Caroline Højgaard Willumsens tale "Mindsk presset; øg forståelsen" ved Talefest Midt

Lad mig fortælle jer om ungdommen – om forventningerne – og om det pres, der vejer tungt på vores skuldre.

Forestil jer et klasselokale, hvor tavlen er fyldt med komplekse formler og ligninger. De unges øjne opsluges af computerens lys – ikke blot i matematiktimen – men også i alle andre fag i flere timer om dagen, imens vi forsøger at jonglere med vores personlige læring – som det så smukt bliver kaldt. Samtidig bærer vi byrden af forventningen om topkarakterer og lærernes rovdyrsblik, der tavst jagter vores mindste fejl. Det handler ikke om klasselokalet. Og hellere ikke, om læreren egentlig kigger på os eller ej. I stedet er det her et billede af, hvad det er for et konstant pres, unge mennesker dagligt er påvirket af. Det pres jeg bliver påvirket af. 

I den virtuelle verden skal ungdommen på dagligbasis forsøge at navigere igennem en labyrint af sociale medier. Det konstante møde med redigerede billeder og præstationer fra jævnaldrende, der har opnået mere, end de selv har, skaber et uundgåeligt pres for at opnå den samme grad af perfektion. 

Kravene om at alt skal være 'insta-venligt', og at man skal holde den længste ’streak’ på snapchat er urimelige. De giver ungdommen en ide om, at vi skal opretholde et skinnende ydre; selv når vores indre er ved at kollapse under presset.

Men for ungdommen er der ingen hjælp at hente. Hvis vi blot så meget som nævner det digitale pres, mødes vi af nedladende kommentarer fra de ældre generationer. På Facebook så jeg en ung pige stå frem omkring den angstdiagnose, hun har holdt for sig selv, fordi hun ikke vil fremstå uperfekt. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvordan presset har tæret på hende. Hun deler sin sårbarhed og minder andre unge mennesker – som mig selv – om ikke at lade sig rive med af perfekthedskulturen på de sociale medier. Og hvad får hendes oprigtighed så til gengæld? Kommentarer som: 

”Det kunne også være det er fordi de skal være på 40 platforme 24-7 og de er blevet curlet hele deres liv" og ”Det var da forfærdeligt at høre på sådan et nederen, indholdsløs trunte..". 

Hvad de ikke forstår er, at ungdommen er vokset op på internettet. Jeg er vokset op på internettet. Det er vist de færreste børn, der bliver født med en telefon i hånden og en afhængighed af instagram. 

Der er nogen, der har givet os telefonen. Der er nogen der har lavet de sociale medier … Ingen af dem er os selv. 

Det er ikke blot en følelse af mentalt pres, men også fysisk. For mig betyder de stramme tidsrammer og det konstante pres, at jeg altid føler mig så udkørt. Det er som om dagene og nætterne smelter sammen. Og når jeg endelig vågner, skal jeg igen kæmpe for at opretholde en balance mellem presset fra mit skoleliv, mit sociale liv og mine egne personlige ambitioner – og alt sammen på egen hånd. For imens vi kæmper med vores præstationspræs, kæmper vores forældre med deres eget. De skal have villa, Volvo og vovse. De skal tjene mange penge; men samme tid altid være der for deres børn. Og hvis de ikke poster om deres oplevelser på Facebook, er de så overhovedet sket? Det er nok ikke så svært at gætte, hvem vi har nedarvet presset fra. Så længe vores forældre fortsætter med at være slaver for perfekthedskulturens eksistens, bliver vi stadig født med fodlænke om vores ben.

Vi bliver nødt til at indse, at der ikke er noget, der hedder ’normal’ eller ’perfekt’ – hverken i skolen eller på de sociale medier. Vi er alle unikke individer med hver vores styrker og svagheder. Derfor er det første skridt imod at lette presset at anerkende vores forskelligheder. Kun i fællesskab kan vi danne rammerne for et samfund, hvor det at lære og vokse som person er vigtigere end at leve op til andres forventninger. 

Det andet skridt for at mindske presset i skolen er at skabe en ny tilgang til uddannelserne, der ikke kun fokuserer på karakterer, men også på personlig udvikling og dybere forståelse. Det vil måske gøre, at vi unge mennesker får plads til at gå i skole for vores egen lærings skyld, og ikke blot fordi vi skal.  

Det tredje skridt på vej til at lette presset er, at det skal være okay at være sårbar og række ud. For at være sårbar er ikke noget, vores generation som en enhed bør udskammes af de ældre generationer for på Facebook. Vores opvækst kan ikke sammenlignes med deres. Og om vi har det bedre eller værre, end de havde det, kan jeg ikke udtale mig om. Så om de forstår vores pres eller ej, bliver der nødt til at være en form for gensidig respekt imellem vores generationer. Det skal aldrig blive en konkurrence om, hvem der har det sværest.

Min drøm er, at vi ved at mindske presset og øge forståelsen kan skabe et samfund, hvor ungdommen får plads til vokse op og udvikler sig til stærke, selvstændige individer. Hvor vi går i skole fordi vi ønsker at lære – ikke fordi vi er bange for at få en dårlig karakter. Hvor vi i stedet for kun at dele vores perfektion på de sociale medier får mod til også at dele vores autentiske historier – udfordringer såvel som triumfer. Og hvor vi får gode rollemodeller, vi kan spejle os i, uden at føle os set ned på.

[pause] 
 
Så lad mig nu til sidst minde jer om ungdommen, om forventningerne og om det pres, vi sammen kan lette fra presset fra vores skuldre.