Jeg vil gerne fortælle en historie om at føle sig udenfor. Det er ikke mig, der er hovedpersonen i historien — det er min tætte ven, som jeg har kendt i mere end 10 år. Vi kan kalde ham Hadis.
Hadis er født i Danmark. Han har altid talt dansk, han har gået i dansk skole, han har haft danske venner. Han har aldrig kendt til andet end Danmark — men på papiret var Hadis ikke dansk indtil for to år siden. Han var statsløs.
Hadis fik dansk statsborgerskab få måneder før sidste folketingsvalg. Efter valget gik Hadis og jeg en lang tur om Damhussøen et par kilometer herfra og talte om den første oplevelse i stemmeboksen. En tom følelse.
Hadis fortalte mig, at han bare havde stemt det samme som sin kæreste, Jonatan, for som han sagde: Hvordan fanden skal man tage stilling efter 25 år, hvor man ikke har følt sig som en del af det samfund, man nu skal være med til at bestemme over?
Det, der burde have været en stolt handling, blev en påmindelse om, hvordan samfundet har vendt ham ryggen hele livet. Hadis har aldrig oplevet, at hans stemme var vigtig — han kunne alligevel ikke bruge den, og han vidste ikke, om han nogensinde ville få lov. Så hvorfor skulle han sætte sig ind i noget som helst, når han oplevede, at samfundet holdt ham udenfor?
Jeg forstår godt Hadis. Hvis man nogensinde har været i en klasse, en fodboldklub eller til en fest, hvor man har følt sig udenfor — så er man ikke den, der træder ind og tager styring eller kommer med forslag. Måske sætter man ikke engang spørgsmålstegn ved den retning, gruppen er ved at gå i. Man har ikke noget at skulle have sagt alligevel. Man følger bare lidt med.
Sådan er det også i vores samfund. Vi holder 600.000 venner, naboer, kolleger og klassekammerater uden for. Det synes jeg er skamfuldt — en mobbekultur, der stammer fra Christiansborg, og som afholder mennesker fra at tage stilling til vores fælles fremtid. Vores generation har et ansvar for at sige fra over for de voksne, der holder vores venner uden for fællesskabet, så de kan vælge og vrage mellem hvem, der fortjener rettigheder, og hvem der ikke gør — og så de selv kan beholde magten.
Jeg insisterer på, at vi skal invitere flere ind i fællesskabet. For uanset hvor i verden, vi har rødder, fortjener vi alle at have indflydelse på vores eget liv. Vi kan ikke være bekendt at holde hver 10. dansker udenfor fællesskabet. Vi skal gøre op med de absurde statsborgerskabsregler og sikre, at vi får alle med på vognen — for der er ingen, der fortjener at føle, at deres stemme ikke betyder noget. Ingen fortjener at føle, at de ikke hører til i deres eget land.
