Marcus Mossalski Nielsens tale på Ungdommens Folkemøde

Sidste år stod jeg også her og holdt en tale. En tale om ludomani. En tale om min egen ludomani, og hvordan jeg som teenager brugte skoletimerne på bagerste række til at spille min opsparing væk. Det var en hård tid for mig, men da jeg stod her sidste år, kunne jeg fortælle, at jeg ikke havde spillet i 1.679 dage. I dag har jeg ikke spillet i 2.044 dage.

Jeg stod her sammen med den daværende skatteminister, Jeppe Bruus, og talte om ludomani. Vi nævnte, at den seneste undersøgelse viste, at op mod en halv million danskere spiller mere, end hvad godt er – en fordobling på bare fem år. Alligevel var der optimisme i luften. Ministeren havde iværksat et ungespilspanel, der skulle rådgive ham og landets politikere om en ny spillov. Unge fra hele landet, fra store og små organisationer, kendte influencere til helt almindelige gymnasieelever, satte sig gentagne gange ned med ministeren og politikerne og diskuterede behovet for en ny spillov.

Og Ungespilspanelet leverede. Efter få måneder præsenterede vi 16 konkrete forslag til, hvordan vi kunne få bugt med den igle spilbranche. Optimismen voksede, og det så ud til, at Danmark endelig ville tage ansvar, som andre lande har gjort de seneste år.

Men hvad endte det så med? Tog vores lovgivere ansvar og vedtog en ny spillov? En lov, der fjerner den aggressive markedsføring af gambling? En lov, der sikrer bedre behandlingstilbud til dem, der lider af ludomani? Eller en lov, der adskiller gaming fra gambling?

Svaret er: ingenting. Intet skete. I torsdags fik vi endnu en ny skatteminister. En ny person skal nu sættes ind i de samme store problemstillinger og tage de samme nødvendige samtaler, som vi allerede har taget med ham før ham, og ham før ham.

Jeg har stor respekt for de politikere, der kommer her i dag og taler til ungdommen.

Men kære politikere:
Det er ikke jeres taler, der skaber forvandling. Det er jeres handlinger.
Og det er blevet tid til at handle.

Tak for ordet.