Skip to content

Morten Dahlins tale ved Folketingets afslutningsdebat

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Morten Dahlin
Politisk ordfører for Venstre

Dato

Sted

Folketingets talerstol, Christiansborg

Tale

Hold da op, det har godt nok været et vanvittigt halvt år. Jeg havde aldrig troet, at jeg i den her grad skulle gå på kompromis med mig selv og tilsidesætte alt, hvad jeg plejede at kæmpe for. Til tider har jeg totalt mistet overblikket, og søvnløse nætter er der mange af. Helt ærligt, nogle gange har jeg svært ved helt at genkende mig selv.

Men sådan må det jo være, når man vælger at sætte et barn i verden. Jeg er nemlig blevet far til en fantastisk lille pige. Det er skønt, men også hårdt. Og så sætter det tingene i perspektiv. Jeg kan mærke, at jeg synes, det er svært at tage hjemmefra om morgenen, særlig når jeg ved, at jeg ofte først er hjemme igen, når hun sover. Så hvorfor gør jeg det egentlig? Jeg gør det, fordi jeg tror på, at jeg kan spille en lille rolle i at skabe en bedre fremtid for min datter, en bedre fremtid for mit land. Det er derfor, jeg er i politik: for at gøre en forskel.
Det er også derfor, jeg er Venstremand. For det ligger i Venstres dna, at vi tror på, at tingene kan blive bedre. Vi skal ikke fra Christiansborg detailstyre hvordan, men vi skal skabe rammerne, så danskerne i forpligtende frivillige fællesskaber kan rykke samfundet i den rigtige retning. Men det kræver så selvfølgelig også, at der er nogen her i Folketinget, der tager ansvar for at skabe de rigtige rammer; nogen, der vil gøre en forskel. Det vil Venstre.
Man kan bare se på den seneste finanslov. I de 3½ år med den tidligere regering var der nul blå partier med i regeringens finanslovsaftaler, nul. Med Venstre i regeringen har vi flyttet den økonomiske politik, så hele tre blå partier kunne se sig selv i årets finanslov. Det er et bevis på, at noget har flyttet sig; at Venstre gør en forskel.
Lad mig bare fremhæve én ting fra finansloven. I Venstre mener vi, at danskerne skal have lov at beholde nogle flere af deres egne penge. Det gælder både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder. Men med 90 røde mandater var der udsigt til det modsatte. Derfor tog vi ansvar, gik i regering, og allerede i første finanslov kom der en skattelettelse på 1 mia. kr. til virksomhederne, der nu i stedet for at aflevere pengene til skattefar kan bruge dem på at energirenovere, klimaforbedre og forbedre Danmarks store og små bysamfund. Venstre gør en forskel.
Det gør vi også for Gert. Han er 68 år, han er fra Grindsted, og han arbejder stadig væk som murer, selv om han har nået pensionsalderen. Folk som Gert fortjener en stor tak, og vi skal være meget bedre til at holde vores dygtige seniorer på arbejdsmarkedet. Gert gør præcis, hvad vi beder ham om: tager en ekstra tørn på jobbet. Men i dag bliver han økonomisk straffet for sin indsats, fordi han bliver modregnet i sin pension. Det giver ikke mening, det er ikke i orden. Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor gør vi nu noget ved det. I morgen fjerner vi sammen med et bredt flertal modregningen for arbejdende pensionister, vel at mærke med tilbagevirkende kraft fra årets begyndelse. 50.000 arbejdende pensionister vil i gennemsnit få 30.000 kr. ekstra om året ved at blive på arbejdsmarkedet. Vi gør en forskel for folk som Gert.
Også for de unge sker der forbedringer. I Venstre kæmpede vi imod aftalen om tvangsfordeling af gymnasieelever. Det gjorde vi, fordi Markus fra Karlslunde ikke skal tvinges hen på en anden skole, fordi hans forældre tjener for meget eller for lidt. Det er ikke forældrenes pengepung, der skal afgøre, hvor han må gå i skole. Derfor tog vi ansvar. Vi gik i regering, og derfor – og kun derfor – er aftalen om tvangsfordeling nu væk, og det frie skolevalg er tilbage. Vi gør en forskel for unge som Markus.
Når Markus så er færdig med gymnasiet, skal han jo finde noget andet at lave. Måske skal han ind og springe soldat, og det bliver en markant anderledes oplevelse, end da jeg selv aftjente min værnepligt. Med regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig har vi nu endelig en plan, der sikrer, at vi kan leve op til de økonomiske løfter, vi har givet til vores NATO-allierede.
Det betyder, at vi kan renovere kasernerne, at vi kan styrke og forlænge værnepligten, og at vores dygtige soldater kan få det nødvendige udstyr. Og så vil vi stadig væk, for det er vigtigt, kunne give en massiv støtte til ukrainernes frihedskamp. Vi gør en forskel for Danmarks sikkerhed og Europas frihed.

Selv om meget går godt i vores sundhedsvæsen, er der også her brug for forbedringer. Alt for mange venter nemlig al for lang tid på behandling. Det kan vi helt ærligt ikke være bekendt; det skal vi gøre bedre. Venstres sundhedsminister har allerede sikret, at private aktører til en lavere pris kan behandle flere patienter. Det vil sikre, at flere bliver behandlet til tiden. Det skylder vi dem. Samtidig giver den stærke danske økonomi os nu mulighed for, at vi kan foretage en massiv investering i kræftbehandlingen, så de, der bliver ramt af kræft, får en bedre og hurtigere behandling, så flere forhåbentlig overlever den forfærdelige sygdom. Vi gør en forskel for patienterne.
Her vil jeg så gerne lige stoppe op og bringe en advarsel: Jeg er meget bekymret for den reformangst, der spreder sig her på Christiansborg både hos røde og blå partier. Fordi den danske økonomi står stærkt, konkurrerer partier fra højre til venstre nu om, hvem der hurtigst kan aflyse og tilbagerulle ansvarlige økonomiske reformer. Men angsten for reformer bygger på en forfejlet analyse, for reformer handler ikke kun om penge, de handler om mennesker. På flere sygehuse står der senge tomme, ikke fordi der mangler patienter eller penge, men fordi sygeplejerskerne ikke er der. I det private erhvervsliv må de takke nej til ordrer, fordi de ikke kan finde den nye medarbejder, de har brug for. Reformer handler derfor ikke om tørre tal i et regneark; reformer handler om at skaffe flere elektrikere, ingeniører og programmører til vores virksomheder, om at skaffe flere pædagoger til at passe godt på vores børn, om at skaffe flere uddannede medarbejdere til vores sygehuse, så vi får verdens bedste sundhedsvæsen. Derfor er reformer den rigtige vej at gå, hvis vi fortsat vil kunne gøre en forskel.
Og det vil vi i Venstre, for vi er slet ikke færdige; vi er kun lige begyndt. Vi kommer til at sænke skatten for de familieejede virksomheder, der har tjent Danmark i generationer. Venstre gør en forskel.

Vi kommer til at sænke skatten for 3 millioner lønmodtagere og selvstændige. Venstre gør en forskel.
Vi kommer til at halvere topskatten for 250.000 hårdtarbejdende danskere. Venstre gøre en forskel.
Vi kommer til at indføre en arbejdspligt, så indvandrere, der kommer til Danmark, skal bidrage. Venstre gør en forskel.
Vi kommer til at implementere flere grønne aftaler som den, der netop er indgået om havvind. Venstre gør en forskel.

Og det tror jeg danskerne forventer af os alle sammen herinde i Folketingssalen. Jeg tror, de forventer, at vi gør en forskel.
Men det gør man ikke bare ved at brokke sig på sociale medier eller sætte sig over i hjørnet med korslagte arme og sige nej, nej. Det gør man ved at sige ja og tage ansvar. Det gør vi i Venstre.
Er det altid lige elegant? Næh. Får vi altid alting igennem, præcis som vi gerne vil have det? Nej. Men når jeg kysser min datter farvel om morgenen, ved jeg med mig selv, at når jeg kommer på arbejde, er jeg med til at gøre en forskel ved at trække Danmark i den rigtige retning, hvor de frivillige fællesskaber bliver styrket, hvor det enkelte menneskes frihed står centralt, og hvor økonomien er så stærk, at det kan være med til at gøre en forskel for virksomhederne, for de ældre, for de unge, for forsvaret, for patienterne. For det er jo i bund og grund det, politik handler om for os i Venstre: at tage ansvar, at gøre en forskel. Tak for ordet.

Kilde

Kilde

ft.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret