, som vi har vedtaget tidligere i dag, og som handler om at give ofre for terror i udlandet ret til erstatning, og det er simpelt hen moren til den dræbte kvinde i Marokko, Helle, som lige har sendt mig en sms og sagt, at jeg skulle hilse hele Folketinget og sige hjertelig tak for, at I har stemt det igennem, og at det nu forhåbentlig bliver nemmere for andre, end det har været for hende.
Så vil jeg gå videre til noget andet, som også har en terrorpendant, og det er jo koranafbrændingsloven, som den er benævnt i folkemunde, og som vi behandler her i dag, og det, som vi med det her forslag kigger ind i, er simpelt hen en strafferamme på 2 år. Det er et kapitel i straffeloven, hvor man kommer i kategori med terrordømte. Det er noget, som giver en bedre beskyttelse af Koranen end af grundloven. Det er det, som regeringen i dag sammen med De Radikale vil stemme igennem. Bare få år efter at et massivt flertal i Folketinget faktisk besluttede sig for at afskaffe blasfemiparagraffen, står vi nu her. Det er en regering, der sammen med De Radikale vil tromle en både unødvendig og en uværdig lovgivning igennem.
Den er unødvendig, fordi andre lande omkring os, som også oplever koranafbrændinger, ikke ændrer deres lovgivning. Den er unødvendig, fordi der er tale om få enkeltpersoner, som står bag mange afbrændinger, og unødvendig, fordi man med politiloven reelt evnede at lukke ned for Rasmus Paludan, og uværdig, fordi vi med den her lov bøjer os for lande, som sætter Koranens ord højere end hvert eneste individ i deres egne samfund. Det er samfund, som med mord, vold, tortur, fængslinger, steninger og systematisk forskelsbehandling lader religionen veje tungere end de mest basale individuelle rettigheder, og som hver eneste dag krænker deres egne befolkningers menneskerettigheder. Det er uværdigt, fordi man reelt har givet op for forsvaret af det sekulære demokrati og ytringsfriheden, når der kommer et pres udefra, og det er også uværdigt, fordi man reelt har givet op for diplomatiet og evnen til at stå fast over for fremmede nationer, uden at påtage sig ansvaret for, hvad en hvilken som helst tosse i Danmark kan finde på.
Ændrer Iran måske sin lovgivning, fordi Danmark føler sig stødt over noget, som en iraner kunne finde på? Gør Pakistan? Gør Saudi-Arabien? Svaret er nej. Lige nu er der en dansk kvinde, som risikerer 3 års fængsel for påstået utroskab i Dubai, og Danmark risikerer med den her lov at sende f.eks. kunstneren Firoozeh Bazrafkan i fængsel i 2 år, hvis hun fortsat insisterer på at rive Koranen på et rivejern som led i sin kunstneriske kritik af præstestyrets grusomme kvindeundertrykkelse i Iran. Det er jo det niveau, som Dubai og den danske regering er ved at bevæge sig ind på, altså at kvinder kan straffes med fængsel for handlinger og ytringer, som Koranen ikke bryder sig om, og det er skandaløst.
Så er det jo også meget specielt at stå her i Folketingssalen i dag, hvor clearingerne er ophævet. I ugevis har vi jo hørt regeringen klynke noget over, at alle regeringspartierne skulle deltage her i dag og stemme den her lov igennem, som var det hverdagskost. Men det er ikke hverdagskost, og sandheden er jo, at vi alle sammen udmærket godt ved, at grundloven nok siger, at vi kun er bundet vores samvittighed, men vi ved jo også, at flere i dag måske skal gøre vold på deres samvittighed for ikke at bringe deres egen regering i mindretal. Vi ved alle sammen, at der i dag er en række medlemmer af regeringspartierne og Radikale, som ikke stemmer med hjertet, det fortvivlende resultat kender vi om lidt, og hvis regeringen med det yderste af neglene kan holde sammen på sit flertal, kan beslutningen jo desværre ikke gøres om. Jo, formelt kan et nyt flertal godt gøre det om, men realpolitisk har regeringen jo gjort nogle få enkeltpersoners koranafbrændinger til Danmarks og til regeringens problem. I stedet for at slås for vores lovgivning og det sekulære demokrati føjer man totalitære islamistiske regimer og gør enkeltpersoners koranafbrændinger til Danmarks problem.
De her lande ved da udmærket godt, at det hverken er repræsentativt for Danmark eller danskere at brænde koraner af, og de ved også udmærket, at regeringen ikke billiger koranafbrændinger, men de er lykkedes med presset på udenrigsministeren og regeringen, og regeringen giver dem en propagandasejr, en sejr, som de kan vise til deres befolkninger, og som de kan vise til muslimer i Vesten: Se her, selv i Vesten kan vi nå jer; selv i Vesten har vi magt.
Det er jo derfor, at den her lov ikke bare lige lader sig omgøre. For regeringen har gjort det til den til enhver tid siddende regerings danske ansvar at værne om Koranen over for fremmede magter. Så en afskaffelse af loven vil øjeblikkelig blive opfattet som en decideret fjendtlig handling, en krigserklæring, og så må man spørge: Hvilke går lande går fri af mullahernes vrede? Har Sverige ikke oplevet terror? Har Norge, Belgien, Frankrig, Spanien, Storbritannien, Holland, Tyskland og Østrig ikke oplevet terror? Vi har alle sammen oplevet terror uanset vores forhold til blasfemi og ytringsfrihed, og sandheden er jo, at vi aldrig – aldrig – kan tilfredsstille islamismen. Vi er i konstant konflikt med dem, og derfor står det jo også helt klart, at et koranafbrændingsforbud kun er en lille del af de krav, som vi kan blive mødt med i fremtiden. Med Tibetkommissionen fik vi afdækket, hvordan skiftende regeringer og embedsværk igen og igen har bøjet sig for kinesiske krav. Nu har udenrigsministeren og regeringen og Radikale udvidet antallet af lande, som gennem pression, som på overfladen handler om fetaeksport, men som lige under overfladen reelt handler om terror, kan få Danmark til at bøje sig. Det er voldsmandens veto, som er blevet til kalifatets veto. SF stemmer imod lovforslaget.
