Uanset hvad jeg laver, skal jeg præstere.
Når man holder en tale, må man ikke gemme sig i hjørnet med armene over kors. Vær åben og energisk, tal højt og tydeligt, følg bogen og modellen og den skitserede struktur, men vær kunstnerisk og original, ellers er det jo kedeligt eller ligefrem plagiat. Balancér dit ordvalg, toneleje og trykfordelingen, balancér og præstér.
Uanset hvad jeg laver, skal jeg præstere.
Sving videre til historie, hvor du er grundig og kildekritisk, så er der engelsk, hvor du mestrer hook to book, og har absolut gehør, når det kommer til morfologi. Derefter har du ”pause, huh (udånding), hvor du bare skal være dit ekstroverte jeg, der har de vildeste historier, mens du lader som om, at akavet stilhed, det er slet ikke en ting.
Efter skole kan du både være den gode medarbejder, den dygtige sportsudøver, den søde kæreste og også yndlingsbarnet, der lige svinger støvsuger, når man kommer hjem.
Og alt det her, det gør vi jo alle sammen helt naturligt.
Uanset hvad jeg laver, skal jeg præstere. Jeg skal være en smilende topkarakter på alle parametre, i alle sammenhænge. Jeg ser til 12-talsmennesket i mig selv, og i mange af de jævnaldrende, jeg har omkring mig. Og det skræmmer mig. For 12-talmennesket er ikke en holdbar tilstand. Kortvarigt stress er en effektiv mekanisme, der kan tromle igennem, når det er nødvendigt. Men stress er en belastningstilstand, som du ikke kan leve i uden at mærke konsekvenser. Det må ikke blive en hverdag.
Statistikker og forskningsartikler oser af tal om øget mistrivsel, og danner et tydeligt billede af en problematisk tendens. Samtidig, bliver 12-talsmennesket stadig forsvaret, og jeg ser forældre, der vifter det væk med et klap på skulderen og en kleenex til næsen. Som fortæller, at det kunne de sagtens overskue, da de var på din alder. Venner, som kalder deres jævnlige sammenbrud for ”normale” eller ”bare en del af at være ung.”
Samtidig er det jo rigtigt, at 12-talsmennesket skaber resultater. 12-talsmennesket idoliseres og belønnes, mens det kommer ind på sit drømmestudie, bliver forfremmet, får medaljer og ros.
Problemet er jo, at du ikke kan få det hele, du kan ikke nå det hele. Og hvis du prøver, bliver du før eller siden, af ren udmattelse, tvunget til at skære ned og skære fra.
Så med en accept af præmissen om, at det simpelthen ikke er muligt at nå det hele, tror jeg i stedet på, at ”man skal vælge, hvor man vil fejle.”
Jeg tror på at lade de uundgåelige fejl være bevidste og velovervejede valg, fremfor sjusk.
Altså lad fravalget blive en rationel beslutning, fremfor noget ukontrollerbart, der smuldrer mellem hænderne på dig. Så hvis du vil komme for sent, så kom ordentlig for sent. Så drop den morgentime, sov ordentlig ud og pas på dig selv. Eller forudsig, at det her sker, og fravælg festen. Eller træningen. Eller jobbet. Tag kontrol over dine ’mangler’ ved at vælge, hvor du vil fejle.
