Skip to content

Sjúrður Skaales tale ved udvidet partilederdebat

Om

Taler

Sjúrður Skaale
Folketingsmedlem for Javnaðarflokkurin i Færøerne

Dato

Sted

Folketinget

Tale

Tak for det. Salomon, Davids søn, kongen af Jerusalem, taler i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente stadig ind i vor tid og vor politik. Han taler også ind i sagen om den radar, der skal opsættes på Færøerne og være en del af NATO's varslingssystem. Radaren vil give os mere kundskab, og om det siger Salomon som bekendt, at jo større visdom, jo større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.
I en ny rapport fra Center for Militære Studier står der, at øget overvågning risikerer at gøre os bekendt med russisk aktivitet. »Risikerer« er en meget præcis beskrivelse af det bibelske dilemma; man risikerer at få kundskab, for med kundskab følger kval og smerte. Ifølge britiske kilder har Royal Air Force 136 gange igennem de sidste 17 år bortvist russiske fly, der nærmede sig britisk luftrum nordfra, altså der, hvor Færøerne ligger. Men når jeg har spurgt regeringen, om disse fly har været i færøsk luftrum, har man svaret: formentlig ikke. Og det har man kunnet svare, fordi man ikke har set dem. Det, der har været ude af øje, har ligesom også været ude af vores sind. Jeg kunne kigge op i luften og sige med gamle Salomon: endeløs tomhed, endeløs tomhed, alt er tomhed. Velvidende at det nok ikke har været tilfældet.
Når så en eller anden vil se et fly på den kommende radarskærm, vil vedkommende sige: Se, her er der noget nyt, et militærfly. Man hører så igen Salomons vise røst. Hvis nogen siger: Se, her er noget nyt, så har det, vi ser for vort øje, allerede været der forlængst. Vi har nok vidst det med flyene, vi har bare ikke bevist det. Vi har kunnet holde det bag nogle gardiner, der bestod af usikkerhed. Radaren vil fjerne gardinerne fra det vindue, som vender op imod den færøske himmel, og hvad gør vi så, den dag vi kan se en fremmed rovfugl af metal oppe i det blå? Er vi rede til at påtage os den kval, den smerte og den opgave, som sandheden kan medføre? Hvordan vil vi reagere på et fremmed, fjendtligsindet fly i færøsk luftrum, og hvem skal gøre det? Er der nogen, der ved – er der nogen, der ved? Tak.

Kilde

Kilde

ft.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret