Tak, formand, og ikke mindst tak til statsministeren for i sin redegørelse at sætte fokus på et vigtigt tema, nemlig hvad formålet med folkeskolen egentlig er. Og at hvis vi har mange, der kommer ud, i hvert fald for mange, uden at kunne læse og regne, så er det måske dér, man skal fokusere mere end på de større akademiske eksercitser. Det handler om at få bogligheden på plads og få fagligheden og det praktiske til at gå hånd i hånd, få ro i klasselokalet, lære eleverne, at man taler ordentligt til lærerne, og måske også lære en udenrigsminister, at man taler ordentligt til journalister – det ved jeg ikke. Det er vigtige dyder. Det vil jeg gerne kvittere for, og der kan vi i Dansk Folkeparti i hvert fald langt hen ad vejen se os i de tanker, som regeringen fremlægger.
Men man skal huske på, at når vi taler om børn i skolen, er langt de fleste af dem så utrolig heldige også at have nogle bedsteforældre, og dem var der ikke meget plads til i talen. Det ærgrede mig sådan set lidt, for det er ikke lang tid siden, at vi hørte Socialdemokratiet tale varmt om ældrepolitik. Faktisk er det lige omkring et år siden, hvor man i hvert fald på den socialdemokratiske facebookside og vist også på Instagram og mange andre steder ude i det digitale univers, kunne se sponsorerede annoncer om Ebert og andre seniorer, som kaldte på bedre ældrepleje.
Derfor er det jo virkelig påfaldende, at virkeligheden i dag, et lille år efter denne socialdemokratisk ledede regering har set dagens lys, er, at vi kan se på et land, hvor der skæres drastisk ned netop på ældreområdet. Og det er ikke kun lokalt, hvor den kommuneaftale, den socialdemokratiske finansminister har indgået med kommunerne, forårsager drakoniske nedskæringer på den daglige pleje, som jeg vil sige er langt under anstændighed. For det er så også noget, der følges op i det finanslovsforslag, som regeringen har fremlagt.
Man fjerner værdigheden eller i hvert fald fjerner man den værdighedsmilliard, som hidtil har været øremærket til de ældre. Man gennemfører uden at blinke – i hvert fald den forstand, at man hverken har orienteret, mig bekendt, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller os – en klar nedskæring, et løftebrud, i forhold til de seniorer, som er nedslidte. Man bruger sommerferien på at tale om brugerbetaling i ældreplejen. Og alt det sker, samtidig med at en opgørelse viser, at 53 ud af 65 kommune planlægger besparelser på netop ældreområdet. Det er fire ud af fem kommuner derude. Det er for mig at se en hel forkert retning. Hvis ikke det var så alvorligt, kunne man sige, at det efterhånden er svært at få øje på, at det danske socialdemokrati er særlig socialt, og at det i lyset af de seneste år og den måde, man er gået til ytringsfriheden og andre gode ting på, også er svært at se, at det er særlig demokratisk. Derfor synes vi ærlig talt, at man burde vende retningen.
Vi har i Dansk Folkeparti, og det vil man se, hen over de kommende måneder, også når vi skal forhandle finanslov, en række forslag til, hvordan vi kan få anstændigheden tilbage i forhold til vores ældre medborgere. Det gælder både i forhold til seniorerne, hvor mange bliver ramt af aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet, hvor vi kan gøre rigtig meget, og også for at imødekomme den, kan jeg forstå, nye kapital, som der er mangel på, nemlig arbejdskraft. Men i særdeleshed er det i forhold til dem, som jo har trukket sig ud af arbejdsmarkedet, hvad enten det så er folkepensionister eller førtidspensionister, som jo ikke har det privilegium, som vi andre har, altså at man lige kan tage et par timer mere, at man kan give et ekstra nøk på arbejdsmarkedet for at kompensere for det tab af købekraft, der er sket, efter at inflationen er eksploderet og priserne er steget. Jeg synes, det er afgørende, at den finanslov, som vi står foran, bliver de ældres finanslov, og jeg synes, det er afgørende, at velfærden generelt får et nøk opad.
Det gælder ikke mindst også på sundhedsområdet, hvor jeg og de fleste danskere, tror jeg, er bekymrede over den linje, Danmark anlægger. Det gælder både i forhold til den måde, selve sundhedssystemet fungerer på i vores regioner – jeg behøver ikke at nævne de eksempler, der har været rundt omkring, med kræftsyge, der dør på ventelisterne – men også i forhold til den struktur, vi har valgt, hvor Medicinrådet eksempelvis på tid og på indhold er bagud i forhold til alle vores nabolande. Det duer ikke, og det giver anledning til at vi også tager en drøftelse af, hvordan det egentlig er, vi bruger midlerne i den offentlige sektor.
Vi ved, at udlændingekontoen, altså bare når vi tager overførselsindkomster og serviceydelser, giver et negativt træk på cirka 30 mia. kr. Men dertil kommer jo et kæmpe mørketal, for deri ligger jo ikke det ekstra træk, der er på fængselsvæsenet, på domstolsvæsenet, på sundhedsvæsenet, på skolevæsenet og på det specialiserede område, som i den grad skriger på opmærksomhed. Og Dansk Folkeparti er jo kendt for at være det parti, som især på udlændingeområde, men også generelt, tør tale om de ting, hvor andre viger lidt tilbage. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig er lidt forundret over, at der overhovedet ikke – efter at Berlingske Tidende i weekenden kunne fortælle om det enorme problem, der er med fætter- og kusineægteskaber blandt muslimer i vores broderlande – er andre partier end os, som har valgt at tage det op.
Er det fuldstændig utænkeligt, at når der er sket en eksplosion i udgifterne på handicapområdet, hænger det måske sammen med, at vi har fået rigtig, rigtig mange folk ind fra Mellemøsten, som tager en kultur med, hvor det desværre er alt for almindeligt, at man bliver gift med sin fætter eller sin kusine og derfor får syge børn? I Norge er 43 pct. af de ægteskaber, der er indgået blandt pakistanere fra 1967 til 2010, mellem fætre og kusiner. I Norge og sådan set også i Sverige tør man godt nu tale åbent om det. Måske var det på tide, at vi også gjorde det i Danmark – eller det er måske ikke stuerent?
Det ville Nyrup givetvis ikke mene, men fru Mette Frederiksen har jo som formand for sit parti jo anlagt en ny stil, og jeg forsømmer ingen lejlighed til at minde om, hvad der engang var både retfærdigt og realistisk. Det var, at asylbehandling skal foregå i modtagecentre uden for Europa, at der skal være et loft over, hvor mange ikkevestlige udlændinge Danmark kan tage imod, at afviste asylansøgere skal ud, at grænsekontrollen skal forlænges, og at der skal optjenes ret til kontante ydelser. Det er jo sød musik for i hvert fald mine ører, men desværre var det jo løgn, så jeg ved ikke.
Poul Nyrup Rasmussen havde det jo med at destruere materiale, han ikke var enig i, ikke sandt? Og det er jo ikke en ytring, så måske skulle man bare rive det over, hvem ved? Hvad ville der ske? Det har jo ikke nogen betydning. Det var bare løgn. Men ude i virkeligheden lyder løgnen ikke længere. For danskerne derude oplever hver eneste dag konsekvenserne af, hvordan der skæres ned, fordi man har valgt, i fine pamfletter, at markere sig på en udlændingepolitik, der ikke blev til virkelighed, og at en alt for stor andel af de mange penge vi betaler i skat, derfor stadig væk går til folk, som egentlig slet ikke burde være i Danmark, og fordi man i fine annoncer på Facebook har givet nogle løfter, som man i virkeligheden slet ikke havde i sinde at leve op til.
Hvad gør man så nu, efter man er kommet i regering med hr. Lars Løkke Rasmussen og hr. Jakob Ellemann-Jensen? Ja, så løber man fra endnu et løfte. Det er ikke mange år siden, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet indgik en aftale. Jeg tænker ikke på senioraftalen – den er jo brudt. Nej, vi indgik en aftale om, at vi i fællesskab ville blokere for, at der skulle flere udlændinge til Danmark som udenlandsk arbejdskraft. Hvorfor gjorde vi det? Det gjorde vi, fordi vi ved, at der er masser ressourcer i Danmark.
Der er et uudnyttet potentiale blandt seniorer, som mod deres vilje bliver holdt ude af arbejdsmarkedet. Vi har 40.000 unge, som hverken er i beskæftigelse eller i uddannelse, og som sådan set bare skal have enten et rap bagi eller et incitament. Og vi har et utal af unødvendigt administrativt personale i form af djøf'ere, der efterhånden som en fjerde statsmagt har sat sig på danskernes skattekroner. 100.000 er nu ansat til ren administration. Det er djøf'ere, konsulenter og kommunikationsmedarbejdere, som er et fuld unødvendigt fedtlag af herskende typer, der ikke burde være ansat i den offentlige sektor. Vi mener, at der sagtens kunne lægges et loft, bare på det niveau, der gjaldt, da fru Helle Thorning-Schmidt var statsminister. Hvis vi vendte tilbage dertil, kunne vi spare 10 mia. kr. om året og fyre 15.000, der kunne gå ud og lave noget virksomt. Det ville vi gerne gøre. Tak for ordet, hr. formand.
