Hej Jeg hedder Lærke
Tusind tak fordi jeg må komme. Det er virkelig en ære og med stor ydmyghed at få muligheden for at tale foran jer. Jeg sidder her i dag, fordi jeg er glad for, at vi er flere unge, der får muligheden og modet til at gribe ordet - og jeg håber, at vi kan skabe trygheden hvis vi taber det.
D. 20 november sidste år fik jeg muligheden for at holde en tale i operaens foyer omkring mit ungdomsliv med mit handicap og 3 års søgen på en diagnose. En diagnose jeg kunne gribe og kaste ud i verden, der kunne ramme folks forståelse. Fordi på det tidspunkt havde jeg intet at skyde med som forklaring til mit handicap. Intet jeg kunne parere for den tvivl jeg mødte mig selv med. Fordi var det bare i mit hoved?
Sidste år blev jeg endelig diagnosticeret med en bindevævssygdom, der hedder Ehlers Danlos syndrom. Og her kan I forestille jer, at jeres bindevæv kan være som nylonstrømper og hvor mit bindevæv er som netstrømper.
Ordene i min tale var mine egne, men viste sig at være adskilliges. Viste sig at spire i en pige i publikum, der følte sig mindre alene. I en kvinde, der følte sig forstået. Og i en Lærke, der stod stærkere i sit handicap.
Det er det ord kan. Det er det vi kan. Vi kan gribe ordet og invitere andre mennesker ind bag kulissen, hvor det ensomme pludselig kan blive det fællesskabende og hvor det forvirrende kan blive det forståelige.
Jeg har så stor respekt for at I griber ordet i dag og inviterer os ind i jeres drømme. For nogle er det måske første gang i skal holde en tale. Første gang, I skal stille jer op og optager publikums nysgerrighed. Alle kigger på en. Man kan være nervøs. Man har måske øvet sig 117 gange. Men I gør det. I stiller jer op. Deler jeres perspektiver og turde at drømme. Og så gør vi det ikke på en puls på 49, men nærmere på over 100, men det er fordi det betyder noget!
Jeg har selv mærket den enorme forskel der spirer i en ved at gribe ordet. Jeg er også blevet ramt af den utryghed, der kan gro på et sekund ved at tabe ordet.
Og det er derfor, at jeg håber at skabe et sprog for, hvor flere unge, inklusiv mig selv, får trygheden i at tabe ordet. Og hvad mener jeg med at tabe ordet? Har du nogensinde skulle fremlægge, være til eksamen eller holde en tale, hvor nervøsiteten kribler på din hud. Hvad hvis jeg går i stå, snubler i orden, knækker i min stemme eller glemmer, hvad jeg skal sige? tabe sine ord.
Det har jeg. Jeg har blandt andet tabt ordene til min tysk eksamen i 10. klasse og i min konfirmations tale, hvor jeg begge gange gik helt i sort. Men jeg blev grebet igen af min lærer og familie. Og hvis I i dag skulle miste fodfæste, sidder vi herinde klar til at gribe jer. Klar til at give jer den tid og tryghed, fordi det er helt okay at tabe ordene.
Var jeg nervøs inden jeg skulle tale foran jer? Ja. Det viser, at jeg er i godt selskab. National Institut for Mental Sundhed i USA lavede en undersøgelse, der viser, at 75 % er bange for at tale offentligt. Det ligger ifølge undersøgelsen højere end frygten for at flyve, edderkopper, tandlægeskræk og højder.
Fordi for mange af os kan det virke skræmmende at holde en tale, og selv de bedste forbereder sig månedsvis. En TED-talk, der er blevet set næsten 30 millioner gange, der er afholdt af en prisvindende hjerneforsker Jill Taylor, hvor hun øvede sig hele 200 gange, inden hun skulle holde sin tale. Beyonce, Harry Styles, Jay-Z og Emma Watson har alle haft sceneskræk eller været bange for at tale offentligt. Nervøsitet og forberedelse er noget vi alle kender.
Vi lever i et demokrati, hvor vi har rettigheden til at bruge vores stemme. Det er vores ord, der vægter i et demokrati. Dine ord i dag kommer til at sætte et aftryk. Invitere andre ind, som føler at dine tanker og følelser kunne være deres egne.
Det at gribe ordet skaber morgendagens succes. Men for at gøre det, kræver det mod. Et mod som I allerede har vist ved at takke ja til at tage ordet.
Og ja, så snubler vi nogle gange i ordene eller går i sort, hvor publikum (eller censor) kun får hørt vores navn og måske lige den første sætning. Men det gør ikke noget, fordi i dag handler det om drømme. Jeres drømme. Måske er det som Nik og Jay siger “Det' lige meget hva' dagen bringer. Lige meget hvor rejsen ender. Bare jeg har drømmene med mig (Nik og Jay). I har drømmene med jer. I har skrevet en tale. I vil gøre en forskel for os, jer selv og den offentlige debat. Og uanset hvad dagen bringer, håber jeg, at I går herfra og er stolte over jer selv og hinanden.
Jeg glædes ved, at vi ER flere unge, der får muligheden og modet til at deltage i den offentlige debat.
I dag er vi her for at gribe ordet, drømmene og…hinanden.
