Lærke Østergaard Pedersens tale "Se op!" ved Talefest Midt

Hej alle I skønne mennesker. 

Jeg vil gerne bede jer alle sammen om at lukke øjnene en gang. I skal beholde øjnene lukket. Så skal I hver især lige huske tilbage til, hvem der sidder lige bag jer? Eller for den sags skyld foran dig, hvis du sidder på bagerste række.

…

Det er måske lidt svært for dig at komme frem til. 
Men I kan lige få lov til at vende jer om og se vedkommende der sidder foran eller bagved jer, samtidig med at I giver et smil. 

Jeg starter på den her måde, fordi jeg gerne vil, at vi bliver bedre til at se hinanden og folk omkring os. 
Der kan være mange grunde til, at vi ikke ser folk omkring os. 
Der kan være flere situationer, hvor vi ikke bevidst vælger at se væk fra hinanden. 
Men der kan derimod også være tilfælde, hvor vi bevist fravælger kontakten med hinanden.  

Noget helt konkret vi gør, for aktivt at fravælge kontakten med hinanden er, at vi tager telefonen frem. 
Med telefonen i hånden behøver man ikke at interagere med omkringværende folk. 
Telefonen giver dig og mig en frihed og et fristed. Et fristed som for nogen kan være svær at finde andre steder. Telefonen giver os en masse muligheder. Desværre er der også den ulempe, at vi, med de muligheder, kan komme til at tilsidesætte nogle helt basale menneskelige behov. Blandt andet behovet for at være social. 
 

En tanke hos jer kunne nu være, at man netop bruger telefonen til at være i kontakt med andre, og at man på den måde er social. Det er også fuldstændig rigtigt. 
Men når jeg taler om behovet for at være social, så handler det om, at man, i større eller mindre grad, har behov for at være sammen med folk, der er fysisk til stede. 

…

Jeg ser intet problem i, at man sidder med sin telefon. Men jeg synes det er et problem, hvis man tager den frem, for udelukkende at undgå at interagere med sine omkringværende medmennesker. For eksempel under fødselsdage og fester eller i akavede situationer. 

I en undersøgelse fra Amerika fra 2016, som dækker over de 18-34-årige, svarer 71 %, at de bruger deres smartphones til at undgå social interaktion. 
71 procent! 

…

Jeg vil mene, at det er en virkelig stor procentdel, der bruger deres telefon, for at undgå at interagere med andre. Godt nok er denne undersøgelse foretaget i Amerika, men et lignende antal menes at ses herhjemme ifølge eksperter. 
Jeg tror bestemt heller ikke, at procentdelen er blevet mindre siden 2016.

Jeg ved ikke, om I har set filmen ”Alle vi børn i Bulderby”, der viser livet i Småland i 1920’erne. 
Man ser ikke skyggen af en mobiltelefon. Derimod ser man, at børnene i landsbyen tropper op foran hinandens døre, at de hygger sig og leger dagen lang, at tingene tager sin tid, og at folkene hjælper hinanden på gårdene. Jeg misunder lidt deres hverdag blandt anden uden en telefon.  

Man kan med sikkerhed sige, at livet i dag er lidt anderledes i forhold til livet dengang.
Og jeg tror, at vi i dag er vidner til et voksende samfundsproblem og ikke et individuelt problem. I nogle sammenhænge tror jeg, at der er tale om en form for socialfobi. Altså angsten for sociale situationer. Denne form for fobi skal vi tage alvorligt.

Jeg tror ikke, at folkene fra ”Vi børn i Bulderby” har haft det nemmere end os, men jeg ser ikke en tendens til socialfobi hos dem, som det ses blandt os i dag.
Den ideelle måde at løse denne form for fobi, ligger ikke klar til os, og vi bliver derfor nødt til, at starte et sted. Det sted kunne være måden hvorpå man bruger sin telefon og tiden på telefonen, så man er til stede, netop der hvor man er. Men det kunne også være ved at sætte tempoet i hverdagen ned, så man tager sig tid til det sociale. 

En ting er sikker. Vi løser i hvert fald ikke udfordringen ved fortsat at tage telefonen frem i situationer, hvor man føler sig lidt utilpas eller i situationer hvor samtalen dør hen. 

I nogle sammenhænge er det som om, at vi er bange for hinanden, og jeg tror på, at vi kunne få rigtig meget ud af hinanden, hvis vi ser hinanden og viser hinanden den omsorg, som vi alle fortjener. 

Jeg beder jer ikke om at gøre en masse, men jeg vil alligevel, at I går ud og gør noget aktivt. At vi alle går ud og gør noget aktivt. Det vi skal gøre, er at møde hinanden der hvor vi er. Vi skal lægge det væk som forstyrrer os og interagere med hinanden og måske netop finde et fristed i det menneskelige møde. 
Jeg vil slutte af med at sige en afsluttende sætning, som en gammel mand for nyligt sagde til mig, efter vi havde snakket lidt sammen i bussen.

Kan du have det godt og god dag! - Kan I have det godt og god dag!