Mai Villadsens tale ved Folketingets afslutningsdebat

Tak for det. Men hvordan skal vi nogen sinde komme igennem med alle de upopulære reformer? siger fru Mette Frederiksen. Nu skal du høre, vi får det bare til at se ud, som om vi er i en kæmpe økonomisk krise, så vil folk lade os gøre hvad som helst, udbryder hr. Troels Lund Poulsen, hvorefter hr. Lars Løkke Rasmussen begejstret stemmer i: Vi kan endda selv opfinde et nyt alvorligt ord, nemlig permakrise, for så kan vi blive ved og ved og ved med at gennemføre reformer, befolkningen slet ikke støtter. Det er sådan, jeg forestiller mig ordvekslingen nogenlunde gik dengang på Marienborg, da regeringen blev dannet. Men regeringen er gennemskuet, selv vi i Enhedslisten, som jeg med lidt selvindsigt godt kan sige er en kende mavesure til tider, stråler nu nærmest af solskin og sommerhumør, når vi sammenligner os med regeringens deprimerende miner. Hvis jeg må låne et billede fra børnebøgernes Peter Plys, er vi jo nærmest det glade overgearede tigerdyr ved siden af regeringen, som vist mest, når det handler om økonomien, ligner det noget depressive æsel, der aldrig forsømmer en lejlighed til at se den negative side ved hver en glædelig nyhed.

Men vi ved, at regeringens økonomiske krisefortælling er falsk, og regeringen gør virkelig alt for at pakke sandheden væk. I stedet for at tage ejerskab over den gode økonomi, sniger de enhver god nyhed ud ad bagdøren sidst på nyhedsdagen, så ingen forhåbentlig skriver om det i morgendagens aviser. I stedet for at tage ejerskab over den gode økonomi og de gode nøgletal, bliver de behandlet som ubudne gæster, som skal pakkes godt væk, så ingen tager notits af dem. Men i sidste uge blev den falske krisefortælling vist alligevel gennemskuet for de fleste. 16 mia. kr. mere end forventet viste sig i råderummet, og det var næsten helt komisk at se finansministeren stå og kæmpe for at bevare det dårlige humør og pessimismen, mens pengene væltede ind i statskassen. Og hvorfor er det egentlig lidt problematisk? Handler den her kritik bare om retorisk drilleri fra oppositionen, som hr. Christian Rabjerg Madsen i dag har påstået? Nej, for regeringens devise om de evige mørke skyer i den offentlige økonomi har jo helt konkrete konsekvenser for både almindelige mennesker og for dansk politik.

Når regeringen påstår, at kassebeholdningen nærmest er tom, giver den jo sig selv en gylden undskyldning for at lave netop nedskæringsreformer, og det har konsekvenser for den nedslidte, som kan se sin seniorpension forsvinde; det har konsekvenser for alle dem, der har mistet en forårsfridag med familien, fordi regeringen har sløjfet store bededag; det har konsekvenser for alle de unge, der risikerer at skulle stresses og presses endnu hurtigere igennem uddannelsesmøllen, fordi deres uddannelser skal forkortes; og det har konsekvenser for nogle af de fattigste børn, som mister det børnetilskud, som måske betød, at deres familie kunne komme på sommerferie eller kunne købe nye briller til dem, når de nuværende blev for små; og det har konsekvenser for de velfærdshelte som sygeplejersker, pædagoger og mange andre, der nu risikerer, at deres kolleger fyres på grund af de tynde aftaler, der er lavet med kommuner og regioner, og som reelt udhuler vores velfærd, selv om der i virkeligheden er råd.

Findes der så slet ikke kriser? Jo, selvfølgelig gør der det. Derfor er det særlig problematiske ved regeringens krisefortælling, at den jo netop skygger for nogle af de reelle problemer, vi står midt i; at regeringen skaber modløshed og en forkert opfattelse af, at vi ikke har råd til at løse netop de kriser. For der er krise i sundhedsvæsenet. Mistrivslen er rekordhøj, særlig hos børn og unge, og ikke mindst står vi midt i en natur- og klimakrise, som er både dyb og omfattende, og det kan og skal vi selvfølgelig handle på sammen. Men det er lidt, som om, særlig med den sidste, den grønne krise, regeringen her lidt mere har anlagt en Fætter Højben-tilgang og mærker inde i hjertet, at lykken nok tilsmiler os til sidst, selv om nærmest samtlige eksperter råber vagt i gevær og fastholder, at naturen er i krise og vores klimamål ikke kan nås i det nuværende tempo.

Jeg har af bud på, hvad der er hændt i Statsministeriet i forhold til det sidste. Og nu er der en risiko for, at statsministeren hopper i sædet og udbryder: What! For måske er en af grundene til, at det går noget for langsomt med at bekæmpe klimakrisen, at statsministeren har lyttet for meget til Shu-bi-dua. Eller – sagt mere præcis – har taget en af de ellers ret sarkastiske tekster lidt for bogstaveligt. Lad mig give en smagsprøve på forskellige dele af teksten. Der er sket en forurening af den ydre atmosfære, så meteorologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr. Tag til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står og svajer blidt for brisen bag Jens Hansens bondegård. Tag en weekendtur for to på kamel til Holstebro. Fang en haj i Køge Bugt. Spis af kærlighedens frugt. Rejs til Danmark, det er billigt, det er smukt.

Det lyder måske tillokkende for en spindoktor eller to med et Danmark a la Costa Kalundborg. Men hvordan vil det egentlig blive i virkelighedens Kalundborg, når klimaforandringerne tager til? Jo, de mange borgere må nok i virkeligheden se ret langt efter palmestrande og tropeferieparadis i stedet for de vandstandsstigninger og mere ekstremt vejr, som faktisk allerede truer huspriserne, og det presser folk enormt i hverdagen. Nedbør rammer sjældent, men voldsomt om sommeren, og der vil være dramatisk stigende temperaturer med lange tørkeperioder, som vil få netop Jens Hansens bondegård til måske at gå konkurs, fordi afgrøderne ikke kan dyrkes længere. For sådan er det med klimaforandringerne, hvis ikke vi gør noget, kommer de til at gå ud over helt almindelige mennesker i byer som Kalundborg, mens de rige forurenere, som særlig har skabt problemerne, kan fortsætte festen på 1. klasse.

Også selv om hajer og kameler i Danmark utvivlsomt vil bidrage til biodiversiteten, står vi i en naturkrise så buldrende, at danske dyr er i akut fare for at forsvinde. Faktisk findes der lige nu 1.844 truede arter i Danmark, som risikerer at dø. Så når jeg i fremtiden vil synge sange fra den fantastiske danske sangskat som »Hør den lille stær«, »Sur, sur, sur, lille bi omkring« eller »En lille frø i mosen sad« vil sangene måske nærmere minde om en fjern fortid end vække smil over de dyr, der lever i den danske natur lige nu. Den lille klokkefrø med de brune og sorte pletter risikerer at uddø snart, bl.a. fordi dens vandhuller er forurenet af gødning. 19 af de vilde danske biarter er allerede væk, og 35 er truet, fordi der er for lidt vild, sammenhængende natur omkring os. Og den lille stær er knap så fornøjet, for seks ud af ti stære er allerede forsvundet, fordi der ikke er de insekter at spise, som der var engang.

Derfor vil jeg gerne slutte af med en opfordring til regeringen: Drop den falske krisefortælling, og pak de asociale reformer væk. Gør noget ved de kriser og problemer, vi netop står i. Lyt til de ansatte i sundhedsvæsenet, som altså ikke tror, at løsningen kommer med kommissioner og færre regioner, men med fair økonomi og attraktiv løn. Tak for aftalen i går om havvind, den var banebrydende, men regering, vi skal gøre langt mere for at handle på klima- og naturkrisen. Vi er klar til at levere på vores 2025-mål og stoppe den buldrende naturkrise, men det kræver altså, at I handler og indkalder, for det, kære statsminister, er modsat jeres krisefortælling nødvendig politik. Jeg håber, at I vil anerkende, at den danske økonomi faktisk er et godt udgangspunkt for grønne og røde reformer, som styrker fællesskabet og velfærden, beskytter naturen og handler på klimakrisen. Tak for ordet.