Jeg står her med et mandat fra Grønland, ærbødig, men stolt på vegne af mine landsmænd – stolt, fordi det er første gang siden 1953, at grønlandsk endelig har opnået status som berettiget sprog i Folketinget, som er Danmarks og rigsfællesskabets øverste lovgivende forsamling. Det er et resultat, vi har kæmpet for og betalt en høj pris for i alt for mange år.
Dette lille, men berettigede resultat har pressen specielt i Danmark været meget årvågne over for, specielt da jeg taler en smule dansk. Forstå mig ret, dansk og grønlandsk er skriftligt som mundtligt så langt fra hinanden. Selv fagfolk i sprog betragter grønlandsk for det sværeste sprog at lære. Mit danske er langtfra godt nok til politisk dialog på dansk. Det håber jeg at I ærede medlemmer vil respektere.
Det talte grønlandske sprog er en bekræftelse på vores identitet. Derfor er jeg taknemlig for, at grønlandsk endelig er blevet godkendt i denne sal. Det havde dog været endnu bedre, at der også var blevet indført simultantolkning.
Når det er sagt og skrevet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg med mine forstående medarbejdere vil kunne opnå politiske resultater, hvorend jeg bliver valgt, eller hvor der bliver kaldt på mig.
Selv den mangelfulde indførelse af grønlandsk fra Folketingets formandskab må gerne give genklang oppe i det høje nord, Grønland, hvor grønlandsk i alt for mange offentlige og private virksomheder er et andenrangs, ja, endog et ligegyldigt fremmedsprog, selv i mange grønlandske og ovenikøbet i mange selvstyreejede virksomheder.
At grønlandsk er hovedsproget i Grønland, er alt for mange steder blot et ord på et stykke lovpapir, men det følges ikke op, hvor forhandlinger, beslutninger og handlinger tages.
Dette er et mismatch eller mangel respekt for sprog og kultur, som specielt danskerne har i Grønland. Selv om jeg nødig vil sætte mig ind i, hvilket mindset eller tankegang der rører sig hos danske eller grønlandske, så er det min fornemmelse, at denne manglende respekt reflekteres hos grønlændere, når vi bliver påtvunget eller påduttet et dansk pas.
Selv om Grønland i flere idrætsgrene har deres egne landshold, er vort land, Grønland, endnu ikke en politisk accepteret nation – det selv om alverdens miljø- og klimafagfolk kan se, at Grønland langtfra er som Danmark. Selv EU betragter Grønland som deres eget arktiske vindue.
Hvis kriterierne for at få dansk indfødsret eller statsborgerskab, med eller uden håndtryk, gjaldt alle, ville i værste fald ingen i Grønland bestå. Føler jeg mig som folkevalgt medlem af det såkaldte rigsfællesskabs øverste lovgivende myndighed, Folketinget, som dansker? Dertil kan jeg kort svare: Nej!
Omkring statsborgerskabet: Selv om vi grønlændere for 70 år siden ufrivilligt fik indprentet og påtvunget en dansk nationalitet og hermed teknisk og politisk fik frataget vores arktiske herkomst, kan alle og enhver – selv i Danmark – jo se, hvem der er den stakkels grønlænder.
Selv denne lovgivende forsamling har mange politiske tiltag for at mindske eller hele på det integrationssår, som alt for mange af grønlandsk herkomst slås med i det danske samfund – det, selv om vi skriver år 2023.
Det grønlandske folks påtvungne danske pas på grund af den danske stats internationale miljø- og geopolitiske ambitioner kan ikke længere retfærdiggøres. Selv FN’s specielle rapportør har ikke overset det.
FN påtaler tilmed særlige mere eller mindre uheldige menneskeretlige sager, som der snarest bør tages hånd om.
Med et alt andet end retfærdigt og ærligt ærinde blev Grønland i 1953 indlemmet i det danske kongerige – en tvangsindlemmelse, der langtfra matcher det romantiske stjernestøv i H.C. Andersens fortællinger. Hvor længe vækkes vi mon af det Holbergske »drømmer jeg, eller er jeg vågen?«?
Politikerne og særlig statsministeren, om end virkeligt trægt, har tendens til at give undskyldninger, selv for flere årtier gamle sager, f.eks. godhavnsbørnene og de grønlandske eksperimentbørn, og nu må vi se, hvordan det går med spiralskandalen.
Hvornår mon den eklatant menneskeretligt dårlige plet, som Danmark har tvunget ned over lokalt grønlandske folkevalgte, ophæves og opløses?
Enhver nation eller region med deres egen folkelige stolthed, hvor enhver efter alle solemærker kan se, at den har sin egen identitet, bør have sin egen suverænitet.
Hvis Danmark ønsker et reelt og ligeværdigt rigsfællesskab, så må Færøerne og Grønland prioriteres, bygges grundigt op og ikke forhastet. Fru statsminister, det, vi ønsker, er et gensidigt respektfuldt og ligeværdigt fællesskab. Jeg håber, at det ikke er for meget forlangt.
Omkring Grønlands selvstændighed er der flere og flere, der er trætte af at se rødt lys. Vi i Grønland forstår det, som statsministeren siger: Tving os ikke til at åbne op for sager, hvor den danske stat kan blive taget med bukserne nede – eller rettere, dokumenter, der eventuelt kommer til at vise, at den danske stat har drevet rovdrift på Grønland på det militære område og i internationale organisationer omkring kvoter på fisk og havpattedyr, Arktisk Råd, forskningssager og alt andet – ja, muligvis også i helt andre sammenhænge.
Endvidere vil jeg derfor spørge statsministeren: Hvornår mon det tvungne danske statsborgerskab kommer på retrætefadet? Statsminister, I beg you, tear down that colonial wall.
I Grønland er der fire umiskendelige årstider. Nordpå om vinteren ser vi ingen sol i flere måneder. Det er så mørkt, at vi for at sove ikke engang behøver at lukke øjnene.
Nogle danske politikerne kan jeg have min tvivl om kender til balance, men jeg siger dig, at vi arktiske folkefærd kender til det gennem naturen. Solen, vi har savnet i vintermånederne, kommer tilbage om sommeren i fuld vigør.
Da spiller klokken ingen rolle, om børn spiller fodbold, mens de tilkaldte danske håndværkere eller direktører sover. Det er familierne og børnene fuldstændig ligeglade med. Derfor er der ikke kun sproglige, men også en del tidsfaktor- og kulturforskelle.
Nogle nøjes med at have til dagen og vejen, mens andre tænker profit og bankkonto. Men hvis nogen gør krav på vort land, Grønland, vil vi gerne selv sætte prisen, os og ingen andre. Det er det, Vesten kalder sælgers marked.
Grund-, ejendoms-, tulipan- og bananpriser og værdier kender Told og Skat alt til, men jeg skal også huske at sige, at det gør hvalfangeren med sin mattak, hvalspæk, også!
Det kan være, at Folketingets formandskab tænker: Markus er kun suppleant. Vi rider grønlandsk- og tolkeordningsstormen af. Hans tid er forbi i morgen.
Jeg skal hilse og sige, at i 1953 var der kommunikations- og mediemæssigt meget langt mellem Grønland og Danmark. I dag er det kun et tastetryks afstand. Var vi inde på at ride stormen af til i morgen? Mon det litterært bevidste folk her i salen kender Frederick Nolans »Hvide nætter, rødt daggry«? Mens dagen lakker mod enden i Danmark, så er eftermiddagen knap forbi i Grønland. Det er prime time for gode opskrifter; kun inuit ved, om selvstændighed er på menukortet.
Til mine frænder i det høje nord, hvor kulden, sneen og isen er ved at vinde indpas, hvor alle er ved at finde deres varme klæder, hvor rensdyrjagten og Ukiap Seqerna pukkilisoq, efterårets smukke nedgående sol, der bekræfter, hvor ens sommer- og jagtforråd lakker mod enden, et arktisk folk, der takker naturen og den høstproviant, de får af naturgivne ressourcer såsom fugle, fisk og dyr:
Selv om danskerne ynder at sige at have oplevet det specielle grønlandske forhold, så ved du ligesom mig, kære far, at der er noget, der hedder det specielle danske forhold, f.eks. fugtigt vejr, ingen jagtmarker, ingen permafrost, ingen is, ingen bjerge, jo, den lille bakke kalder danskerne ganske vist Himmelbjerget. Se, at kalde en knold på jord for Himmelbjerget – det er det, jeg kalder det specielle danske forhold.
Jeg siger dig, kære statsminister, hvis du ærer og værdsætter Arktis og rigsfællesskabet, da bør du lytte til det grønlandske folk. Sæt grønlandske medarbejdere på de områder, som staten endnu kører for Grønland. Hvis du ikke iværksætter det frivilligt, får du problemer. Den grønlandske selvstændigheds brise skal du respektere og agte.
Hvis nogen, i denne sal eller for den sags skyld i Grønland, stadig ikke tror på et selvstændigt Grønland, så er det en verden, der venter på at byde på vore råvarer, hvad enten det er til lands eller til søs.
Kære pessimister hvis der er nogen – tro på dig selv; hvis ikke, gå til psykolog og bed om at blive kvit med din underdanighed.
Kære landsmænd, på alle fronter, handelsmæssigt, uddannelsesmæssigt, organisations-, miljø- og sikkerhedsteknisk: Lad os bygge en bro til hele verden og ikke kun til Danmark.
Jeg gentager med alle de råvarer til lands og til søs: Grønland kan selv. Hvis viljen er til stede, kan vi opnå det, vi vil, inoqat, landsmænd, hvis du vil.
Kære mine nunaqqatika, landsmænd, takussaagut, vi ses snart. Sovjet landsforviste i sin tid sine egne fjender til Sibirien, men jeg kommer gerne til samme tørre klimaforhold langt mod nord. Regn og fugtigt vejr er ikke min kop te.
Sidst, men ikke mindst, til Folketinget, Siumut, Aki-Matilda, de grønlandske vælgere: Tak for tilliden. Tak for, at I gav mig en mulighed for at markere nogle vigtige synspunkter. It's a dirty job, but somebody has to do it.
Jeg skal love for, at jeg gjorde mit bedste i den korte tid, jeg havde til rådighed her på Christiansborg. Aki, hvis du skulle have brug for støtte i arbejdet, ved du, hvor jeg er.
Kære Aki-Matilda, jeg håber, du fører Grønlands selvstændighedsmissionsdepeche videre. De resterende medlemmer i dette Ting, I gør klogt i at støtte hende i denne sag. Qujanaq.
