Liv Hammels tale "Piger og sport" ved Talefest Øst

Da jeg var 11 år gammel, kom jeg op at skændes med en dreng fra min klasse. Ifølge ham kunne piger nemlig ikke spille fodbold.
Da jeg var 15 år gammel, gjorde jeg mit bedste, for ikke at starte en diskussion, da en dreng, til træning, påstod at han sagtens ville kunne vinde kvindernes Tour de France, han ville faktisk slet ikke behøve at gøre sig umage. 

—

Jeg har mange gange oplevet, at kvindesport og kvinder i sport er blevet set ned på, ofte kun baseret på det faktum, at de ikke er mænd.
Jeg er nu selv begyndt for alvor at kunne mærke, hvordan man kan blive behandlet anderledes, fordi man ikke er en mand eller en dreng, også selvom det nok ofte ikke er med vilje. 
Det ligger nok egentlig mest i underbevidstheden.

— 

Jeg går til landevejscykling, og på det hold jeg træner med, er jeg den eneste, der ikke er en dreng.
I børn- og ungeafdelingen tror jeg, vi er omtrent 8 piger i min cykelklub, og jeg har slet ikke tal på hvor mange drenge der er.
Faktum er, at vi er i undertal og det er nok egentlig også ret normalt.  

At være den eneste pige kan være enormt frustrerende, dels fordi, at stort set alt er centreret om drengene og fordi, at jeg ofte oplever at føle mig overset eller at mine evner bliver undervurderet. Det er nok lidt af en selvfølge, at træningen er centreret om drengene, når de er i så stort et overtal, men det burde ikke være en selvfølge at føle sig overset, at man føler man skal gøre mere for at bevise ens værd til at træne på holdet. 

I det hele taget, er det ofte de små ting, som der i store mængder minder en om at sporten ikke er bygget op omkring en, men i modsætning er bygget op omkring drengene.

Der er enormt mange statistikker på, at langt flere piger dropper fra den sportsgren de dyrker, især når de rammer teenageårene. Og det er måske heller ikke så mærkeligt, hvis andre piger har den samme oplevelse som mig, eller måske en der er meget værre.

Ifølge interviews og statistikker, er en af de største grunde til, at teenage-piger stopper til sport, at de ikke tror på, at de vil kunne leve af det som voksne.
Jeg tror at det er en del af en ond cirkel, som driver piger væk fra sport.
Når mange stopper til sporten, resulterer det i, at færre ender som professionelle, og når man ser færre kvindelige professionelle atleter, kan det være med til at forstærke ideen om, at man ikke selv vil kunne leve af det.
Det er en ond cirkel, som påvirker de professionelle atleter såvel som pigerne i idrætsklubberne.

—

Jeg tror også, at det er forstærket af synet på kvinde sport som en underkategori af herre sport.
Kvindesport bliver pointeret som en underkategori, når jeg hører til U19P (for piger) og min tvillingebror bare hører til U19.
Når man snakker om fodbold, og kvindefodbold, Tour de France og Tour de France femmes, landsholdet, og kvindelandsholdet.

Nu er der nok en del vil sige “og hvorfor skulle jeg give en fuck omkring pige og kvinde sport. Det kan vel være lige meget.”
Og den del, vil jeg nok have svært ved at overbevise.
Men det handler heller ikke kun om professionel kvinde sport, selvom jeg også synes, det er enormt vigtigt. 

Som vi jo ved er motion sundt, ikke kun for kroppen men også for ens mentale helbred.
Et godt miljø i idrætsklubberne og i idrætsforeningerne, er med til at understøtte dette, et godt fællesskab, gode kammerater og gode trænere er med til at gøre en gladere, samt også have det endnu sjovere, når man dyrker sport.
Og i et samfund hvor ungdommen, og især pigerne lider mentalt, kan jeg ikke se hvordan det skulle være lige meget.
Det er selvfølgelig ikke nøglen til at løse de problemer unge har, og det problem psykiatrien har, men hvis det bare kan hjælpe nogen, mener jeg, at det er godt givet ud. 

Jeg tror hovedsageligt, at løsningen til problemet ligger i opdragelsen, og i synet på kvindesport.
Et barn der påstår, at piger ikke kan spille fodbold, er et problem der højst sandsynligt er startet hjemmefra, eller kommer fra fx internet. Men uanset hvilken af dem det er, kan forældrene være med til at ændre deres barns syn på kvinder i sport. Det handler om at tale om kvindesport på lige plan med herrerne, og ikke bare ignorere kommentarer, som kunne være nedladende.

Derudover handler det selvfølgelig om at støtte de piger der dyrker sport.
Og fra trænernes vedkommende handler det om at reflektere, over den eventuelle forskels behandling der kan komme til at være.
I det hele taget er det en fælles indsats, fra drengene såvel som pigerne, en indsats fra forældrene, trænerne, pædagogerne, lærerne osv.

Fordi piger ikke burde føle sig tvunget eller presset til at stoppe med at dyrke sport. Fordi piger er lige så meget værd som drenge - også i sport.