Hvorfor skal vi bøsser være så larmende, feminine og irriterende at se på?
”Jeg er jo ikke homofobisk, men…”
Netop men. Der følger oftest et lille ”men” med, som gør at jeg altid skal tænke mig om, en ekstra lille gang før jeg foretager et valg af enhver form. Jeg ligger allerede længere nede klassesamfundet end mange andre. Jeg er bøsse, jeg er feminin og måske er jeg bare ikke lige altid på toppen. For mig handler klasse om selvfremstilling. Overskuddet til at fremstille sig selv på en måde der vækker interesse og anseelse hos dem, man ønsker at spejle sig i. Jeg elsker min røde trøje, men hvad nu hvis jeg går forbi en gruppe drenge der råber ”BØSSERØV” af mig, udelukkende fordi min røde trøje afslører jeg er bøsse. Hvad nu hvis min fars kollega elsker når vi møder hinanden i byen, men inderst inde er han lettet over at det ikke var ham der fik en feminin søn som elsker mascara. Hvad nu hvis min bedste veninde har et crush på ham her fyren fordi han er så fucking lækker, men han lægger ikke skjul på hvor meget han hader hendes bøsseven? Ville det være forkert af mig at sige at jeg ikke længere anerkender deres autoritet? Af mine oplevelser kan bøssen være lige meget så snart det begynder at være et personligt problem. Måske savner jeg bare en ven der er villig til at prioritere mine rettigheder frem for at vælge mig fra så snart det drejer sig om personlig nydelse, men så igen, jeg ønsker heller ikke at være en belastning for nogen.
Hvis jeg skal være ægte og ærlig er jeg ved at være træt af det. Jeg er træt af at forstå andre mennesker som ikke forstår mig, som egentligt heller ikke vil forstå mig. Pride er en ting jeg gerne vil udpege. Jeg mener selv at pride er en meget misforstået ting i vores samfund. ”Hvorfor skal vi have en hele parade? Hvorfor skal vi have en hel måned for sig selv?” Og ærligt, jeg kan godt forstå hvad der bliver sagt. Hvis jeg ikke havde haft samme forståelse for det havde jeg også været i tvivl over hvorfor vi fejrer feminine drenge i en hel måned. Jeg ser selv pride som en fejring af hvor langt vi er kommet i samfundet. Når jeg ser tv-programmer, er der kommet flere og flere homoer med, men dengang mine brødre var på min alder, var der bøsser med for at være en sjov joke. Bøsse Gustav ville være et perfekt eksempel på en homo der blev gjort nar af for at være for feminin, men jeg ser ham selv som en der banede vejen for os andre til at leve vores autentiske liv. Pride er en fejring af heteroseksuelles åbenhed for os andre.
Min identitet er et resultat af min kulturelle opvækst. Hvis jeg var vokset op med en kærlighed til fodbold i en picture-perfect kernefamilie havde jeg nok også grint af bøssen med afslørende trøjer på. Hvis jeg var vokset op som provinsbøsse i København havde jeg måske været nonbinær om et par måneder. Hvis jeg var vokset op på markerne i Jylland, havde jeg nok ikke turde stille mig frem som flamboyant homo. I stedet er jeg vokset op med Beyoncé og en stærk kvindelig rollemodel, en kvinde med træk som jeg selv længdes efter. En kvinde der har lært mig at det ikke er min skyld når folk kommer op og fortæller mig hvordan de accepterer mig for den jeg er. Tanken er egentligt sød nok, men jeg ville aldrig selv gå op til de heteroseksuelle drenge i min klasse, klappe dem skulderen og fortælle dem at jeg anerkender deres autoritet. Måske er jeg for hård ved heteroseksuelle drenge, måske er det fordi jeg er usikker på min maskulinitet, eller måske er det bare den måde jeg udviser min usikkerhed på. Heteroseksualitet er et privilegie. At være selvsikker og kunne alle Beyoncés sange imens jeg danser med på dem alle er et privilegie for mig, men af mine egne oplevelser har det været noget jeg burde holde for mig selv. Jeg er en dreng, jeg har mandlige kønsdele og i mange steder af Danmark er min femininitet stadig ikke fejret på samme måde som heteroseksuelle drenges maskulinitet. Jeg drømmer om at jeg en dag kan gå ned ad strøget på ethvert tidspunkt af dagen uden en eneste gruppe 12-årig drenge udpeger min seksualitet.
Havde jeg ikke fået den samme kærlighed jeg fik da jeg var lille, havde jeg ikke været den samme i dag, måske havde jeg endda ikke været her. Hvis vi som samfund, skal kunne bevæge os fremad og være så accepterende som vi fortæller os selv vi er, kræver det at vi omfavner og støtter vores børn for at være dem de er, og lade drenge gå med pigefarver, og piger med drengefarver hvis det er hvad deres sjæl fortæller dem. Forståelse går begge vej. Jeg mener selv det er vigtigt for os LGBT+ Medlemmer at forstå og respektere hvorfor og hvordan folk, med forskellig opvækst og baggrund måske ikke har samme sind eller tankegang som os andre. I stedet for at smide brænde på bålet i konflikter mener jeg selv det er bedre hvis vi oplyser hinanden om hvor det går galt for os.
