Skip to content

Elisabeth From-Pedersens tale på Ungdommens Folkemøde

Om

Taler

Elisabeth From-Pedersen
Forkvinde for Netværket af Ungdomsråd

Dato

Sted

Ølkassen, Ungdommens Folkemøde, Valbyparken

Tale

Tale om lovpligtige ungdomsråd
 
Lad os lave et lille tankeeksperiment. 
Forestil jer at vi unge sammen med forældregenerationen bestemmer over vores bedsteforældre. 
Vi er med til at bestemme hvordan eksempelvis deres plejehjem, hjælpemuligheder og lokale faciliteter er. Selvfølgelig uden at de har noget at skulle have sagt. 
Ville det skabe et godt liv for dem?
Nej, det tror jeg ikke.
De ville med deres viden om deres hverdag, lyst og behov kunne opkvalificere beslutninger om deres liv langt bedre, end vi og forældregenerationen ville kunne alene. Vi andre ville naturligvis kunne give spændende perspektiver og idéer – men de bedste beslutninger er uden tvivl i samspillet med dem, det påvirkes af.
Lad os prøve at vende billedet. Lad os bytte ældre ud med unge. 
Hvad sker der så?
Det samme gør sig gældende. 
Fordi vi lever vores ungdomsliv, er vi hverdagens eksperter. Vi unge opkvalificerer beslutninger, der påvirker vores hverdag. 
Og det er sådan set meget enkelt – dét er demokrati.
Men det er ikke en realitet i vores samfund. Der er intet lovkrav om, at unge under 18 skal inddrages i beslutninger, der påvirker deres liv. 
Dog er der mange gode kommuner ude i landet, der tager det på sine skuldrer og opretter ungdomsråd. Faktisk har hele 2/3 af landets kommuner har ungdomsråd og det er rigtigt godt, men vi skal have resten med. 
Ungdomsråd bør være lovpligtige i alle landets kommuner. 
Hal Koch – en homie fra fortiden udtrykte efter anden verdenskrig vigtigheden af at demokratiet skal genvindes for hver generation.
Det er ingen selvfølge, at vi har demokratiet. Det er ingen selvfølge, at vi har det samfund, vi har. 
Når vi tænker på at demokratiet på verdensplan er på tilbagetog.
At undersøgelser viser at hver anden ung i Danmark har lav demokratisk selvtillid. 
– Så er det på tide at Christiansborg rubber neglene og forstår alvoren af det demokratiske underskud, vi står med.  
Så kære unge – kræv jeres ret – I har lige så meget en stemme her i demokratiet som alle andre generationer. At deltage og råbe op kræver ikke at du har fået 12 i samfundsfag, det kræver ikke at du kan navnene på samtlige 179 medlemmer af folketinget eller at du læser alle aviser hver evig eneste dag. Ordet demokrati betyder folkestyre – det at I er en del af folket, at I er borgere og har pligter overfor samfundet legitimerer jeres plads i demokratiet.
Så kære politikere – vær nu modige. Afgiv noget magt. Vis os unge at I vægter demokratiet højt. Det kan I gøre ved at vise os at vores stemme har værdi – at vi er lige så vigtige at inddrage som andre generationer. Giv OS unge rettigheder og et talerør – gør ungdomsråd lovpligtige i alle landets kommuner.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret