Mit navn er Signe Guldklump Gundersen.
Sådan præsenterede jeg mig selv, dengang mine tre største drømme var: et: at blive en ninja, to: at blive en voksen, og tre: at blive Pokémon-mester!
Nu er jeg så blevet voksen… og jeg er overhovedet ikke ligeså ninja, som jeg havde regnet med, at jeg ville være.
Nu tænker I nok: "Men hey, vandt du så Pokémon-mesterskabet?", men nej, jeg er heller ikke blevet Pokémon-træner. Jeg har en hund, som hedder Sven, og ham har jeg opgivet at træne.
Og selvom min mor altid har kaldt mig Guldklump, er mit navn bare Signe Gundersen.
Og så har jeg glemt, hvordan man drømmer.
For modsat Guldklumpen, som i sin rygsæk havde en malebog, en tegneserie om en ninja og så mange drømme, at rygsækken knap nok kunne lukkes – har voksen Signe en lidt anden rygsæk; en rygsæk, som er fyldt med pilleæsker og knuste drømme.
I seks år, har den vejet tungt på mine skuldre, når jeg har båret den frem og tilbage mellem jobcentrets aktiveringstilbud og min sofa. Mit liv havde taget en temmelig nedadgående drejning, eller, faktisk så gik den på langs, for jeg var blevet diagnosticeret med en søvnsygdom, som resulterede i, at jeg var træt hele tiden.
Træt beskriver det ikke helt. Jeg var udkørt, brugt i kroppen og følte mig fuldstændig smadret.
Fanget i en krop, hvor valget var imellem at ligge på langs, eller, sidde og kæmpe med at holde mit hoved oppe.
Og hvad kan man så egentlig drømme om, når man ikke kan holde sig vågen?
Et fleksjob, hvilken smag af Yum Yum nudler man skal have for tredje gang i dag, eller om Søren Ryge måske omplanter sine hortensiaer senere på DR2.
Engang var der en underviser fra et aktiveringstilbud, som sagde til mig: "Sådan nogle som dig, skal måske også bare sætte forventningerne til hvad man kan få ud af livet – lidt ned".
Jeg blev virkelig ked af det, fordi jeg var i tvivl, om hun havde ret.
Men, som I nok har regnet ud, så har tingene ændret sig, siden jeg i dag står her og er på tværs, og ikke på langs.
I november 2022 fandt jeg sammen med lægerne noget medicin, som kunne holde mig vågen. Og to måneder efter det, gjorde jeg det vildeste, noget jeg ikke havde turde håbe på ville kunne ske!
Jeg fik lov til at gå ind på HF&VUC; sætte mig i et klasselokale, få lektier for, have klassekammerater og skrive ting i Word.
Jeg var fuldstændig starstruck.
Og så var jeg også lidt fortabt. For fremtidsdrømme er for mig lidt ligesom den der gamle barndomscykel med pomponer på håndtagene og perler i egerne, som har været parkeret i garagen i lidt for mange år.
En cykel jeg nu, ligegyldigt hvor underligt det bliver, måske skal ud at køre på igen. Fordi jeg tror, der er en vigtig læring i barndommens fordomsfrie tankestrøm af drømme.
Og hvis der er noget, mit voksenliv har lært mig, så er det; at har man håb for fremtiden, så har man noget, der ikke er en selvfølge. Noget værdifuldt, der er værd at kæmpe for. For sandheden er, at det at kunne drømme om fremtiden, er et privilegie.
Jeg drømmer om en kultur, hvor vi løfter drømme i fællesskab og er hinandens elmotor på vores fremtidsdrømmecykler, der skal overhale voksenlivets knuste drømme indenom, så fortiden ikke får lov til at være den kæp i hjulet, som dræber glæden ved at drømme stort.
Hermed en opfordring til at være den person som siger at: "Sådan nogle som os, skal måske også bare sætte forventningerne til hvad man kan få ud af livet – ret højt". For vi har brug for drømme, og drømme trives bedst, der hvor der er nogen, som tør tro på dem.
Så jeg vil tage en side ud af Guldklumpens malebog, og fylde min rygsæk op med store drømme igen, for hvem ved? Måske så går jeg ind på Borger.dk og skifter navn til Signe Guldklump!
Hvem ved? Måske går jeg i lære som ninja, og kommer tilbage hertil om 25 år, og holder en tale om at være en ægte voksen-ninja!
Hvem ved? Måske så træner jeg Sven og vinder Pokémon-mesterskabet!
Det er i hvert fald sådan, jeg drømmer om at drømme.
