Morgenen i Palæstina rejser sig som en tavshed af ruiner. Ruiner som engang blomstrede med pulserende liv. Palæstina bliver ikke længere vækket af fuglenes harmoniske klang, men af ulykkelig gråd og skrig som lyden af farende sirener. En symfoni af smerte. En symfoni af frygt.
Palæstina vågner ikke op til deres frugtbare oliventræer, hvis grønne kroner vuggede i vindens brise. Oliventræerne er blot erindringernes skygge. Træerne er Palæstinas vidner til fortiden.
Hvis symbolet på fred, visdom og medmenneskelighed er besejret. Hvad har du så tilbage? Hvad har du at vågne op til? For Palæstina vågner op til et ødelagt landskab.
Et dystopisk teater af støv der hvirvler og en tørhed som våger over landet som et
usynligt tæppe.
usynligt tæppe.
Et liv hvor man er hjælpeløs. Et liv hvor håb er dit sidste oxygen. Et liv hvor drømme holder pulsen i live.
Den 7. oktober 2023. En dag hvis rædsler ramte som et uventet tordenbrag. De Civiles dommedag.
En besættelses væg bliver braset ned efter 75 år.
Hamas angriber. Men Israels respons blev kastet tilbage som et nådesløst helvede. Som en grå sky over Gaza regner det ned med bomber. En melodi af ødelæggelse.
Undertrykkelse, massesult, hospitaler og skoler som er ofre for bombernes vrede, udslettelse af nabokvarterer og massemord. De sidste 25 uger har været slemme. Men det har stået på i 75 år, det må vi ikke glemme.
Intet, kan retfærdiggøre Hamas’ gerninger - men folk i Gaza skal ikke kollektivt straffes på baggrund af Hamas’ handlinger.
Man dræber ikke alle roserne i en have, bare fordi der er en som er roden.
I samme åndedræt er det umuligt at legitimere det uendelig folkedrab det palæstinensiske folk har været udsat for.
Grusomheden mod Palæstina blev ikke frembragt i 2023.
Det var blot et nyt kapitel i historien. Det første kapitel startede efter besættelsen af Palæstina i 1948.
Skubbet ind i Gazastriben. Som fugle bag tremmer kunne de hverken komme ind eller ud.
Palæstinensiske generationer der lever i skyggen af mord og destruktion. For deres hjem blev revet væk med rødderne. Det eneste efterladt var et kæmpe hul som kun den uendelige tomhed kunne fylde.
Hvornår åbner verden øjnene op? Hvornår stopper den dokumenterede ulovlige besættelse af Palæstina?
De kaster med sten. Mod missiler og avanceret teknologi, men der bliver stadig bare kigget på, og ingen er fri.
Det er ikke en krig. Ikke en konflikt.
Men snarere en eskaleret apartheid. En eskaleret bølge af folkemord.
Basale nødvendigheder bliver en luksus! Tryghed, elektricitet, mad, familie, varme, uddannelse, tøj og et tag over hovedet! De fundamentale brikker er blevet taget. Hver frataget brik efterlader et sår, der bløder efter savn og længsel.
En tsunami af udfordringer har ramt Palæstina gennem årtier! Men de står fast.
Deres drømme er som klipper. Klipper som står op imod havets raseri. Børnene i Gaza drømmer om at gå i skole en dag. Børnene i Gaza drømmer om at genopbygge deres hjem. Børnenes drømme som skjuler sig i knuste murværk, men har værdien af en skatkiste. Deres drømme holder Gaza og det palæstinensiske folk stædigt oprejst. Deres drømme er en uovervindelig kraft. Deres drømme holder håbet om et frit Palæstina i live.
Håbet om fred og forsoning kan skrive nye kapitler for disse to lande. Der skal vælges forsoning frem for fjendskabet. Der skal bygges en bro mellem disse to lande.
En bro som ikke blot stopper slagteriet i Gaza, men som også er præget af gensidig respekt og samarbejde. Jeg stemmer for en fremtid hvor de palæstinensiske oliventræer igen en dag kan fylde jorden med sine rødder og genoplive samhørighed og bærer frugtbarhed og håb.
I dag er jeg en taler.
I dag fortæller jeg jer om Palæstina.
Min stemme i dag er ikke bare en lyd, det er et redskab. Palæstinas drømme er monumentet, og jeg er her i dag fordi jeg drømmer om et frit Palæstina, en værdig drøm som skal høres.
BefriPalæstina!
