William Kortes tale på Ungdommens Folkemøde

Kære Ungdommens Folkemøde

  

Når I ser mig foran jer i dag, er det meget tydeligt, at jeg er anderledes. Det er meget tydeligt, at jeg sidder i kørestol og måske ikke kan akkurat de samme ting som jer. 

Mit navn er William, og som barn var jeg meget glad og snakkesalig. Jeg mærkede ikke, at jeg var anderledes, når jeg var sammen med min familie eller mine venner. Vi legede med figurer, og jeg kørte rundt i nabogårdene med venner stående bag på min kørestol. 
Vi kunne bidrage med forskellige ting til legen. 
I politi og røver var jeg bilen, der flygtede fra politiet, og når vi legede krig, var jeg tanken på slagmarken. 
Med alderen blev det sværere og sværere at finde min rolle i aktiviteterne.  

I 10-årsalderen blev vennerne vilde med fodbold. Sommeren samlede mine venner og jeg. På forskellige græsplæner på Amager. Vennerne cyklede og jeg drønede rundt i min kørestol. På jagt efter nye græsplæner, hvor de kunne spille fodbold til solen gik ned.  

På sidelinjen dansede jeg med aftenens myg. Som et barn med ild i røven, cirkulerede jeg på sidelinjen for at gå fri for myggestik. Det har set sjovt ud på afstand, for når en myg satte sig på min pande, måtte jeg gå i panik og kaste rundt med hovedet for at få den væk. 
Jeg kan ikke løfte mine arme højt, og jeg kunne derfor ikke slå myggen væk.  

I starten var jeg glad på sidelinjen, men med tiden blev det mere og mere ligegyldigt. Jeg kunne ikke finde min rolle i fodboldspillet, og det blev en kæmpe ting for mig, at jeg ikke kunne spille fodbold. For første gang var jeg for alvor ked af at sidde i kørestol. 

Tiden gik, jeg blev teenager og mine venner begyndte at tage til fester. De skiftedes til at holde fester i deres forældres lejligheder, og på Amager er der oftest trapper og ingen elevator. Jeg var aldrig med til festerne, for jeg kunne ikke komme med op i lejlighederne.  

I klassen mandag morgen kunne jeg ikke grine af de ting, der var sket til den fede fest i weekenden. Jeg følte mig alene, og jeg følte mig magtesløs og udenfor, mens festerne var i gang, men jeg følte mig også alene og udenfor i skoletiden. Jeg mistede venskaber og måtte finde nye kammerater. 
I stedet for at være til festerne, fandt jeg venner, der ikke var inviterede. Vi chillede og hørte musik på gaden på bænken foran kiosken. 

En så lille og simpel ting som trapper har haft og har selvfølgelig stadig en kæmpe indflydelse på, hvilket ungdomsliv jeg kan leve. Jeg blev dengang lukket ude af fællesskaber, og jeg måtte finde nye fællesskaber at blive en del af. Fællesskaber, der påvirkede mig til at tage de forkerte valg.

Da jeg blev færdig i gymnasiet, gik jeg på jobcentret, fordi jeg ville have hjælp til at finde et arbejde. Her blev jeg mødt af medarbejdere, der er ikke mente, at mennesker som mig passer ind på arbejdsmarkedet. Jeg fik at vide, at det ville blive alt for svært for mig at få et arbejde, og at det eneste rigtige at gøre var at søge førtidspension, og her blev mit sidste håb slukket. 

Jeg fik tilkendt den førtidspension, og jeg blev en depressiv ung mand, der sov hele dagen. Jeg var vågen hele natten, levede af pizzaer og junkfood og endte i nogle mørke år af mit liv. 

Jeg kunne ikke sidde som en ensom førtidspensionist i min mørke lejlighed resten af livet. 
Jeg blev nervøs for min mentale sundhed og var nødt til at trække mig selv ud af mørket. Når jeg har lært hvordan, ville jeg kæmpe for, at der ikke er andre unge mennesker, der ender det samme sted.

Jeg ville skabe mig selv et liv med mening og spille de kort, jeg havde på hånden. Jeg har min stemme og mine ord. Og bedst som jeg besluttede mig for at forandre, både mit liv, men også den verden, vi lever i, blev jeg prikket på skulderen af Antoniett fra Sammenslutningen af Unge Med handicap (SUMH).

Hun inviterede mig til et debattørkursus, hvor jeg kunne lære at bruge min stemme. Kort efter blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til bestyrelsen. I SUMH er vi unge med funktionsnedsættelser, diagnoser og kroniske sygdomme. Jeg er ikke anderledes i vores fællesskab, fordi vi alle her er anderledes på forskellige måde. Her er det normalt at være anderledes, og igen fik jeg en rolle. En rolle hvor jeg kan bidrage. Ikke længere i legen, men som en frontperson, hvor jeg kan gøre en forskel og inspirere andre unge mennesker. 

I dag er jeg formand for SUMH. Jeg bliver snart færdiguddannet skolelærer og jeg bruger min stemme til at skabe forandring.   

Unge med handicap og funktionsnedsættelse høres ikke i den offentlige samtale, på trods af at vi er verdens største minoritet. Der er skabt en verden, der ikke er til unge som mig. Og det kæmper jeg for at ændre. 

Jeg kæmper for, at vi kommer til at leve i et mangfoldigt samfund med plads til alle minoriteter, uanset etnicitet, religion, køn, seksualitet og altså også handicap. 

Men det kræver, at vi bruger vores stemmer og bakker hinanden op. 

Når vi bruger vores stemmer, tager vi del i den magt, der eksisterer i den offentlige samtale, og vi er med til at skabe det samfund, vi lever i, når vi ta’ ordet.  Jeg tror på, at vi kan skabe et bedre samfund i Danmark, hvor vi alle kan være med. Men vi får brug for mange stemmer. Vi har brug for unge, der vil tage ordet. Unge, der vil tage del i magten og gå forrest om at skabe et samfund, hvor vi alle kan være med.  

Derfor vil jeg gerne bede jer om noget nu. Hvis du gerne vil være med til at skabe den forandring sammen med os, så gå til SUMH’s stand og meld jer til vores indsats Ta’ ordet, hvor vi sammen kan sætte gang i en bevægelse. Der er brug for forandring. Der er brug for jer. Tak.