Inger Støjbergs tale ved Folketingets afslutningsdebat

Hvor er det egentlig dejligt sådan at se statsministeren i Folketingssalen her i dag. Ja, det skulle man ikke tro, at jeg skulle stå her og sige, men med det rejseprogram må man sige, er det jo egentlig er imponerende, at statsministeren prioriterer at være her.

Nå, men vi er nået til afslutningen af folketingsåret, og selv om det måske er sådan ved at være lidt en fortærsket kliché, må vi nok sige, at det her folketingsår er et af dem, der går over i historiebøgerne. Da der var åbningsdebat den 6. oktober sidste år, var det med et fælles forslag til vedtagelse fra Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, og i det stod der:

»Folketinget understreger vigtigheden af, at Danmark får en ny borgerlig regering, der udviser et ordentligt, ansvarligt lederskab af landet, som ikke er magtfuldkomment, og som formår at genoprette tilliden til folkestyret.«

Det blev som bekendt ikke til noget. Til gengæld fik vi en ny magtfuldkommen regering, men nu bare med borgerlig deltagelse. Og sådan kan tiderne selvfølgelig skifte.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Danmarksdemokraterne er modstandere af den her regering. Vi var faktisk de første, der forlod regeringsforhandlingerne på Marienborg. Siden hen er det gået op for mig, at det måske nok skyldtes, at vi angiveligt var det eneste parti, der sagde til statsministeren, at vi selvfølgelig stod fast på det krav, som alle blå partier fremsatte i valgkampen, om at sikre en advokatvurdering af statsministeren i minkskandalen. Her er der jo så også løbet meget vand i åen siden. Der er åbenbart ikke rigtig nogen, der har ansvaret for den ulovlige nedlæggelse af et helt erhverv. Det kan jo godt have lidt sin egen ironi at tænke på, at jeg selv for et års tid siden tilbragte 60 dage derhjemme i fodlænke, fordi tre barnebrudepar måtte opholde sig adskilt på forskellige asylcentre i busafstand fra hinanden.

I Danmarksdemokraterne er vi særlig ærgerlige over, at Venstre har kappet fortøjningerne til det borgerlige Danmark og dermed også det borgerlige samarbejde. Vi har nok ikke sådan helt endnu forstået, hvorfor man egentlig traf den beslutning. Jeg har hørt nogle sige, at det gjorde man simpelt hen, fordi Venstre, når man trådte ind i regeringen, så ville kunne gennemføre ting med den her SVM-regering, som man aldrig nogen sinde ville kunne gennemføre med 90 blå mandater. Det må jo så ligesom kun kunne forstås på den måde, at det kun er med Socialdemokratiet for bordenden, at man åbenbart kan få mere borgerlig politik gennemført, end hvis man var sammen med de blå partier. Det lyder jo for mig sådan lidt omvendt, vil jeg sige, og jeg synes heller ikke helt, at udsagnet står mål med en virkelighedstest. Nu kunne vi prøve at tage sådan en lille mellemtid her ved folketingsårets afslutning.

Derimod må man jeg sige, at regeringen tværtimod har fået gennemført en hel del politik, som man i hvert fald aldrig nogen sinde ville kunne få gennemført, hvis der var 90 blå mandater. Lad mig bare lige nævne et par ting. Vi kan jo starte med udlændingepolitikken. I de seneste uger er regeringen begyndt med at chartre fly til at flyve terrorsympatiserende kvinder og børn fra Syrien til Danmark; det havde man aldrig nogen sinde kunnet gøre med et borgerligt flertals støtte. Regeringen har sendt nye checks til arbejdsløse indvandrere i ghettoerne, og det er jo selvfølgelig heller ikke noget, man kunne have fået igennem med 90 blå mandater.

Forrige uge var der en lang række indfaldsveje i Danmark, der var blokeret af lastbiler, fordi man protesterede mod den vejafgift, som var blevet aftalt af de røde partier før valget. Nu bakker Venstre så op om den her afgift, som jo vil være til stor skade for arbejdspladser og væksten i yderområderne. Ja, det er jo faktisk en afgift, der ifølge regeringens egne tal vil parkere hver tiende lastbil permanent i garagen. Og indrømmet, den afgift ville man heller ikke have kunnet få indført med 90 blå mandater.

90 blå mandater ville jo heller ikke have sat planerne om at etablere et modtagecenter i Rwanda på de facto pause. Man ville heller ikke påbegynde at lempe hjemsendelsespolitikken, og man ville heller ikke have skrottet planerne om et tredje udrejsecenter.

90 blå mandater ville heller ikke støtte, at 15-årige børn skal kunne få abort uden at informere deres forældre om det. Og 90 blå mandater ville heller ikke have hævet fagforeningsfradraget, der jo så i øvrigt i parentes bemærket var noget, som den fungerende forsvarsminister i sin tid kaldte blodpenge til fagbevægelsen – men det var jo selvfølgelig før valget. Og nej, 90 blå mandater ville heller ikke have stået bag afskaffelsen af store bededag, som kom som en tyv om natten.

Så det er jo ikke, fordi regeringen, herunder selvfølgelig Venstre, ikke har opnået resultater; det er bare de forkerte resultater, man har opnået. Og derfor håber jeg selvfølgelig også, at alle de, der kalder sig borgerlige, vil engagere sig i kampen for at få et borgerligt flertal og dermed også en borgerlig statsminister.

I Danmarksdemokraterne vil vi selvfølgelig fortsætte med at klø på. De udfordringer, som vores parti er dannet på baggrund af, er ikke løst, og de er heller ikke blevet mindre siden valget. Vi har et Danmark, der jo stadig bliver trukket mere skævt. Jeg har allerede nævnt den dybt skadelige vejafgift. Og til efteråret kommer regeringens stort anlagte krigserklæring mod vores landdistrikter, når regeringen vil pålægge landbruget en CO2-afgift, som jo vil komme til at nedlægge tusindvis af arbejdspladser på landet.

Produktionsdanmark er fortsat udfordret. Selv om alle partier i valgkampen talte om at styrke erhvervsuddannelserne, er det ikke blevet nævnt med et ord i finanslovsaftalen. Imens står eleverne så og bliver uddannet ved udstyr, der er 40 år gammelt, og som deres egne forældre også blev uddannet ved. Helt ærligt, det er helt uden for nummer, når partier herinde har så travlt med at overbyde hinanden i helt urealistiske klimamålsætninger, mens man ikke kan finde ud af at sikre ordentlige uddannelsesforhold for dem, der skal bygge vindmøllerne, og dem, der skal lægge fjernvarmen i jorden.

Det var derfor, at vi foreslog en akutpakke til erhvervsskolerne i vores finanslovsforslag. Jeg glæder mig over, at SF også har været ude med noget lignende, og jeg ved, at der også andre partier herinde i Folketinget, der har samme tanker.

Vores sundhedsvæsen er i krise. Det er jo fint, at regeringen nu har afsat 5 mia. kr., og vi ser meget frem til en kommende sundhedsreform, men jeg kan allerede nu godt slå fast, at vi er imod udenrigsministerens planer om at nedlægge regionerne. Og vi kommer også til at kæmpe for en ordentlig lægedækning i alle yderområder. Det må ganske enkelt ikke være postnummeret, der afgør, hvilken kvalitet i behandlingen man får.

Jeg ved godt, at det ikke er moderne, men hos os i Danmarksdemokraterne er vi måske så også bare en lille smule gammeldags, og det vil vi også godt kaldes, for når vi siger nogle ting før et valg, så står vi også ved dem efter et valg. Vi er ikke til salg for ministerbiler, og vi bliver altså ved med at kæmpe for et Danmark, der skal hænge sammen.