Skip to content

Vigga Overgaard Christensens tale "I dag er drømme nærmest et pres" ved Talefest Midt

Mikkel Randløv/elektrofilm.dk

Om

Taler

Vigga Overgaard Christensen
Elev på Aarhus Katedralskole

Dato

Sted

Rampen, Dokk1, Aarhus

Tale

I dag er drømme nærmest et pres.
Vi vil alle sammen have det gode liv, være de gode mennesker.
Men der er 10.000 forventninger til, hvad det er. 
Nogle steder vokser børn op med drømme om frihed, mad på bordet eller et håb om at nå til deres attende fødselsdag. 
For dem er drømmene nødvendige for at klare sig igennem dagen, men det er de færreste herhjemme der har behovet. 
Heldigvis. 

Alligevel bliver det kritiseret, når vi ikke drømmer.
... Eller i hvert fald når der står en generation af unge, der mest af alt drømmer om et par sabbatår. For egentlig tror jeg, at vi drømmer.
Vi drømmer bare ikke om det rigtige.
Og det undrer mig, at vores drømme ikke bare er noget, vi selv kan få lov til at styre.
At det ikke er noget, vi selv må styre uden kommentarer. 

De siger, vi skal være parate til at arbejde mere, så vi kan tjene vores land og passe på den disproportionale ældre generation, og at hvis vi gerne vil pensioneres før vi bliver 72, er vi endnu en byrde for samfundet.
Vores generation er vokset op i et land, hvor stress er en trussel for folkesundheden.
Vores generation bliver hele tiden omtalt som doven og pjevset.
Men hvis vores generation er pjevset, hvorfor skulle vi så egentlig drømme om at arbejde, når vi konstant hører om, hvordan arbejdsmarkedet knækker de stærkere?
Jeg tror faktisk, at vi som samfund ville have rigtigt godt af ikke hele tiden at skulle kommentere på, hvordan folk med et andet liv end os selv oplever livet. 
Der er en konstant strøm af debatindlæg der diskuterer hvorvidt vi skal tage os sammen, eller hvor ødelæggende presset på os er.
Det eneste strømmen gør, er at fremhæve en tilsyneladende bred enighed om, at vi har skuffet vores land, inden vi overhovedet er fyldt 18.

Det er selvfølgeligt væsentligt at kigge på statistikker om sundhed og trivsel og en masse andre ting, men er det virkelig relevant, om Pia Louise på 53 synes, at 14-åriges mistrivsel er et symptom, der kommer af en julegave for meget og et ekstra klap på skulderen?
Kunne vi overveje at lade fagligt kvalificerede overtage ansvaret for at tolke statistikkerne, og ellers lade vores generation selv svare på, hvilke udfordringer vi har og ikke har? 
Sokrates udtrykte skuffelsen bedst: ”Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde”, men eftersom han har klaget siden 400 f.k.f., kan det være, at ungdommens forfald ikke er helt så katastrofalt, som man kunne tro.
Måske er vores generation svag.
Måske er vores generation bare en del af et ældgammelt mønster med utilfredshed.
Men ideen om, at en generation, som medierne kender på mentale problemer og lav selvtillid, ikke skulle være i stand til at se vores egne fejl, er sgu lidt fjollet.

Bliver man mere selvstændig af at få at vide man er uselvstændig?
Træffer man bedre valg af at få at vide man skulle have valgt i går?
Hjælper man samfundet mere, ved at fortælle andre at de ikke hjælper det nok?
Det tror jeg ikke.
Jeg tror, at vores generation nok skal klare sig.
Men jeg tror også, at det ville altså være en del nemmere, hvis tilfældige mennesker, der synes noget, ikke hele tiden skulle diskutere, hvis skyld det er, at vi åbenbart er vatnisser.
Så ja, det kan godt være, at det er træls for regeringen, at jeg hverken drømmer om at være ingeniør, læge eller SOSU.
Og ja - det ville da være federe for økonomien hvis vi alle arbejdede som om det var vores eneste mulighed for at opleve vores næste fødselsdag.
Men da vi blærer os med den danske model, og med det danske sikkerhedsnet, er det måske faktisk også okay, at jeg drømmer om en mulighed for at finde ud af min fremtid selv.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret