I 1520 brændte Martin Luther i al offentlighed en række bøger med den kanoniske ret af, ligesom han også brændte pavens trusselsbandbulle af. Reformationstiden var en af de første gange, hvor satiren blev brugt som ideologisk våben, f.eks. blev paven skildret som et fabeldyr som en blanding af et æsel, en drage og en ged. Luther brugte netop de her billeder i kampen for reformationen, og bramfri, som han var, kaldte han paven for prutteæslet.
Uden blasfemi og uden satire havde Luther og reformationen haft vanskelige kår; måske var det, der skete, slet ikke sket uden. Størstedelen af befolkningen kunne ikke læse, og netop de blasfemiske øgenavne og satiriske billeder gjorde, at reformationen fik en folkelig forankring og blev en bevægelse, der ikke bare ændrede kirke og religion, men skabte fundamentet for det samfund, som vi har i dag.
I det sidste lovforslag til straffeloven i 1930 var blasfemibestemmelsen udeladt. I bemærkningerne til lovforslaget var der henvist til: at blasfemibestemmelsen ikke er påkrævet i vor tid. Det var altså i 1929. Under fremsættelsen af forslaget udtalte daværende justitsminister Carl Theodor Zahle fra Radikale Venstre:
Når der ikke findes en sådan her i lovforslaget, er det, fordi jeg egentlig synes, der er noget stødende ved at have en sådan bestemmelse. Det danske folkesamfund befinder sig i så høj en kultur, at det er overflødigt at have en bestemmelse, som går ud på at give strafferetslig beskyttelse for den religiøse følelse.
Efter vedtagelse af straffelovens § 140 har der flere gange været forslag om at ophæve bestemmelsen igen. I 1973 fremsatte daværende justitsminister Knud Axel Nielsen fra Socialdemokratiet et lovforslag, der bl.a. indeholdt en ophævelse af straffelovens § 140, og i bemærkningerne fremhævedes det:
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der med den udvikling, der har fundet sted siden 1930, ikke længere er grundlag for at opretholde bestemmelsen. Hvis grænserne for ytringsfrihed på dette område overtrædes, vil offentlighedens fordømmelse være en mere effektiv og naturlig reaktion end straf.
I 2014 meldte kulturminister Marianne Jelved og gruppeformanden for De Radikale Sofie Carsten Nielsen sig i koret af fortalere for at afskaffe blasfemiparagraffen. I en kronik i Politiken argumenterede de for en afskaffelse ved at sige, at vores samfund ikke skal bygges op på det tankesæt, blasfemiparagraffen er udtryk for, nemlig at krænkede følelser er vigtigere end ytringsfriheden.
Det her lovforslag, som regeringen fremsætter nu, og som Radikale Venstre støtter, strider imod et fundamentalt princip, nemlig lighed for loven. Hvis man vil, kan man bruge religiøse argumenter, man kan bruge økonomiske argumenter, man kan bruge politiske argumenter, og man kan bruge ideologiske argumenter. Man kan erklære sig enig eller uenig, og man kan latterliggøre de argumenter, man møder. Men at ophøje én gruppe over alle andre og en type af argumenter over alle andre er et fundamentalt opgør med princippet om lighed for loven. Den her lov er en skændsel. Den er dybt usolidarisk over for vores nabo Sverige, og den er en hån mod mindet om Samuel Paty, den franske skolelærer, der blev halshugget, en hån mod Charb, en hån mod Cabu, en hån mod Tignous, en hån mod Georges Wolinski og en hån mod Ahmed Merabet, som var nogle af de mennesker, der blev dræbt, da Charlie Hebdo blev angrebet.
Til et samråd om koranloven spurgte jeg udenrigsministeren, om han i sommerens telefonsamtale med den iranske udenrigsminister eventuelt havde sagt noget i retning af: Hvis der er danskere, der holder op med at behandle koranen utilbørligt, kunne I så holde op med at slå iranske kvinder ihjel? Til det svarede den danske udenrigsminister, at han ikke kunne huske, om han havde sagt noget i den retning.
Den her lov er en hån mod skolelærere, mod satirikere, mod iranske kvinder, der bliver pisket til oplæsningen af koranvers, hvis ikke dræbt, og mod unge norske socialdemokrater, der blev myrdet med henvisning til middelalderlige korstog.
SF kan ikke støtte loven, og vi vil virkelig opfordre til, at de medlemmer af regeringspartierne, der også er imod den, tænker sig om en ekstra gang. Tak.
