Manilla Ghafuris tale på Ungdommens Folkemøde

Salaam til jer alle 

At tale på vegne af alle dem som ingen stemme har, at påpege uretfærdigheder og være med til at bidrage til et mangfoldigt og egalitært samfund. 

Netop dette har altid været min ledestjerne i min ageren i civilsamfundet. Og er det igen i dag. 

Min kamp for menneskerettigheder handler ikke om at indføre rettigheder ind i den danske lovgivning, for vi befinder os på et af de steder i verden hvor vi har de absolut bedste forudsætninger for at leve i et demokratisk velfærdssamfund, hvor menneskerettigheder er noget du har, og ikke noget du skal kæmpe for. 

Min kamp handler om at italesætte hver gang menneskerettigheder krænkes. For jeg har erfaret, at det aldrig er tilfældigt, hvem det går ud over. 

Min kamp handler i bund og grund om, hvordan vi som samfund, ikke kun som individer, men desværre også som en stat, nægter visse mennesker retten til at besidde rettigheder. 

Derfor er det nødvendigt at minde jer om, at der stadig er et diskriminerende arbejdsmarked, hvor ansøgninger bliver valgt fra på baggrund af tørklæde og ikke-dansk-klingende navne, og hvor minoriteter, marginaliserede og ressourcesvage borgere stadig oplever undertrykkelse i Danmark. 

Jeg vil minde jer om, at økonomiske interesser ikke bør trumfe menneskerettigheder – at billig gas og olie kommer for en pris.

Prisen af at legitimere totalitære regimer, som undertrykker og krænker menneskerettigheder.

Jeg vil minde jer om, at der stadig findes racisme i Danmark - både i SuperBrugsen, på gaden, hos lægen, i politiet og på Christiansborg.

Jeg vil minde jer om, at der stadig bliver talt om os, og ikke med os. 

Jeg vil minde jer om vores massive materielle overforbrug er skyld i moderne slaveri, klimakatastrofer og naturødelæggelse andre steder.

Jeg vil minde jer om, at kvinderettigheder også gælder for grønlandske kvinder. Det gælder for palæstinensisk kvinder - for de iranske og sandelig også for de afghanske. 

Jeg vil egentlig også minde jer, politikere om, at hvis I bliver ved med at vende os det døve øre, vil vi stoppe med at sætte vores lid til jer. Og hvor går man hen når demokratiet ikke virker efter hensigten, det ved jeg ikke engang, og jeg har ikke lyst til at finde ud af det. 

Meget af det, jeg har sagt, kan måske virke som gentagelser af, hvad I allerede har hørt før. Men måske forstår I ikke, hvor trætte vi er, hvor træt jeg er. 

Men når vi bruger årevis på aktivisme, er det fordi det ikke er et valg, men en nødvendighed. 

For rettigheder er ikke noget man har, men noget man må kæmpe for. 

Vi er kun så privilegerede, som vi er, fordi andre ikke er det. 

Derfor er vi nødt til at tage ansvar og kæmpe for dem, som vi har taget privilegierne fra.

Sidst, men ikke mindst vil jeg tilføje følgende: 

Det er måske her jeg skal tilføje noget afsluttende, noget ekstra spicy eller smukt, men..

Det vil næsten føles som et angreb mod menneskerettigheder, hvis jeg ikke nævnte Palæstina. 

På vegne af Danmark vil jeg gerne sige undskyld til Palæstina.
Undskyld for vores historiske svigt.
Undskyld for vores historieløse logik.
Undskyld for jeres gamle traumer.
Og undskyld for jeres nye.
Undskyld for bomberne.
Undskyld for hungersnøden.
Undskyld for fængslingerne.
Undskyld for krigsforbrydelserne.
Undskyld for apartheid.
Undskyld for folkedrab.

Bliv ved med at bruge jeres stemmer. Sig fra og råb højt for retfærdighed.