Her ved tredjebehandlingen vil jeg gerne adressere en række nye problemstillinger, som kom frem i den høring, som Retsudvalget afholdt efter førstebehandlingen. Almindeligvis, når man har et lovforslag, ligger der jo høringssvar, men i og med at det her lovforslag er et revideret lovforslag, har regeringen ikke fundet anledning til at sende det i fornyet høring, og derfor måtte vi nøjes med at afholde sådan en høring. Noget af det første, der står klart efter den høring, er, at med det her lovforslag får Koranen en højere status end både Bibelen og grundloven. Hvilket signal sender det til unge indvandrere, der ikke har taget Danmark til sig, og som ikke deler danske værdier, at man nu kan tilsøle grundloven, rive den i stykker og sætte ild til den? Samtidig står der i koranloven, at man godt må smide en bibel ud i skraldespanden, fordi den er allemandseje, men det ligger også implicit i lovforslaget, at man ikke må smide en koran ud. Dermed får Koranen automatisk en mere ophøjet status end både grundlov og bibel, endda i et demokratisk land baseret på kristne værdier, og så klinger det ærlig talt hult, når den nye kirkeminister vil have et opgør med radikaliserede islamistiske miljøer, mens regeringen gør Koranen til den vigtigste bog herhjemme og en, som nyder større beskyttelse end både bibel og grundlov.
Det andet, der kom frem i den høring, er, at selv om lovforslaget nu indfører, at man kan blive straffet, minder man bare om, at blasfemiparagraffen jo blev indført i 1866, men at der kun foreligger to domme, en fra 1938 og en fra 1946, og at det også var en af grundene til, at den blev afskaffet af den tidligere regering. For der har aldrig været praksis for at bruge den lov. Det er regeringens ønske, at den her lov, L 65, skal bruges, at den skal håndhæves, og det betyder en helt ny praksis. Dermed vil man også frem over straffe ytringer, som man altså ikke tidligere med den daværende blasfemiparagraf straffede, og det er et nybrud, uanset hvordan man vender og drejer det.
På tilhørerrækkerne sidder den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan. Hun har revet Koranen itu på et rivejern foran den iranske ambassade som en kritik af kvindeundertrykkelse og en undertrykkelse af frihedsrettigheder. Hendes kunst bliver nu ulovlig. Under den høring, som Retsudvalget afholdt, sagde hun, og jeg citerer:
I et demokrati er det ikke magthavernes opgave at udfordre kunstnerne. Det er kunstnernes opgave at udfordre magthaverne.
Hvor havde hun dog ret – hvor har hun dog ret! Under høringen kom det også frem, at en politisk aktivist, som er flygtet fra et islamisk regime og viser sin modstand mod det her regime ved at skænde Koranen, nu risikerer at blive straffet, så vedkommende bliver udvist og sendt tilbage. Det er jo dybt paradoksalt, at de selv samme frihedsrettigheder, som man er flygtet til, nu er med til at sende en ud. Den her kritik er ikke en politisk kritik. Det her er en kritik rejst under høringen af formanden for Dommerfuldmægtigforeningen.
For det tredje har udenrigspolitikken været styrende for tilblivelsen af det her lovforslag. Loven bliver til under pres fra fremmede stater, og det er mildest talt bekymrende, at regeringen er klar til at sælge ud af en af de mest grundlæggende og fundamentale demokratiske værdier, vi har, nemlig ytringsfriheden. For hvad gør regeringen så, næste gang en fremmed udemokratisk stat føler sig krænket over ytringer afsagt i Danmark? Hvad gør regeringen over for det pres, når den har bøjet sig en gang? Hvor ender det her? Det gav hverken PET eller Rigspolitiet svar på ved denne høring. Se bare til vores nabolande, hvor ingen altså går lige så hårdt til værks som i Danmark. Selv om der også er koranafbrændinger i Sverige, har Sverige ikke valgt at indføre så voldsomt et værktøj som et koranafbrændingsforbud. De ændrer blot deres politilov. Det, man kan i Sverige, kan overhovedet ikke lade sig gøre i Danmark. Hvorfor ikke?
Der er mennesker i verden, som vil ofre alt for at få de samme frihedsrettigheder som os. Under førstebehandlingen sagde jeg, at i vores land med stolte demokratiske traditioner smuldrer vi stille og roligt de selv samme frihedsrettigheder væk, blot fordi der er nogle fremmede stater, som føler sig krænket over måden, ytringsfriheden er blevet brugt på af et meget lille antal personer i Danmark. Det er måske endda den farligste vej for et samfund at gå, og det må mane til eftertanke.
I en verden med krig, terror og ufred forventer kommende generationer, at vi står op for vores frihedsrettigheder, for demokrati og ytringsfrihed, og i dag gør regeringen det stik modsatte. Konservative kan ikke støtte lovforslaget.
