[...]. Vi har haft så travlt med at arbejde i det der arbejdsfællesskab, at jeg ikke rigtig har haft tid til at forberede 3 moderate minutter. Men det træffer sig heldigvis sådan, at jeg er enig i alt, hvad formanden for Socialdemokratiet sagde, og hvad hr. Troels Lund Poulsen fra Venstre sagde. Så jeg kan egentlig ikke lægge så meget til andet end måske det ene, at jeg i min egenskab af politisk leder for Moderaterne havde den fornøjelse at være til årsmøde i weekenden, og det var lidt af en fest, for det faldt jo sammen med en markering af regeringens første 100 dage.
Det er klart, at når man kommer – og det gør jeg jo så – fra et parti, som er stiftet på den raison d'etre, at det vil være en god idé at få de store holistisk tænkende partier, der står nærmest midten i dansk politik, til at bøje sig ind mod hinanden i stedet for at bøje sig ud mod yderfløjene, så kan man kun være glad for, at vi har fået den her regering, som nu går i gang med at reformere det her samfund, så det kan holde mere end vores tid ud; det er senest markeret her i formiddag med nedsættelsen af en Sundhedsstrukturkommission, som med helt friske øjne kan se på, hvordan vi bedst indretter et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor sygehuse, læge, kommune og det hele spiller sammen.
Det var en fest at være til Moderaternes årsmøde, men det var jo samtidig også alvorstungt, og noget af det, jeg selv tog hjem med, var et indlæg i den politiske debat fra et af vores nye hovedbestyrelsesmedlemmer, Mads Sebbelov, som den 21. april 2020 måtte tage afsked med sin 15-årige datter, Josephine, som døde, mens hun stod på akutlisten og ventede på et nyt hjerte. Og det synes jeg på en eller anden måde hænger sammen med det, fru Pernille Vermund var inde på, nemlig hvad det er for et samfund, vi har.
For det kan vi reformere, vi kan skrue på skruerne, vi kan bevilge penge, men omme bag ved det der er der jo mennesker. Der er der et civilsamfund, som vi tror på kunne spille en meget større rolle. Der er nogle mennesker – og det er derfor, vi skal holde fast i velfærdssamfundet – som skal nære tillid til hinanden, og som skal forbi det der punkt, hvor man tænker, at man bare er en borger, som kræver noget af systemet, og i stedet tænker: Jeg er en medborger, som gør noget for nogle andre.
Hele den her debat f.eks. om organdonation er jo i virkeligheden sådan en debat: Skal man have den formodningsregel, at folk egentlig gerne vil hjælpe andre og man derfor formoder, at de er organdonorer, indtil de siger fra, eller skal man have den modsatte formodning? Det synes jeg er en væsentlig debat. Og jeg håber og tror på, at den regering, der nu er skabt, også vil være en regering, der kan facilitere nogle brede politiske drøftelser om de her temaer, hvor det er min klare fornemmelse, at man ikke deler sig efter farvekulør, men altså på en helt anden vis. Det tror jeg skal være mine 3 minutter; det kan jeg se det var i hvert fald.
